Nedbrud hos Nets? Sådan kan du alligevel betale
Hvis der sker et nedbrud hos Nets, skal man huske sit plastik-dankort.
Senest opdateret: mandag 4. august 2025
Man er “ret godt stillet” i den danske detailhandel, når der sker et nedbrud hos Nets, som der gjorde lørdag aften.
Sådan lyder det fra Henrik Lundgaard Sedenmark, der er fagchef for betalinger hos Dansk Erhverv.
Det skyldes, at kunden altid kan betale, hvis man har taget sit fysiske dankort med, og hvis butikken ellers har strøm og tager imod dankort.
“Men det kræver selvfølgelig, at terminalen er i offline-tilstand, at butikkerne er opmærksomme på det, og at kunderne er opmærksomme på det,” siger han.
Kan altid modtage dankort
Når en dankortterminal sættes i offline-tilstand, kan butikken stadig modtage betalinger fra de fleste betalingskort – og altid fra dankort, hvis den pågældende butik tager imod det.
Det er forskelligt fra butik til butik, om terminalen automatisk skifter, eller om de ansatte skal trykke på en knap.
Man kan dog ikke altid betale med Visa og Mastercard.
De såkaldte “wallets” som Apple Pay og Google Pay duer heller ikke.
Vil lave løsninger
Det arbejder de store supermarkedskæder dog på, lyder det fra Henrik Lundgaard Sedenmark.
“De fem store dagligvarekæder har alle sagt, at de på et eller andet tidspunkt – de kan ikke sige præcist hvornår – vil lave nogle løsninger.”
Det er forskelligt fra kæde til kæde, hvor langt man er i processen.
Men ifølge Dansk Erhverv er alle kæderne i gang med at muliggøre, at kunderne i fremtiden også kan bruge eksempelvis Apple Pay under nedbrud.
Nedbruddet hos Nets opstod lørdag aften.
Du kan naturligvis altid betale med kontanter.
Først publiceret: mandag 21. juli 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 4. august 2025 kl. 09:21