Depression viser sig anderledes hos seniorer.

Depression hos seniorer overses ofte: Kend de skjulte tegn

Depression er den mest almindelige psykiske lidelse blandt danskere over 65 år, men den bliver alt for sjældent opdaget. Årsagen er ofte, at symptomerne viser sig anderledes end hos yngre, og derfor går mange rundt med depression uden at få hjælp.

Senest opdateret: fredag 29. august 2025

Som senior oplever man ofte store forandringer i livet.

Sygdom, tab af nærtstående og en krop, der ikke længere kan det samme som før, kan gøre det svært at bevare det mentale overskud.

Hos nogle fører det til depression, og det uanset om man tidligere har haft det eller ej.

Depression føles anderledes, når man er oppe i årene

De klassiske tegn på depression, som lavt humør og manglende lyst til noget, kan være svære at få øje på hos seniorer.

I stedet klager mange over smerter, træthed og søvnproblemer – uden at der findes en fysisk forklaring.

Andre trækker sig fra fællesskaber, bliver mere vrede eller virker forvirrede og glemsomme, hvilket kan forveksles med demens.

“Det er ikke bare, fordi du er ved at blive gammel”

Sådan lyder det fra Lone Jensen, der er cheflæge i psykiatrien i Region Nordjylland, til netdoktor.dk.

Hun understreger, at depression hos seniorer ikke er en naturlig del af det at blive ældre, men en sygdom, der skal behandles:

“Du kan ikke bare komme ud af en depression på egen hånd – der skal hjælp til.”

Hvis du eller dine pårørende har mistanke om, at du har en depression, er det derfor vigtigt at blive undersøgt.

Symptomerne kan skyldes alt fra depression til lavt stofskifte eller bivirkninger fra medicin, og kun en læge kan vurdere, hvad det handler om.

Behandlingen skal tilpasses dig

Ofte behandles depression med såkaldte SSRI-præparater, som øger mængden af signalstoffet serotonin i hjernen.

Men når man bliver ældre, reagerer kroppen anderledes på medicin, og derfor skal lægen nøje vurdere dosis og følge behandlingen tæt.

Sådan kan du forebygge depression

Selvom det ikke altid er muligt helt at undgå depression, kan du selv gøre meget for at styrke dit mentale helbred.

Bevægelse i hverdagen – som gåture eller havearbejde – har stor betydning.

Det samme gælder sociale fællesskaber, hobbyer og aktiviteter, der holder hjernen i gang.

Husk: Hjælpemidler er også mental støtte

Dårlig hørelse eller syn kan føre til isolation og nedtrykthed.

Derfor er det vigtigt at få briller, høreapparat eller anden støtte, der gør det lettere at være sammen med andre.

Det kan være en stor hjælp til både livsglæde og selvstændighed.

Depression er ikke et tegn på svaghed, men en sygdom som kræver behandling.

Jo før du får hjælp, desto bedre bliver dine muligheder for at få det godt igen.

Og kan du ikke selv tage første skridt, så bed en pårørende hjælpe dig med at kontakte lægen.

Først publiceret: fredag 29. august 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 29. august 2025 kl. 12:13

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen