"Vi synes grundlæggende, at vi skal skrælle det hele væk, så vi får ryddet op i et meget kompliceret system," siger Lars Løkke Rasmussen. Foto: Nicolai West/Ritzau Scanpix

Lars Løkke foreslår stor reform: Væk med efterløn, seniorpension og Arne-pension

Moderaternes leder Lars Løkke Rasmussen vil gøre rent bord og foreslår en ny pensionsform, der skal få flere til at blive på arbejdsmarkedet.

Senest opdateret: mandag 27. oktober 2025

Formand for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen foreslår en stor reform af det danske pensionssystem.

Det skriver Børsen.

I et interview med avisen lufter han blandt andet muligheden for en afskaffelse af Arne-pensionen, seniorpensionen og efterlønnen.

“Vi synes grundlæggende, at vi skal skrælle det hele væk, så vi får ryddet op i et meget kompliceret system, og så vi kommer væk fra en politisk dogmatik om, at nogle partier er meget forelsket i den ene eller anden ordning, og at man derfor ikke kan pille ved det,” siger han.

Fire veje til tidlig tilbagetrækning

Efterløn
• Frivillig ordning for dem, der har indbetalt via a-kassen
• Giver mulighed for at stoppe før folkepensionsalderen
• Under udfasning – færre årgange kan få efterløn

Tidlig Pension (Arne-pension)
• Ret til at gå op til 3 år tidligere på pension
• Kræver 42–44 år på arbejdsmarkedet
• Tildeles uafhængigt af helbred

Seniorpension
• For personer med højst 6 år til folkepension
• Helbredskrav: arbejdsevnen må være nedsat til højst 15 timer ugentligt i forhold til seneste job
• Pensionsenhed hos ATP vurderer ansøgning

Fleksydelse
• Ordning for dem, der er visiteret til fleksjob
• Mulighed for at trække sig tilbage tidligere end folkepensionsalderen
• Ligner efterløn – men målrettet fleksjobbere

Løkkes forslag vil konkret betyde, at de sidste rester af efterlønnen, Arne-pensionen – retten til tidligere tilbagetrækning – og seniorpensionen fjernes, skriver Børsen.

Dropper krav om enighed

Mediet skriver også, at det samtidig betyder, at Lars Løkke dropper sit hidtidige krav om at nå til enighed i regeringen om pensionsdebatten, der længe har været et tema til debat mellem regeringsparterne – Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

I slutningen af august sidste år lagde Løkke pres på Mette Frederiksen. Rørt brik skal flyttes, sagde han om emnet til Jyllands-Posten.

Han ville have sat gang i et arbejde med et grundlag for at diskutere fremtidens pension. Og det skulle helst gerne udmønte sig i en beslutning inden næste valg. Men den plan har han nu droppet, skriver Børsen.

Erstattes med “deltidspension”

Ifølge mediet foreslår han at erstatte de nuværende pensionsordninger med en “deltidspension”.

Deltidspensionen vil betyde, at man – når man har et givent antal år tilbage, før man rammer folkepensionsalderen – får ret til at gå ned i tid og dermed løn, skriver mediet.

Løntabet skal dækkes af staten, der vil give en form for pensionsydelse som kompensation, lyder forslaget.

Se på “visitation”

Adspurgt af Børsen, hvad der skal ske med de danskere, der i dag er på Arne-pensionen eller seniorpensionen og ikke kan arbejde, svarer han, at der kan kigges på en form for “visitation”.

Han siger til mediet, at han ikke har et menneskesyn om, at folk skal arbejde, hvis de ikke kan.

Argumentet for at afskaffe de nuværende ordninger er ifølge ham at gøre op med et “enormt kompliceret” system.

Fagbevægelsen: Rammer helt skævt

Hos Fagbevægelsens Hovedorganisation er reaktionen på Løkkes forslag, at det “rammer helt skævt”.

Få gratis nyhedsbrev om politik

Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.

Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.

Det er gratis.

“Det viser en manglende forståelse for lønmodtagernes virkelighed. Når to ud af tre under 50 år er bekymrede for, om de kan holde helt til pensionsalderen, så kræver det ikke forringelser – men holdbare løsninger, der giver lønmodtagere med lange og hårde arbejdsliv en reel mulighed for at trække sig værdigt tilbage, siger formand Morten Skov Christiansen i et skriftligt svar til Ritzau. 

Dansk Industri: Nødvendigt med reformer

Hos Dansk Industri bliver det vel modtaget, at Lars Løkke vil lave omfattende ændringer af pensionssystemet.

“En af Danmarks allerstørste udfordringer nu og i fremtiden er manglen på arbejdskraft i både den private og offentlige sektor. Derfor er det ansvarligt at fortsætte med at reformere Danmark,” siger Morten Høyer, politisk direktør i Dansk Industri, i et skriftligt svar til Ritzau.

Hvad mener du?

Hvad er din holdning til udspillet fra Lars Løkke Rasmussen. Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Omkring 70.000 på pension før tid

Så mange er på førtidige pensionsordninger (uden førtidspension):

  • Det samlede antal er faldet en smule fra 73.132 personer i 2023 til 68.317 i 2024.

  • Seniorpension er vokset fra 25.674 til 28.830 personer – en stigning på godt 3.100.

  • Tidlig pension (Arne-pension) er steget fra 11.447 til 12.197 personer.

  • Efterløn er faldet markant fra 34.083 til 26.111 personer – knap 8.000 færre.

  • Fleksydelse er gået tilbage fra 1.929 til 1.179 personer.

De nyere ordninger – seniorpension og tidlig pension – er i vækst, mens efterløn og fleksydelse er på retur.

Kilde: Danmarks Statistik

Først publiceret: onsdag 27. august 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 27. oktober 2025 kl. 16:09

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen