Over 6.000 kroner er mange penge for en pensionist for mig. Hvorfor må jeg ikke få dem, spørger Torben Frederiksen.

71-årige Torben kan ikke få 6.000 kroner tilbage i skat: Beløbet er ifølge Skattestyrelsen en bagatel

Myndighederne har ofte ingen bagatelgrænse, når det gælder om at indkradse penge fra borgerne. Men nu er en pensionist røget ind i, at han ikke kan få refunderet for meget betalt skat, fordi beløbet er under en vis grænse.

Senest opdateret: tirsdag 24. juni 2025

Torben Frederiksen slås med Skattestyrelsen. Den 71-årige pensionist har betalt 6.122 kroner for meget i skat. Det anerkender Skattestyrelsen – men alligevel vil de ikke betale pengene tilbage.

Årsagen er en regel, som kræver, at en tilbagebetaling skal have “væsentlig økonomisk betydning”. I Torbens tilfælde mangler der 212 kroner for, at betingelsen er opfyldt.

Samtidig udsendte Skattestyrelsen sidste år 300.000 rykkere til danskere for småbeløb – nogle helt ned til én krone.

Torben Frederiksen har kontaktet Skattestyrelsen i flere omgange, men de er urokkelige.

”Over 6.000 kroner er mange penge for en pensionist for mig. Hvorfor må jeg ikke få dem,” spørger Torben Frederiksen.

Sådan kom han til at betale for meget

Skattestyrelsen anerkender, at Torben Frederiksen har betalt over 6.000 kroner mere i skat i 2024, end han behøvede. Men de vil ikke give slip på beløbet. 

Den 71-årige fra Nordsjælland er kommet i en klemme, som andre seniorer også kan være havnet i. Torben Frederiksen og mange tusinde andre fik i 2024 efterbetalt folkepension, som egentlig skulle være udbetalt i 2023.

Torbens sag kort

* Torben Frederiksen har betalt 6.122 kroner for meget i skat i 2024.

* Beløbet skyldes, at han fik efterbetalt folkepension for 2023, som blev beskattet i 2024 – hvor han samtidig havde anden indkomst og derfor røg i topskat.

* Skattestyrelsen anerkender, at han har betalt for meget – men nægter at tilbagebetale pengene.

* Årsagen er en bagatelgrænse, der kræver, at en tilbagebetaling skal give mindst 1 procent besparelse af indkomsten – i Torbens tilfælde skulle beløbet være på mindst 6.334 kroner.

* Forskellen på 212 kroner betyder, at Torben intet får tilbage.

* Samtidig har Skattestyrelsen opkrævet gæld ned til 1 kroner i andre sager – for eksempel motorafgifter.

* Skattestyrelsen siger, at de nu vil undersøge administrationen i denne type sager.

Det skyldtes ændrede regler. Arbejdsindkomst havde med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2023 ingen betydning for størrelsen af folkepensionens tillæg.

Det var ikke hans skyld

Men Udbetaling Danmark kunne ikke nå at ændre sine systemer i 2023.

Derfor fik rigtig mange en efterbetaling for 2023 udbetalt i 2024.

Det betød for Torben Frederiksen, at han røg i topskat i 2024. Han havde nemlig i det år sat gang i blandt andet en udbetaling af en pensionsordning.

Her går det galt

Torben Frederiksen fik i 2024 udbetalt 41.700 kroner ekstra i folkepension for 2023. Det førte inklusive topskat til, at betalte lidt over 22.000 kroner i skat af beløbet.

I 2023 var han ikke inde i topskat. Derfor ville en tilbageførsel af de 41.700 kroner til årsopgørelsen for 2023 have betydet, at han kun skulle betale lidt under 16.000 kroner i skat.

Men Torben Frederiksen havde med lidt tilbageværende arbejde, igangsættelse af pensionsordninger, efterbetaling af folkepension for 2023 med videre en ekstraordinær høj skattepligtig indkomst på over 600.000 kroner i 2024. Når Skattestyrelsen tager udgangspunkt i 1 procent af det beløb, kommer hans gevinst ikke over bagatelgrænsen.

Myndigheder opkræver ned til én kroner

Skattestyrelsen er den en del af den samlede Skatteforvaltningen. Men i andre dele af Skatteforvaltningen gælder der andre bagatelgrænser, for eksempel hos Gældsstyrelsen.

Her opereres der med bagatelgrænser på helt ned til 200 kroner. Det har betydet, at hvis folk skyldte for eksempel 212 kroner så forsøgte myndighederne at inddrive dem.

Skattestyrelsen selv udsendte sidste efterår 300.000 rykkerbreve med småbeløb på i nogle tilfælde både under 5 kroner og 1 krone. Det handlede om for sent betalte motorafgifter.

Men når Skattestyrelsen selv skal aflevere penge, så kan 6.000 kroner altså være en bagatel, som de ikke vil aflevere.

Læs også: I 300.000 breve forklarer Skattestyrelsen rykkerbreve med småbeløb

Det siger Skattestyrelsen

Juridisk direktør Jakob Lundsager i Skattestyrelsen kan ikke udtale sig om den konkrete sag, men siger:

”Det er klart, at når der rejses kritik, hvor en borger oplever at komme i klemme i systemerne, gør det indtryk. Vi vil derfor se nærmere på vores administration i denne type sager,” fortæller Jakob Lundsager.

Han oplyser, at folkepension som udgangspunktet beskattes på det tidspunkt, hvor man får den udbetalt. Det gælder også, selv om pensionen tildeles med tilbagevirkende kraft.

Bagatelgrænsen er mindst 1.000 kroner

Jakob Lundsager nævner Skattestyrelsens retningslinjer for, hvornår indkomsten kan tilbageføres til et tidligere år, herunder, at det skal have væsentlig betydning.

  • Det er en konkret vurdering, om tilbagefordelingen har væsentlig økonomisk betydning.
  • Betingelsen er i almindelighed opfyldt, når den skattemæssige nettobesparelse ved den ønskede tilbageregulering udgør 1 procent af ansøgerens skattepligtige indkomst i det indkomstår, for hvilket den skattepligtige indkomst ønskes nedsat.
  • Nettobesparelsen skal dog mindst udgøre 1.000 kroner.

Det er dog ikke kun en skattemæssig besparelse, der kan medføre, at Skatteforvaltningen giver tilladelse til tilbagefordeling.

Hvis skatteyderen for eksempel kan dokumentere, at han eller hun vil få mere i boligstøtte i det pågældende år, kan betingelsen også være opfyld.

Først publiceret: mandag 23. juni 2025
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 24. juni 2025 kl. 14:47

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.