Sådan forbereder du dig smartest til pensionen
Inden du går på pension, bør du lægge en plan for udbetaling af din pension. Med en god nedsparingsplan kan du nemlig få ca. 1.000 kr. ekstra om måneden efter skat. En uvildig rådgiver kan hjælpe dig med at skabe overblik og optimere dine udbetalinger.
Senest opdateret: mandag 25. august 2025
Når du nærmer dig de sidste 10-15 år på arbejdsmarkedet, er der god grund til at få overblik over økonomien, når du går på folkepension.
Med den rette rådgivning og nedsparingsplan kan du nemlig få flere penge til dig selv.
“Det handler om at tilrettelægge sine udbetalinger fra forskellige pensioner bedst muligt. Typisk har man jo både en livrente og en ratepension og måske også en kapitalpension og en aldersopsparing, og de har skattemæssigt et kompliceret samspil, både i forhold til hinanden og til folkepensionen – så det gælder om at få det tilrettelagt optimalt, så man ikke snyder sig selv for den bedste løsning. Og er man i et forhold, hvor den ene partner skal på pension før den anden, er der desuden god grund til at lave en samplanlægning, hvor man også kigger på, hvem der begunstiges ved et evt. bortfald”, siger Kourosh Rasmussen, der er CEO og co-founder af Penly – en dansk online-platform, der tilbyder analyser af din pension samt kan guide dig til ekstern og uvildig rådgivning.
Få en uvildig pensionsrådgiver
Nedsparingsplaner og skattemæssige forhold kræver dog som oftest en god rådgiver, og her er det vigtigt at alliere sig med en uvildig rådgiver, der udelukkende fokuserer på dine behov.
En uvildig rådgiver kan hjælpe med at lave en nedsparingsplan i tide, for i de sidste 5-15 år af ens tid på arbejdsmarkedet kan det være, man skal ændre i sin måde at spare op på.
Har du stor friværdi, skal du måske droppe afdragene og spare mere op til pension eller i frie midler, så du har en buffer, hvis du mister jobbet eller livet tager en anden drejning.
En af de uvildige pensionsrådgivere, som Penly samarbejder med er Jørgen Leschly Thorsted, der har 40 års erfaring fra investerings- og pensionsbranchen. Han råder til, at du finder din egen vej i pensionsjunglen og ikke blot lytter til de officielle råd om opsparing:
“Ens bankrådgiver eller pensionsrådgiver vil typisk råde til at spare så meget op som muligt, men det er jo, fordi banker og pensionsselskaber lever af netop det. Måske er det vigtigere for dig at kunne gå ned i tid eller bruge dine penge på et forældrekøb. Det handler om, at man skal være smartere med sine penge,” råder Jørgen Leschly Thorsted.
Seniorklar
SeniorKlar er et fælles projekt, Danmarks næststørste ældreorganisation, Faglige Seniorer og den uddelende forening Østifterne, har sat i søen.
Over fem år investeres der tid og kræfter og 22,5 millioner kroner i at udvikle værktøjer, der kan hjælpe seniorerne igennem overgangen fra arbejdsliv til pensionisttilværelser.
SeniorKlar rådgiver og hjælper virksomheder og deres medarbejdere til at tage samtalen om, hvordan det aktive arbejdsliv skal afsluttes. Hvis det da ikke skal udskydes i nogle år.
SeniorKlar er samtidig ved at udvikle en individuel vejledning i form af en digital platform, der skal give seniorerne svar på de mange, mange spørgsmål, man bør stille sig selv, både før og undervejs på vej mod livet som pensionist.
Pas på grænsen for pensionstillægget
Helt konkret anbefaler han at være opmærksom på pensionstillægget på 89.664 kroner. årligt. Det er nemlig indtægtsafhængigt og afhængig af, om du er alene eller i parforhold. Og hvis udbetalinger fra dine private pensioner overstiger 179.700 kroner om året, bliver der gradvist modregnet i tillægget.
“Her skal man være opmærksom på ikke at snyde sig selv for tillægget. Det er en god øvelse at undersøge, hvordan man får sine pensioner udbetalt bedst muligt. Det er en ret kompleks størrelse, men bare det at skabe sig et overblik over økonomien og mulighederne, kan være med til at give en ro i processen, så man kan træffe de bedste beslutninger”, mener Jørgen Leschly Thorsted.
Få hjælp til de svære overvejelser
En uvildig rådgiver kan også være en hjælp for dig og din partner, når der skal tages hul på de svære samtaler, der er en naturlig del af overvejelserne om seniorlivet. Det er især vigtigt, hvis din partner er markant ældre eller yngre, eller hvis I er familie med dine, mine og vores børn.
“Når man runder de 50 år, skal man i hvert fald begynde at gøre sig et par seriøse overvejelser om, hvordan man ønsker at leve livet fremover. Sådan en snak kan være svær, fordi det minder os om vores sårbarhed. Det kan være vanskeligt at forholde sig til, at man en dag skal forlade arbejdsmarkedet, men det nytter i hvert fald ikke at stikke hovedet i busken. Man skal turde sige tingene højt, især også over for sin partner, for hvis ikke man tager samtalen nu, risikerer man at stille en efterladt i en meget vanskelig situation”, mener Jørgen Leschly Thorsted.
Bliv klogere med et gratis pensionstjek på Penly.dk
- Tag et gratis online pensionstjek på Penly.dk
- Penly giver dig også mulighed for 15 minuters gratis og personlig gennemgang af din pension med en ekstern og uvildig rådgiver.
- Da Faglige Seniorer og Penly har et samarbejde, kan du spare ca. 25%, hvis du har brug for efterfølgende rådgivning.
3 gode råd til dig der nærmer dig pensionsalderen
1. Afklar med din partner, hvordan I skal indrette jer i forhold til hus, sommerhus, deltidsarbejde, arv og pension
Det kan være svært at tage hul på, men det hjælper at sige tingene højt – måske står I to forskellige steder?
2. Læg en plan for de sidste år på arbejdsmarkedet, sådan at du får det optimale ud af dine penge
Det er ikke altid en fordel at spare mere op til pension – måske skal du i stedet spare op i frie midler, så du har en buffer og ikke skal bekymre dig om at miste jobbet.
3. Få hjælp af en uvildig pensionsrådgiver til at lave en nedsparingsplan og optimere din udbetaling, så du ikke ‘snyder’ dig selv i forhold til dine muligheder
Den rette planlægning kan give dig op til 89.664 kroner ekstra om året i form af pensionstillæg.
Først publiceret: mandag 25. august 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 25. august 2025 kl. 12:45