Henrik Dam Kristensen tænker over, hvad der kunne være sket, hvis udposningen på legemspulsåren ikke var blevet opdaget i tide. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Folketingets formand havde dødelig lidelse – uden at vide det

Mens Henrik Dam Kristensen var formand for Folketinget fik han ved en tilfældighed konstateret en alvorlig sygdom - og blev opereret. Nu lever han et aktivt seniorliv og håber, at mænd på 65 år snart får tilbudt screening for lidelsen.

Senest opdateret: tirsdag 24. juni 2025

Henrik Dam Kristensen synes, han har været enorm heldig. Hans læge sendte ham til scanning på hospitalet for et eller andet, som han i dag ikke husker, hvad var.

Men lægerne på sygehuset opdagede tilfældigvis noget helt andet. Henrik Dam Kristensen havde en udposning på legemspulsåren i maveregionen.

Den var i første omgang ikke kritisk. Men han kom jævnligt til undersøgelse, og udposningen voksede.

Udposning på legemspulsåren

Fakta om udposninger på legemspulsåren

  • 1 ud af hver 25 mænd på 65 år og derover har lidelsen (4 %).
  • Hvis udposningen brister pludselig, dør samlet 70-80 % af patienterne.
  • Nogle af dem når ikke frem til operation, men selv blandt de akut opererede dør 30-50 %.
  • Hvis udposningen opdages i tide og opereres kontrolleret, så dør 1-2 %. Det er samtidig et langt mindre fysisk og psykisk traume end en akut operation.
  • For hver 165 mænd der screenes, vil der kunne reddes 1 liv.
  • Udgiften ved screeningsprogrammet kan opgøres til 6.000 kroner pr. reddet leveår.
  • Screening for udposninger på legemspulsåren vil kunne redde flere leveår end screeningen for tarmkræft, som koster det offentlige mange gange flere penge.
  • Lidelsen er arvelig.

Kilde: Materiale fra Dansk Karkirurgisk Selskab 

Til sidst anbefalede lægerne på Kolding Sygehus en operation. Henrik Dam Kristensen var væk fra sit hverv som Folketingets formand i nogle uger.

Operationen gik planmæssigt. I dag lever 68-årige Henrik Dam Kristensen et trygt seniorliv og har ingen bekymringer ved at presse kroppen med at cykle tur på 30-60 km eller spinne på fuld kraft. Han træner typisk fem gange om ugen.

Nul symptomer

Henrik Dam Kristensen havde overhovedet ingen symptomer på udposningen på pulsåren. Det var nogle andre tegn på noget andet, der fik lægen til at sende ham til scanning.

Dermed er den mangeårige politiker typisk for de mænd, der rammes af sygdommen. De aner intet om, at de går rundt med en lidelse, der kan være dræbende, hvis udposningen pludselig brister.

Henrik Dam Kristensen håber derfor ligesom karkirurgerne, at Folketinget bevilger penge til at igangsætte et landsdækkende screeningsprogram. Det skal give alle 65-årige mænd mulighed for at få ultralydsscannet legemspulsåren i deres maveregion.

Slut med kontroller

Alle operationer indebærer en lille risiko. Men Henrik Dam Kristensen synes, at han ikke havde noget valg. 

Henrik Dam Kristensen

Født 31. januar 1957 i Vorbasse og bor i dag i Grindsted.

Arbejdede fra 1978 som landpostbud, medlem af Folketinget i 1990.

Landbrugs- og fiskeriminister 1994-1996, fødevareminister 1996-2000 og socialminister 2000-2001.

Forlod Folketinget i 2004, da han blev valgt til Europa-Parlamentet, hvor han sad frem til 2006.

2007 igen valgt til Folketinget.

I 2010 præsident for Nordisk Råd.

2011-2013 transportminister og 2014-2015 beskæftigelsesminister.

2019-2022 formand for Folketinget.

I december 2023 udpegede SVM-regeringen Henrik Dam Kristensen som formand for den såkaldte Grøn trepart, der i juni 2024 kunne præsentere et samlet forslag omkring imødegåelse af landbrugets klima- og miljøbelastning.

Gift med Bente og far til to voksne børn.

Kilder: Blandt andet lex.dk 

”Hvis en operation kan fjerne nogle gener, som man egentlig godt kan leve med, skal man selvfølgelig overveje, om man skal sige ja til indgrebet. Men jeg havde ikke noget alternativ, fordi jeg risikerede, at udposningen pludselig ville briste, og så er man i akut livsfare,” siger Henrik Dam Kristensen.

Han lå på hospitalet nogle få dage. Senere er blevet undersøgt et par gange, men alt ser fint ud, og arret er også næsten væk, så nu skal han ikke længere til kontrol.

På folkepension

Henrik Dam Kristensen er i dag på folkepension, men holder en del foredrag om sit liv i politik. Han sidder også i flere bestyrelser.

Han var formand for den grønne trepart, der i fjor indgik forlig om et grønt Danmark og nedskæring af CO2-udledningerne. Her skrev blandt andre naturfredningsforeningen  og landbruget under på en aftale, og den overraskende enighed lykkedes måske især på grund af Henrik Dam Kristensens politiske tæft.

Men derudover lever han et normalt senior liv. Intet begrænser ham, og han er også helt tryg ved at rejse til udlandet – langt væk fra danske hospitaler.

Foretræde for sundhedsudvalget

Henrik Dam Kristensen genopstillede ikke ved Folketingsvalget i 2022. Men han har senere været på besøg på Christiansborg

Det var sammen med karkirurgernes selskab og blandt andre den læge, som opererede politikeren i Kolding. De fortalte Folketingets sundhedsudvalg om gevinsten ved at indføre screening.

”Jeg har ikke mødt nogen politikere afvise, at det er en god idé at tilbyde alle 65-årige mænd den undersøgelse. Også den nuværende sundhedsminister bakker op,” siger Henrik Dam Kristensen.

”Men jeg ved også, at når der skal indgås forlig om en finanslov, så skal der foretages prioriteringer. Det er så gået ud over planen om screening.

Det er jeg ærgerlig over. Det er en billig løsning i forhold til, hvor mange liv der kan reddes, siger Henrik Dam Kristensen.

Fortrøstningsfuld

Efter sommerferien begynder Folketinget at se på finansloven for 2026. Her håber Henrik Dam Kristensen, at der bevilges penge til screeningen.

”Jeg er fortrøstningsfuld. Sundhedsbestyrelsen anbefaler screeningen. Jeg har talt med  sundhedspolitikere fra flere partier, og det fortsætter jeg med. Nu skal vi have indført den screening,” ønsker Henrik Dam Kristensen.

Folketingsmedlem faldt om med bristet udposning

Et andet medlem af Folketinget har selv oplevet, hvad der kan ske, hvis der går hul på en udposning på legemspulsåren.

Få gratis nyhedsbrev om politik

Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.

Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.

Det er gratis.

I december 2005 faldt socialdemokraten Poul Andersen om under en debat i folketingssalen, da en udposning sprang.

Han var i yderste livsfare og blev hasteopereret på Rigshospitalet efter at have mistet 6,5 liter blod. Efter knap tre måneders genoptræning var han tilbage i Folketinget i sin rolle som partisekretær og trafikpolitisk ordfører.

Det fremgår af en omtale i Fyens Stiftstidende ved hans 70-års fødselsdag i 2022.

”Nu nyder jeg friheden sammen med venner og familien på campingture, på cyklen, en god bog og medlemskabet i lokale foreninger som Marineforeningen, Faglige Seniorer, Ældresagen og en lille klub med tidligere forhenværende medlemmer fra Folketinget,” sagde Poul Andersen til avisen.

Legemspulsåre: Symptomer på udposning

Disse symptomer er der på udposning af legemspulsåren

  • Ofte ingen symptomer!
  • Eller symptomer, der kan ligne at stamme fra andre lidelser
  • Dunkende fornemmelse i maven, ofte omkring navlen
  • Konstant eller tilbagevendende mavesmerter eller lændesmerter
  • Smerter i ryg, sider eller ben
  • Følelse af tryk eller fylde i maven

Brister udposningen, opstår en livstruende nødsituation, og symptomerne er typisk:

  • Pludselige, kraftige smerter i mave, ryg eller lænd
  • Koldsved, kvalme, svimmelhed, besvimelse
  • Lavt blodtryk og hurtig puls
  • Eventuelt bevidstløshed
  • Kan ligne symptomer ved hjertestop

Først publiceret: tirsdag 17. juni 2025
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 24. juni 2025 kl. 10:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.