Nu kan du stemme til valget: Se hvordan du brevstemmer
Du kan brevstemme fra 7. oktober frem til 14. november. Se hvor, hvordan – og hvad du skal huske, før du stemmer.
Senest opdateret: lørdag 11. oktober 2025
Vil du hellere stemme i ro og mag før valgdagen?
Så kan du allerede nu brevstemme til kommunal- og regionsvalget 18. november.
Kommunalvalg
* Kommunalvalg afholdes altid den tredje tirsdag i november hvert fjerde år. Næste gang er 18. november 2025.
* Der skal vælges nye medlemmer til de 98 byråd eller kommunalbestyrelser i de danske kommuner.
* Ved kommunalvalg kan man enten stille op for et nationalt parti eller en lokal partiliste eller som løsgænger.
* For at kunne stemme skal man være fyldt 18 år. Desuden skal man have fast bopæl i Danmark og enten være statsborger i Danmark eller et andet EU-land, Island eller Norge eller have boet mindst fire år i Danmark, Grønland eller på Færøerne.
Kilde: Borger.dk
Det gælder uanset om du bor hjemme, på plejehjem – eller blot foretrækker at undgå travlheden på valgstedet.
Du kan brevstemme seks uger før valget
Fra tirsdag 7. oktober og frem til fredag 14. november kan alle vælgere brevstemme.
Det kan du gøre i din kommunes borgerservicecenter, og mange steder også på biblioteker eller ved mobile brevstemmesteder. Se på din kommunes hjemmeside, hvor og hvornår du kan brevstemme.
Du kan også stemme hjemmefra
Er du syg eller har svært ved at forlade dit hjem, kan du søge om at stemme hjemme.
Du skal kontakte din kommune – senest kl. 18 den 6. november – og bede om at få besøg af to stemmemodtagere, som kommer ud med stemmematerialet.
Hvis du får hjemmehjælp eller hjemmesygepleje, kan du få ansøgningsskemaet udleveret af personalet.
Du kan søge via brev, e-mail, telefon eller ved personlig henvendelse til kommunen.
Sådan foregår det
Når du møder frem for at brevstemme, skal du medbringe gyldig legitimation – for eksempel pas, kørekort eller sundhedskort.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Du får udleveret en stemmeseddel og en kuvert. Du udfylder stemmesedlen – præcis som på valgdagen – og lægger den i kuverten, som derefter afleveres i stemmeboksen på stedet.
Vil du ændre din stemme senere, kan du brevstemme igen. Kun den sidst afgivne stemme tæller.
Du kan få hjælp
Hvis du har brug for hjælp til at udfylde stemmesedlen, kan du få bistand af en stemmemodtager eller af en person, du selv vælger – fx en ægtefælle, ven eller et familiemedlem. Hjælpen noteres, så alt foregår korrekt.
Husk fristerne
- Sidste frist for ansøgning om at stemme hjemme: 6. november kl. 18
- Sidste dag for at brevstemme: fredag den 14. november
- Valgdag: tirsdag den 18. november
Her kan du brevstemme
- På borgerservice i alle kommuner
- På biblioteker (i mange kommuner)
- På sygehuse, plejehjem og ældreboliger
- I dit hjem, hvis du ikke kan komme ud
- På afsides øer, for eksempel Venø
- I fængsler og særlige boformer
Læs mere om at brevstemme på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside
Sådan foregår det, når du brevstemmer
Når du møder op for at brevstemme, er der altid en stemmemodtager til stede, som hjælper og vejleder dig i, hvordan du gør.
Du skal vise gyldig legitimation – for eksempel pas, kørekort eller sundhedskort. Derefter får du udleveret:
- en stemmeseddel
- en kuvert, som du lægger stemmesedlen i, når du har udfyldt den
- et følgebrev, som du udfylder med dit navn, fødselsdato og adresse
Nogle oplysninger kan være fortrykt af kommunen, men du skal altid datere og underskrive følgebrevet, før din stemme afleveres.
Du får anvist et sted, hvor du kan udfylde stemmesedlen helt privat – ingen må se, hvad du stemmer.
På stemmesedlen skriver du navnet eller bogstavet for det parti, du ønsker at stemme på.
Ønsker du at stemme personligt på en kandidat, skriver du kandidatens navn – eventuelt sammen med partiets navn eller bogstav.
Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Først publiceret: mandag 6. oktober 2025
Artiklen er sidst opdateret lørdag 11. oktober 2025 kl. 09:26