En sundhedsmedarbejder iført hijab og blå kittel holder hænderne på en ældre kvinde, der sidder på en seng i et ældreplejemiljø.

Analysen fremhæver, at flere udenlandske medarbejdere stiller krav til danskkundskaber og forståelse for de ældres kultur og vaner.

Flere udlændinge passer ældre – færre danske SOSU’er

Næsten hver femte SOSU-medarbejder i ældreplejen har udenlandsk statsborgerskab. Mange kom til Danmark for at bo sammen med deres familie – og er siden blevet en del af den daglige hjælp til ældre.

Senest opdateret: tirsdag 3. november 2026

Der er kommet flere SOSU-medarbejdere til at passe ældre på plejehjem og i hjemmehjælpen. Hele stigningen kommer fra medarbejdere med udenlandsk statsborgerskab.

Siden 2011 er der blevet 11.400 flere udenlandske SOSU-medarbejdere i den offentlige ældrepleje. Samtidig er antallet med dansk statsborgerskab faldet med 3.200.

Det viser en ny analyse fra ROCKWOOL Fonden, der har fulgt udviklingen.

“Udenlandske SOSU-medarbejdere har både udlignet et fald i antallet af danske medarbejdere og samtidig stået for hele væksten af nye medarbejdere blandt SOSU´er i ældreplejen,” siger Mille Bjørk, analysechef i ROCKWOOL Fonden.

Mange kom for at bo med familien

Mange af de medarbejdere, der nu hjælper ældre i hverdagen, kom oprindeligt til Danmark for at bo sammen med deres familie.

Omkring otte ud af ti af de ekstra udenlandske SOSU-medarbejdere er indvandret som voksne. Af dem kom 44 procent som familiesammenførte.

Det vil sige, at de fik opholdstilladelse for eksempelvis at bo sammen med en ægtefælle, der allerede boede i Danmark.

Yderligere 18 procent kom som flygtninge, der fik asyl.

Ifølge Mille Bjørk viser tallene, at der kan være flere kommende medarbejdere blandt de udlændinge, som allerede bor her.

“Både flygtningekvinder og familiesammenførte er i mindre grad i job end andre kvinder i Danmark. Men det, at så mange af dem har fundet vej ind i ældreplejen, peger på, at der kan være potentiale for at rekruttere nye SOSU’er blandt både familiesammenførte og flygtninge, der har fået asyl,” siger hun.

Fra hver tyvende til næsten hver femte

I 2011 havde 6 procent af SOSU-medarbejderne i den offentlige ældrepleje udenlandsk statsborgerskab. Det var lidt mere end hver tyvende. I 2025 var andelen steget til 18 procent – næsten hver femte.

Samlet var der cirka 92.100 SOSU-medarbejdere i den offentlige ældrepleje i 2025 mod 83.700 i 2011.

Der er især kommet flere SOSU-assistenter, som blandt andet arbejder med sygepleje og medicin. Til gengæld er der blevet færre SOSU-hjælpere, som blandt andet hjælper med personlig pleje og praktiske opgaver.

Sprog og oplæring skal følge med

Analysen fremhæver også, at flere udenlandske medarbejdere stiller krav til danskkundskaber og forståelse for de ældres kultur og vaner.

ROCKWOOL Fonden peger på danskundervisning med udgangspunkt i arbejdet med de ældre og oplæring både på SOSU-uddannelserne og på arbejdspladserne.

S vil finde medarbejderne andre steder

Socialdemokratiet ser først og fremmest andre muligheder for at skaffe flere medarbejdere til ældreplejen.

“Det er da fint, at flere i denne gruppe forsørger sig selv. Men det er jo også vores forventning, når de er i Danmark,” siger partiets ældreordfører, Thomas Klimek, til Berlingske.

Han peger på at få flere danskere ind i faget, tiltrække medarbejdere fra især Sydeuropa og hente SOSU’er gennem aftaler med Indien og Filippinerne.

Desuden ser han en mulighed blandt seniorer, som gerne vil arbejde på nedsat tid.

“Et stigende antal seniorer er interesseret i at arbejde nogle timer om ugen. Det skal vi udnytte,” siger Thomas Klimek til avisen.

Hvad mener du?

Hvad er din holdning til, at der er kommet flere udlændinge i ældreplejen? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: mandag 2. november 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 3. november 2026 kl. 19:09

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form