
Lungerne afslører mere, end vi troede – især hos nogle
Et stort dansk studie viser, at kvinder, der ryger, har langt større risiko for lungesygdom end mænd, selv hvis de ryger lige meget.
Senest opdateret: torsdag 15. maj 2025
Der er stor forskel på, hvordan mænd og kvinders lunger reagerer på rygning. Det viser ny forskning fra Herlev og Gentofte Hospital.
Her har forskere gennemgået data fra over 100.000 danskere – og konklusionen er tydelig: Kvinder har næsten dobbelt så høj risiko som mænd for at udvikle sygdommen KOL eller dø af luftvejssygdomme, selv når de har røget samme mængde tobak.
“Vi kan se tegn på, at kvinders lunger bliver mere skadet end mænds. Det viser sig i form af dårligere lungefunktion og øget risiko for kronisk bronkitis, åndenød og tidlig død”, fortæller læge og forsker Yunus Çolak.
KOL er en udbredt sygdom
KOL – kronisk obstruktiv lungesygdom – rammer mange danskere.
Omkring 400.000 menes at have sygdommen, der især skyldes rygning. Den giver blandt andet åndenød og hoste med slim.
I modsætning til mange andre lande er det i Danmark cirka lige mange mænd og kvinder, der ryger.
Det gør det særlig vigtigt at forstå, hvordan sygdomme som KOL rammer de to køn forskelligt.
Kvinder skal tages alvorligt – også ved lavt forbrug
Ifølge overlæge Shoaib Afzal bør læger tage højde for kønsforskelle, når de vurderer patienters risiko for lungesygdom.
“Selv ved lavt tobaksforbrug bør man overveje, om en kvinde er i risiko for KOL. Og har man allerede fået diagnosen, kan rygning være mere skadelig for kvinder end mænd”, forklarer han.
Derfor anbefaler forskerne, at lægerne er ekstra opmærksomme på kvindelige rygere – også selvom de måske ikke har røget så meget eller i så mange år.
Har du nogensinde fået undersøgt din lungefunktion?
Først publiceret: onsdag 7. maj 2025
Artiklen er sidst opdateret torsdag 15. maj 2025 kl. 22:33