En ældre kvinde og en mand, begge med briller, står indendørs op ad en lys væg og kigger på kameraet med neutrale udtryk.

Karen Margrethe og Hardy Lauridsen er flyttet fra ejerbolig til lejebolig og er sådan set berettiget til lidt boligstøtte, men en høj bagatelgrænse i reglerne gør, at de intet får. Privatfoto.

Pensionister fanget i bagatel-cirkus: Ingen boligstøtte – betal pension tilbage

Ægtepar fik 768 kroner for meget i pension og skal betale tilbage. Men de kan ikke få 2.700 kroner i boligstøtte, fordi beløbet bliver kaldt for en bagatel. “Det hænger jo ikke sammen,” mener Karen Margrethe og Hardy Lauridsen. Se hvordan staten scorer på såkaldt bagatel-grænse.

Senest opdateret: mandag 27. oktober 2025

Ægteparret Karen Margrethe og Hardy Lauridsen i Aabybro undrer sig.

De kan ikke få boligstøtte, fordi de er berettiget til mindre end den bagatelgrænse, som findes i reglerne.

Men samtidig har parret fået udbetalt lidt for meget i folkepension. Det skal de betale tilbage, fordi det ligger over bagatelgrænsen i de regler.

Boligstøtte udbetales ikke til pensionister, hvis de har ret til mindre end 4.176 kroner om året. Men for meget udbetalt folkepension og boligstøtte skal betales tilbage, hvis beløbet er over 250 kroner.

”Hvordan kan med rimelighed fastsætte så forskellige minimumsbeløb, afhængig af om staten skal betale eller opkræve penge hos borgerne”, spørger Karen Margrethe og Hardy Lauridsen.

På andre områder findes der også forskelle på bagatelgrænser, når staten skal aflevere eller indkassere.

Ægteparret har skrevet til et folketingsmedlem – se brevet her

Staten tjener på skatterenter

Hvis borgere ikke får betalt tilstrækkelig i skat i løbet af året, så er renten på restskat på mindst 5,3 procent.

Men betaler skatteydere løbende for meget, får de kun forrentet den overskydende skat med 0,6 procent.

Det er en god forretning for staten. 

Ældrecheck er en undtagelse

Nogle gange er staten lidt gavmild. Det gælder ved ældrecheck.

Her udbetales der penge, hvis pensionister er berettiget til mindst 200 kroner

Men viser det sig senere, at en pensionist har fået for meget, skal der kun betales tilbage, hvis beløbet er på mere end 250 kroner. Omvendt får pensionister ingen efterbetaling, hvis det ved den senere opgørelse viser sig, at de er berettiget til mindre end 250 kroner.

Læs også: Ældrechecken reddet: Ingen ændring i udbetaling

For 2024 havde skatteyderne en samlet restskat på 7,8 milliarder kroner. 5,3 procent af det er 413 millioner kroner.

Omvendt havde andre skatteydere tilsammen 25,4 milliarder til gode. 0,6 procent af det er 152 millioner.

Borgerne med overskydende skat havde altså tre gange så meget til gode, som dem med restskat skyldte.

Men forskellen på forretningen gør, at det offentlige teknisk set får, hvad der svarer til et provenu på en kvart milliard kroner.

Se også: De flest borgere skal have penge tilbage i skat

Små rykkere

Skattestyrelsen udsendte i fjor 300.000 rykkerbreve på ikke-betalte motorafgifter. Det var på beløb helt ned til én kr.

Men samtidig nægter Skattestyrelsen at udbetale lidt over 6.000 kroner til folkepensionisten Torben Frederiksen. Beløbet er nemlig ikke over den bagatelgrænse, som findes i den slags sager, som han er omfattet af.

Folketinget kan godt forstå, at det vækker kritik at opkræve så små beløb og har derfor med virkning fra 1. januar i år indført en bagatelgrænse i motorsager på 50 kroner. Det er en midlertidig ordning, indtil der kommer en ny løsning med opkrævninger.

Sagen fra Nordjylland

74-årige Karen Margrethe og 85-årige Hardy Lauridsen har tidligere boet i eget hus ved Brovst. Men i 2023 flyttede de til en lejebolig i Aabybro.

De regnede ikke med, at de kunne få boligstøtte, men venner sagde til dem, at det kunne de måske godt. Derfor valgte de at søge.

Men en kalkulation viser, at de kun er berettiget til cirka 2.700 kroner om året. Det er under bagatelgrænsen på 4.176 kroner og derfor får de slet intet.

Parret fik i fjor 768 kroner for meget i folkepensionstillæg. Dem skal de betale tilbage.

Se nemt tjek-selv: Find ud af om du kan få boligstøtte

Priserne stikker af

Hardy Lauridsen er pikeret over, at der findes så høj en bagatelgrænse for pensionister. Havde den været på niveau med grænsen for krav om tilbagebetaling på 250 kroner, så synes han, det ville være helt okay.

”Man skal tænke på, hvordan prisstigningerne i den grad løber fra størrelsen på folkepensionen,” siger Hardy Lauridsen.

Han og hans kone har henvendt sig til folketingsmedlem Preben Bang Henriksen fra regeringspartiet Venstre. Preben Bang Henriksen bor også i Nordjylland, og han er gået videre med deres brev til beskæftigelsesministeren.

Det siger ministeren

Ny beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek forholder sig ikke til rimeligheden i forskellene på bagatelgrænser i de tilfælde, hvor staten kræver op, og i de tilfælde, hvor borgere skal have udbetalt penge. Han nøjes med at forklare om reglerne.

Det er fastsat ved lov, at der ikke udbetales boligstøtte, hvis den beregnede boligstøtte ligger under et bestemt minimumsbeløb per år. Det er i år for pensionister 4.176 kroner, hvad der svarer til en månedlig boligstøtte på 348 kroner.

Det er også fastsat ved lov, at Udbetaling Danmark ikke forlanger tilbagebetaling, hvis der er udbetalt for meget, og det ligger under en vis grænse. Den er for både boligstøtte og folkepension på 250 kroner.

Administrativt besvær

”Der kan være forskellige hensyn bag størrelsen på de lovfastsatte minimumsbeløb og bagatelgrænser – eksempelvis det administrative arbejde og omkostninger ved at udbetale eller efterregulere mindre beløb,” forklarer Kaare Dybvad Bek.

Få gratis nyhedsbrev om politik

Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.

Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.

Det er gratis.

Han tilføjer, at forskellen på bagatelgrænserne vil vokse. Minimumsbeløbet for udbetaling af boligstøtte stiger nemlig hvert år. Det gør bagatelgrænsen for udbetaling derimod ikke. Den ligger fast.

Hardy Lauridsen er skuffet over ministerens svar. Han havde håbet på et politisk initiativ og ikke bare en bureaukratisk opridsning af lovgivningen.

Folketingsmedlem Preben Bang Henriksen siger, at han ikke har kommentarer til ministersvaret. Boligstøtte hører under hans partis boligordfører.

Eksempel: Når staten skal betale – og når du skal betale tilbage

Situation

Beløb

Hvad sker der?

Du har ret til 2.700 kr. i boligstøtte

2.700 kr.

Du får ingenting, fordi beløbet er under minimumsgrænsen

Du har fået 768 kr. for meget i pension

768 kr.

Du skal betale tilbage

Staten skylder dig 3.000 kr. i skat

3.000 kr.

Du får det – men kun med 0,6 % rente

Du skylder staten 3.000 kr. i skat

3.000 kr.

Du betaler – plus 5,3 % i rente

Først publiceret: mandag 13. oktober 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 27. oktober 2025 kl. 16:07

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen