
Peter Lautrup-Larsen: Billigere at være dansker
Smørret er blevet mindre, bøffen er blevet dyrere – og danskerne oplever, at pengene ikke rækker, selv om statistikken siger noget andet. Nu prøver regeringen at imødekomme utilfredsheden med afgiftslettelser og løfter.
Senest opdateret: mandag 9. marts 2026
SVM-regeringen med statsminister Mette Frederiksen i spidsen tager nu danskernes bekymringer over eksploderende fødevarepriser for pålydende.
Regeringen opgiver på forhånd at argumentere med fakta, selv om økonomiske analytikere stadig regner sig frem til, at gennemsnitsdanskeren alt iberegnet kan købe det samme for dagens løn eller pension som for et par år siden.
Peter Lautrup-Larsen
Peter Lautrup-Larsen har 40 år bag sig på Christiansborg. I 1980’erne som pressechef/spindoktor hos De Radikale. Derefter skrivende journalist og blandt andet politisk redaktør på De 3 Stiftstidender/JydskeVestkysten. De seneste 20 år som politisk reporter og analytiker på TV2.
Han har stadig rekorden for flest gange at have vundet konkurrencen som ”Ûberbesserwisser” i det populære politiske program Besserwisserne på TV2/News, hvor han derfor er udnævnt som ”Æresbesserwisser”.
Peter Lautrup-Larsen gik på pension efter som sidste opgave på TV2 at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg.
Han holder nu foredrag om aktuel politik eller om de 40 år med anekdoter om begivenheder og personer ”Fra Schlüter til Støjberg”.
Du kan få Peter Lautrup-Larsen og andre ud til foredrag i din klub eller forening gennem Faglige Seniorer.
Dengang satte mange sig i gæld eller tærede på opsparingen.
I dag viser statistikken, at det er omvendt. Opsparingen vokser. Men den slags opleves som talgymnastik, når prisen på oksekød stikker af 40 procent højere og smørret ikke mere er et ”et halvt pund”, men kun 200 gram til samme pris. Ikke mange genkender sig selv i gennemsnittet.
Den såkaldte forbrugertillid er højtlæsning for politikere, der gerne vil genvælges. Den er i sjælden grad negativ i forhold til den gang, hvor der statistisk set var mere at have bekymringen i.
Den politiske udfordring er klassisk og set utallige gange før.
Partiernes spindoktorer nikker genkendende til det fænomen, som den republikanske politiske strateg Lee Atwater satte sætning på, da han fik Ronald Reagan og George Bush valgt som amerikanske præsidenter i 1980’erne: ”Perception is reality”.
Eller på dansk, at folks oplevelse bliver deres virkelighed mere end nok så mange fakta.
De økonomiske vismænd er ikke på stemmesedlen til det folketingsvalg, vi skal have inden for det næste år. Men det er statsministeren, regeringen og de øvrige partier, som overhører økonomernes advarsler mod at komme danskernes bekymring i møde på en måde, der i deres lærebog giver øget inflation og prisstigninger.
I stedet står politikerne i kø på Christiansborg med løfter om en gaveregn.
Mette Frederiksens problem
Populært sagt kommer næste folketingsvalg til at dreje sig om prisen på oksekød.
Mette Frederiksen har sit eget problem med løftet fra sidste valgkamp om, at den enlige mor stadig skulle have råd til spaghetti med kødsovs. Det kan godt være, at garantien var givet i en debat om højere klimaafgifter på oksekød for at ramme CO2-forurenende pruttende kvægbrug, men hun er fanget i sin egen retorik i dag til politiske modstanderes store fornøjelse.
Det ved statsministeren naturligvis alt om. Det ligger derfor lige for at bruge regeringens udspil til finanslov som trampolin for nye initiativer, når den politiske lærdom tilsiger, at man med fordel kan gøre i dag, hvad man alligevel bliver tvunget til i morgen.
Regeringen fjerner el-afgiften i første omgang de næste to år for at give danskerne flere penge til forbrug. Kaffe- og chokoladeafgiften afskaffes og statsministeren er ved at få kulegravet de bagvedliggende årsager til prisstigningerne – ikke mindst på oksekød.
Den slags tager tid, men det har Mette Frederiksen også brug for. Vælgerne belønner mindre politikerne for, hvad de HAR gjort og mere for, hvad de VIL gøre.
Sandsynlige løfter
Nu aner man sandsynligheden for løfter i hendes valgkamp om mere hjælp til at betale prisen i køledisken, når efterspørgslen fra en stærkt voksende middelklasse i Kina og Indien parret med manglen på foderkorn fra Ukraine næppe er årsager til prisstigninger, hun kan gøre meget ved.
Samlet set løber regeringens kommende afgiftslettelser foreløbig op i ti milliarder kroner i forøget købekraft til danskerne, der i modsætning til lavere trækprocenter på arbejdsindkomst kommer alle danskere og ikke mindst pensionisterne til gode.
Og mere kommer altså givet til i valgkampen.
Presset i den politiske kamp om vælgernes gunst ligger nu på oppositionen både til højre og venstre. Man behøver ikke mange års erfaring på Christiansborg for at spå om fornyede krav om at få indført differentieret moms på fødevarer, når nu regeringen i hvert fald foreløbig ikke går den vej og argumentet stadig er ledigt.
En debat, som bliver yderligere næret af, at regeringen vil afskaffe momsen på bøger. Spørgsmålet giver allerede ekko på Christiansborgs gange: Hvorfor så ikke også se på supermarkedernes hylder i øvrigt?
Man kan diskutere, om det bliver bedre at være dansker efter næste folketingsvalg, hvis politikerne holder deres løfter. Men det bliver sikkert billigere.
Hvad mener du
Hvad er din holdning til, at regeringen nu letter på afgifterne? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: fredag 22. august 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 9. marts 2026 kl. 17:42


