"Jeg vil tage det, jeg hører ude på plejehjemmene, med ind i Ældrerådet. Det er der, mit udgangspunkt er," siger Pia Grabe Skogberg,

Pia vil i ældrerådet: “Det nytter noget, når vi blander os”

Pia Grabe Skogberg går til valg med et klart mål: At plejehjemsbeboere og ældre borgere skal høres og ikke overses. Nu vil hun kæmpe deres sag i Ældrerådet.

Senest opdateret: fredag 1. august 2025

Når stemmesedlerne til ældrerådsvalget i Aalborg Kommune sendes ud til borgere over 60 år, står Pia Grabe Skogbergs navn på listen for første gang.

Hun stiller op, fordi hun ikke kan lade være – og fordi hun vil sikre, at ældres stemmer bliver hørt.

”Det handler for mig om retfærdighed. Jeg kan ikke holde ud at se, at behov og ressourcer ikke hænger sammen – især ikke på plejehjemmene,” siger Pia Grabe Skogberg.

Hun har de seneste fire år siddet i Aalborg Kommunes lokalråd Øst, der fungerer som bindeled mellem ældreråd og byråd.

Her har hun været lokalrådets repræsentant på to plejehjem og to aktivitetscentre – og netop det arbejde er baggrunden for, at hun nu tager skridtet videre og stiller op til Ældrerådet.

”Når lokalrådene bliver nedlagt fra januar 2026, spørger jeg mig selv: Hvordan skal ældres stemmer så blive hørt? Derfor stiller jeg op. Jeg vil bringe de ældres erfaringer, ønsker og bekymringer ind på politikernes bord. For jeg ved, at det nytter noget.”

Brænder for plejehjemmene

Det er især plejehjemsområdet, der ligger Pia Grabe Skogberg på sinde. Hun oplever, at beboerne i dag er langt mere plejekrævende end tidligere – men at bemandingen ikke er fulgt med.

”På de plejehjem, jeg kommer, mangler der hænder. Det er ældre med komplekse behov, og medarbejderne løber stærkt. Det er en skævhed, vi ikke må ignorere.”

Samtidig ønsker hun, at fagene omkring ældreplejen får mere anerkendelse – og at der bliver uddannet flere sosu’ere, medhjælpere og at tværfagligheden øges.

Flere boliger – og bedre transport

Pia Grabe Skogberg ser også ældrepolitikken i et bredere perspektiv. Hun peger på behovet for flere seniorboliger og bofællesskaber; ikke mindst for de yngre ældre over 60 år.

”Der er behov for nytænkning, for boligen er rammen om et godt seniorliv. Jo ældre vi bliver, desto vigtigere bliver tilgængelighed, nærhed og trygge rammer,” siger hun.

Pia Grabe Skogberg vil arbejde for bedre offentlig transport – især til yderområder som Hals og Nibe. Desuden vil hun arbejde for en bedre og billigere offentlig transport i hele kommunen,

”Hvis man ikke kan komme frem og tilbage, øger det ensomheden. Transport handler om meget mere end busruter – det handler om livskvalitet.”

En stemme for fællesskab og demokrati

Pia Grabe Skogberg har i mange år været fagligt aktiv og trives i fællesskaber. Hun vil bruge sin erfaring til at sikre, at Ældrerådet ikke blot bliver et sted, hvor man nikker til høringssvar – men et råd, der selv sætter dagsordener.

”Jeg synes, Ældrerådet skal være mere proaktivt. Vi må ikke bare være pæne og administrative. Hvis vi vil have forandring, skal vi selv tage initiativ.”

Pia Grabe Skogberg har også et klart standpunkt, når det gælder valget til Ældrerådet, som Aalborg Kommune foregår digitalt eller ved brevstemme.

Hun mener, det er en demokratisk rettighed at kunne stemme fysisk ved fremmødevalg. Og det har hun har sammen med ældreorganisationer i kommunen flere gange rejst over for politikerne i Aalborg.

”Jeg vil ikke finde mig i, at min stemme mister værdi, bare fordi jeg er blevet ældre. Det handler om respekt for demokratiet,” suger hun.

Klar til at lytte og handle

Hvis Pia Grabe Skogberg bliver valgt, håber hun at få lov til at arbejde videre med plejehjemsområdet og bruge sin erfaring fra praksis. Hun lægger vægt på, at ældrerådet skal være tæt på virkeligheden.

”Jeg vil tage det, jeg hører ude på plejehjemmene, med ind i rådet. Det er der, mit udgangspunkt er. Derfra kan vi sætte indsatser i gang og gøre en forskel.”

Ældrerådsvalget i Aalborg Kommune

  • Afstemningen foregår fra 1. – 28. september 2025.
  • Alle borgere over 60 år modtager stemmemateriale i e-Boks eller med posten, hvis de er fritaget.
  • Der skal vælges 15 medlemmer. Der er 23 kandidater til valget.
  • Pia Grabe Skogberg stiller op til Ældrerådet for første gang, men har i fire år siddet i Aalborg Kommunes lokalråd Øst.

Læs mere om valget til Ældrerådet på Aalborg Kommunes hjemmeside

Faglige Seniorer og Ældre- og Seniorrådsvalget

Læs om Faglige Seniorer og Ældre- og Seniorrådsvalget her

Først publiceret: fredag 1. august 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 1. august 2025 kl. 14:47

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen