”Vi vil gerne udvikle tilbud til borgerne om at forebygge sygdomme”, siger borgmester Ulrik Wilbek fra Viborg kommune, hvor mænd og kvinder er lige gode til at komme til undersøgelsen.

Viborgs seniorer heldige: De bliver screenet for karsygdomme

Både mænd og kvinder i Viborg får tilbudt en undersøgelse, når de fylder 67 år, og den afslører jævnligt udposninger på legemspulsåren, men også forsnævringer i blodkar til hovedet og benene – og det kan så behandles.

Senest opdateret: mandag 25. august 2025

Viborg har været i gang i over ti år. Kommunen giver alle sine 67-årige en fødselsdagsgave: De får tilbudt en helbredsundersøgelse for karsygdomme.

Den afslører jævnligt, at især mænd har en udposning på legemspulsåren i maveregionen. Den kan så behandles på Regionshospitalet Viborg, som kommunen samarbejder med om screeningen.

Seniorerne i Viborg har med helbredsundersøgelserne et forspring til deres jævnaldrende andre steder i landet. På landsplan er der forslag om at indføre en screening af 65-årige mænd for udposninger på legemspulsåren.

Sundhedsstyrelsen har anbefalet det gennem flere år, men politikerne på Christiansborg har endnu ikke bevilget pengene. Viborg Kommune ofrer knap 600.000 kr. årligt på sit projekt.

Det er et forsøg

Borgmester Ulrik Wilbek i Viborg er glad for kommunens tilbud til de 67-årige kvinder og mænd. Omkring 1.000 får chancen hvert år, og hele 84 % tager imod det.

”Vi vil gerne udvikle tilbud om forebyggelse til vores borgere,” forklarer Ulrik Wilbek.

Helbredsundersøgelserne er et forskningsprojekt sammen med Regionshospitalet Viborg. Det løber foreløbig frem til 2028.

”Når vi har de endelige forskningsresultater, tager vi stilling til, om det skal være et permanent tilbud,” tilføjer Ulrik Wilbek.

Farlige lidelser

Udposninger på legemspulsåren giver ofte ingen gener. 95 % af de borgere i Viborg, der fik opdaget sygdommen ved screeningen, havde ingen anelse om det.

Men de fik konstateret lidelsen i tide. Anderledes er det, hvis en udposning pludselig sprænger, for så risikerer patienten at forbløde.

Undersøgelserne i Viborg omfatter også, om de 67-årige har forkalkningerne i blodårerne i halsen. Desuden tjekkes det om, der er åreforkalkning i benene.

Åreforkalkning i halsen kan i værste fald føre til blodpropper i hjernen. I benene kan åreforkalkning give voldsomme smerter, og personer med lidelsen er i større fare for blodpropper i hjertet.

Ultralyd er løsningen

Undersøgelserne i Viborg foregår med ultralyd. Det er en forholdsvis nem og billig metode og også den teknik, der er foreslået i det nationale projekt.

Deltager får desuden målt deres blodtryk, blodsukker, hjerterytme og kredsløb til benene.

De foreløbige resultater viser, at samlet set 40 % af borgerne har udposninger på legemspulsåren eller begyndende forkalkning i blodårerne til hjernen eller benene. De fleste er mænd.

Medicin og operationer

Seniorerne i Viborg får assistance, hvis der findes noget ved helbredsundersøgelsen. Nogle kan behandles hos deres egen læge for eksempel med medicin, andre skal på Regionshospitalet Viborg.

Screeningen foregår i det kommunale Sundhedscenter Viborg.

Projektet har vakt så meget opsigt, at de første resultater et offentliggjort i et europæisk medicinsk tidsskrift om blandt andet karkirurgi.

De første resultater af screenet for karsygdomme i Viborg

  • 1,9 % af de mænd, der har deltaget i screeningen, har fået konstateret en udposning på legemspulsåren i maveregionen. Det drejer sig om 38 mænd. Nogle får på hospitalet tilbudt, at lidelsen følges fremover, andre skal straks opereres.
  • Udposninger på legemspulsåren har 0,3 % af kvinderne. Det er 5 kvinder.
  • 38 % af deltagerne har begyndende åreforkalkning på deres halskar – flertallet er mænd.
  • 5,6 % af borgerne har åreforkalkning i benene, og heraf var 88 % ukendte på forhånd.
  • Omkring 15 % fik målt et noget forhøjet blodtryk (over 160/100).
  • Rygning forbindes med mange af lidelserne i blodkarrene.

Først publiceret: mandag 11. august 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 25. august 2025 kl. 12:33

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen