Især mange pensionister og andre med begrænset mobilitet har brugt Vigo som en hjælp til at få handlet – og som en tryghed i hverdagen. Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Senior-storm på Facebook: Lukningen af Rema 1000’s Vigo vækker stor bekymring

Rema 1000's beslutning om at lukke indkøbstjenesten Vigo har sat gang i et sandt stormvejr hos seniorer på Facebook. Opslaget, hvor kæden annoncerer lukningen fra 1. december, har på få dage fået 1,7 tusind kommentarer.

Senest opdateret: onsdag 10. september 2025

I næsten 10 år har Vigo givet kunder hos Rema 1000 mulighed for at få leveret dagligvarer af frivillige indkøbere.

Især mange pensionister og andre med begrænset mobilitet har brugt tjenesten som en hjælp til at få handlet – og som en tryghed i hverdagen.

Derfor er der også mange, der føler sig ladt i stikken.

Rema 1000’s facebookside er der nærmest kommentar-storm mod beslutningen. Over 1.700 kommentarer – de fleste beklager supermarkedskædens beslutning.

En bruger skriver: “For en dårligt gående pensionist er dette et hårdt slag. Jeg bruger tjenesten hver uge og får svært ved at undvære den.”

Bøn om at genoverveje beslutningen

Flere brugere håber, at Rema 1000 vil trække beslutningen tilbage.

Blandt andre Helle Visby, der skriver:

“Jeg er dårligt gående og handler hos jer via Vigo og har altid haft gode indkøbere og til den tid jeg ønskede mig. Jeg ønsker at I genovervejer den beslutning.”

Også Winnie Nørst giver udtryk for, at hun føler sig overladt til sig selv:

“Jeg bruger Vigo flere gange om måneden og aner ikke, hvordan jeg nu skal handle. Er det virkelig så gennemtænkt, at det ikke kan ændres?”

Bekymring og utryghed blandt brugerne

Flere kommentarer viser, at det ikke kun er servicen, men også følelsen af tryghed, der forsvinder.

“Det er det mest triste der kan ske. Bruger Vigo meget og kan ikke få handlet ind når I lukker”, lyder det fra Susanna Skov, som samtidig sender en stor tak til de frivillige indkøbere, der har hjulpet gennem årene.

Anja Jacobsen skriver kort og ærligt:

“ØV. Jeg er desværre en af dem der kommer i klemme her, og ikke rigtig har andre muligheder for at få handlet.”

Rema 1000: Brug andre tjenester

På Facebook skriver Rema 1000 i en kommentar, at beslutningen om at lukke Vigo er definitiv.

“Beslutningen står ikke til at ændre, men vi kan forsikre om, at det bestemt ikke har været nogen let beslutning, og den har været undervejs i noget tid. Trods store ambitioner og indsats i de seneste 10 år, må vi desværre erkende, vi skal fokusere og lægge vores kræfter anderledes.”

“Vi er fuldt ud klar over, at dette kan påvirke kunder, som ikke selv har mulighed for at handle. Det er en situation, som vi dybt beklager, og det gør indtryk på os, at nogen måske kommer i klemme på grund af denne beslutning.”

I kommentaren skriver Rema 1000 også, at kunderne kan finde en anden løsning.

“Andre alternativer til udbringning hjem til døren, kunne være tjenester som Nemlig og Bilka, som tilbyder levering direkte til døren,” lyder det.

Færre bruger tjenesten

Ifølge Rema 1000 skyldes lukningen, at færre og færre bruger Vigo, og at tiden er løbet fra tjenesten.

Butikskæden oplyser, at Vigo stopper helt 1. december, men at man stadig kan bestille varer til levering frem til 30. november.

Samtidig fortsætter de med andre digitale løsninger i deres app, blandt andet delte indkøbslister og “Køb & Hent”, hvor man selv afhenter sine varer i butikken.

Men for mange af dem, der kommenterer på opslaget, er det netop dét, der er problemet: De kan ikke selv hente varerne.

For dem er Vigo ikke en luksus, men en nødvendighed, og lige nu er der ikke noget oplagt alternativ.

Hvad mener du?

Hvad er din holdning til, at Rema 1000 lukker muligheden at få leveret dagligvarer af frivillige indkøbere. Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: mandag 8. september 2025
Artiklen er sidst opdateret onsdag 10. september 2025 kl. 07:14

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen