Faglige Seniorer lancerer 10 forslag: Skal få flere ældre i job
Regler for efterløn, modregning og a-kasser holder seniorer ude af arbejdsmarkedet. Nu lancerer Faglige Seniorer 10 forslag, der skal fjerne barriererne for ældre, der vil arbejde.
Senest opdateret: mandag 4. august 2025
Det skal betale sig for seniorer at arbejde. Men der er alt for mange regler, der spænder ben for, at seniorer, der gerne vil, får lov at bidrage.
Derfor spiller Faglige Seniorer nu ud med 10 konkrete forslag, der skal gøre det mere attraktivt og muligt for seniorer at arbejde.
Seniorer i arbejde i tal
* I 2015: 71.602 seniorer (65-74 år) i beskæftigelse
* I 2025: 131.621 seniorer i beskæftigelse – næsten en fordobling på 10 år
* Danmark har nu overhalet Sverige og Norge i andelen af 70+årige i job
* Kun 40 procent af seniorerne arbejder frem til pensionsalderen
* Af dem fortsætter 60 procent med at arbejde det følgende år
“Vi taler ofte om mangel på arbejdskraft. Men samtidig vender vi det blinde øje til en stor og erfaren ressource: seniorerne. Mange ældre vil nemlig gerne blive på jobbet – men systemet spænder ben,” siger Palle Smed, der er direktør i Faglige Seniorer.
Udspillet kommer netop nu, hvor efterspørgslen på arbejdskraft er høj, ikke mindst i den offentlige sektor.
Samtidig viser nye tal, over 131.000 personer i alderen 65 til 74 år er i beskæftigelse – næsten en fordobling siden 2015.
Alligevel arbejder kun 40 procent frem til pensionsalderen, og mange, der kunne tænke sig at fortsætte, trækker sig tidligere, fordi det ikke kan betale sig at arbejde.
“Det er ikke længere et spørgsmål om at få folk til at blive. De vil gerne. Nu handler det om at fjerne de barrierer, der spænder ben,” siger Palle Smed.
System med mange benspænd
Med udspillet vil Faglige Seniorer fjerne mange af de benspænd, som ældre møder, når de ønsker at arbejde videre – enten på fuld tid eller i et deltidsjob.
Det gælder både modregning i ydelser og manglende adgang til a-kassesystemet for personer over pensionsalderen.
Som eksempel peger Palle Smed på, at efterløn og tidlig pension straffer dem, der vil arbejde lidt ved siden af.
“Små indtægter bliver modregnet hårdt. Det sender et klart signal: Du skal ikke bidrage, når du er fyldt 64 år,” lyder det fra Faglige Seniorers direktør.
Folkepensionister kan få en skattefri præmie, hvis de arbejder 30 timer om ugen.
“Men hvad med dem, der kun orker 15 eller 20 timer? De får ingenting. Det er rigidt og uretfærdigt.”
Arbejdsløshedsforsikringen lukker døren for seniorer. Er du over pensions-alderen, kan du ikke være med.
“Det er diskriminerende – og ulogisk, hvis man arbejder på fuld tid.”
Samtidig tæller seniorledige ikke med i arbejdsløshedsstatistikken.
“Det gør problemet usynligt – og hjælpen udebliver. De ældre får ofte ingen støtte til at finde et nyt job.”
Der er også barrierer i pensionssystemet.
“Vil du genoptage arbejdet efter at have startet udbetaling, møder du stive regler og dårlig samordning. Det får mange seniorer til at droppe tanken om et arbejdsliv.”
Fleksibel tilbagetrækning
Palle Smed understreger, at seniorerne ikke ønsker særlige vilkår, der gør dem dyrere.
“De vil bare have fleksibilitet og respekt for deres erfaring. Mange vil gerne arbejde 10, 15 eller 20 timer om ugen – men det bliver de straffet for i dag,” siger han.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Og det handler ikke kun om økonomi og samfundsregnskab, men om livskvalitet og ret til selvbestemmelse.
“For mange er arbejdet ikke bare et job. Det er en del af deres identitet og livsudfoldelse. Det handler ikke længere om at stoppe tidligt, men om at kunne vælge en fleksibel tilbagetrækning,” siger han.
En analyse fra Faglige Seniorer og Seniorklar viser, at 62 procent af de seniorer, som forventer at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før eller ved deres pensionsalder, kan se sig selv arbejde længere.
Vel og mærke hvis de opnår mere fleksibilitet og/eller forståelse fra deres arbejdsgivere til at fortsætte.
Politisk opfordring
Med udspillet opfordrer Faglige Seniorer til, at Folketinget og arbejdsmarkedets parter sætter seniorarbejdskraft højere på dagsordenen.
Organisationen efterlyser både bedre samspil mellem pension og arbejdsindkomst og en national handlingsplan mod aldersdiskrimination.
“Det er på tide, at vi får et arbejdsmarked, hvor også seniorer bliver mødt med åbenhed og muligheder. Virksomhederne er klar. Seniorerne er villige. Nu er det politikerne, der skal handle,” siger Palle Smed.
10 forslag, der skal få flere seniorer i job
Faglige Seniorers 10 konkrete forslag, der skal gøre det mere attraktivt og muligt for flere seniorer at fortsætte eller vende tilbage til arbejdsmarkedet.
- Efterløn: Indfør et bundfradrag svarende til 15 timers arbejde om ugen uden modregning.
- Tidlig pension: Hæv bundgrænsen for supplerende indtægt til 120.000 kroner og sænk modregningen fra 64 til 50 procent
- Folkepensionister: Indfør dobbelt beskæftigelsesfradrag og højere jobfradrag efter pensionsalderen.
- Ældrecheck: Undtag arbejdsindkomst fra beregningen af den personlige tillægsprocent.
- Skattefri præmie: Gør ordningen fleksibel – også for dem, der arbejder under 30 timer om ugen.
- Arbejdsløshedsforsikring: Giv seniorer ret til (delvis) forsikring, selv efter pensionsalderen.
- Synlighed for ledige seniorer: Registrér seniorledige og tilbyd målrettet støtte og jobhjælp.
- Aldersdiskrimination: Lav en national handlingsplan mod diskrimination på arbejdsmarkedet.
- Pensionssystemet: Skab bedre samspil mellem arbejdsmarkedspension og deltid/deltagelse i job.
- Fleksjob: Giv mulighed for fleksjob og løntilskud efter folkepensionsalderen.
Se hele Faglige Seniorers udspil her (PDF)
Vil du arbejde som senior?
Hvad mener du?
Er der behov for tiltag som de 10 forslag fra Faglige Seniorer for at gøre det mere attraktivt for seniorer at arbejde?
Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: mandag 7. juli 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 4. august 2025 kl. 12:33