
Hjertemassage: Derfor bør du flå bh’en af
Ifølge læger er der to særlige grunde til at fjerne bh og T-shirt straks ved stroke, og derfor bør tøj snart indgå i retningslinjerne.
Senest opdateret: fredag 17. oktober 2025
Tøj nævnes ikke med et ord i de officielle anbefalinger til, hvordan man bør gøre, når man giver hjertelungemassage, skriver Videnskab.dk.
“Jeg tror, vi bør være tydeligere i vores retningslinjer på området,” siger Kasper Glerup Lauridsen, der er læge og forsker i hjertestopbehandling ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
For ifølge Hjerteforeningen er det bedst at fjerne både T-shirt og bh, når man skal give kvinder hjertelunge-massage.
Få viden med Videnskab.dk
Faglige Seniorers nyhedsbrev samarbejder med Videnskab.dk, der med 1 million brugere om måneden er Danmarks mest besøgte populærvidenskabelige medie.
Videnskab.dk dækker forskningen bredt – fra kultur og samfund til sundhed, teknologi og naturvidenskab – og guider rundt i videnskabens forunderlige og forbløffende verden. Troværdighed, forståelighed, tilgængelighed og underholdende formidling er værdier, der gennemsyrer alt, Videnskab.dk arbejder med.
Videnskab.dk drives efter publicistiske principper med uafhængig, samfundsoplysende journalistik på et tilstræbt objektivt grundlag.
Driften finansieres af en finanslovsbevilling fra Uddannelses- og Forskningsministeriet og støtte fra fonde.
Men er hjertemassagen mere effektiv, når man har blottet brystet?
“Det er der faktisk ikke helt enighed om i forskningen,” lyder det fra Kasper Glerup Lauridsen.
Alligevel er der to tungtvejende grunde til, at han mener, at man bør tage bh og t-shirt af kvinder, der har fået hjertestop:
- Et koreansk studie fra 2014 og et japansk studie fra 2025 viser, at folk har lettere ved at placere hænderne korrekt midt på brystkassen, svarende til den nederste halvdel af brystbenet, hvis et bryst er blottet, sammenlignet med hvis personen har tøj på.
- Der skal påsættes en hjertestarter for at holde hjertet kørende, og for at den skal virke, skal elektroder sættes fast direkte på den nøgne hud.
“På et tidspunkt skal tøjet alligevel af, og så vurderer vi, at man lige så godt kan gøre det med det samme,” forklarer Kasper Glerup Lauridsen.

Tøj nævnes ikke i officielle retningslinjer
I en ny undersøgelse af analyseinstituttet Verian svarer cirka hver tredje dansker nej til at ville fjerne alt tøjet på en kvindes overkrop – også bh’en – hvis de skulle give hende førstehjælp.
“Vi mangler at vide, om folk ikke vil fjerne bh’en, fordi de ikke tror, det er nødvendigt, eller fordi de er blufærdige,” mener Kasper Glerup Lauridsen.
Dog giver undersøgelsen stof til eftertanke hos den erfarne forsker og underviser i livsreddende hjertelunge-redning.
»Det ville være godt at få det eksplicit med i retningslinjerne,« siger Kasper Glerup Lauridsen.
Der står ikke noget om, at man skal fjerne tøjet på folk i de internationale retningslinjer fra Europæisk Råd for Genoplivning, inden man starter hjertelungeredning
»Og det er de retningslinjer, vi efterlever herhjemme.«
Normen om at fjerne bh og t-shirt for mennesker, der er faldet om med hjertestop, er altså en uudtalt praksis, der ikke står skrevet tydeligt i de nuværende retningslinjer.
Ingen evidens for, at massage med tøj er dårligere
Selvom lægen og flere organisationer anbefaler, at man fjerner tøjet fra overkroppen på både mænd og kvinder, før man begynder på hjertemassagen, er der faktisk studier, der udfordrer den praksis.
Eksempelvis viser et studie fra 2013, at hjertelunge-massagen var lige så effektiv på testdukker med tøj på, som testdukker uden tøj, når det gælder hastigheden og dybden af trykket mod brystet.
“Der er ingen evidens for at dybden og hastigheden af hjertemassagen er dårligere når du trykker ned i en T-shirt eller en bh,” siger Kasper Glerup Lauridsen.
“Men dér hvor massagen muligvis kan forbedres handler om placeringen af hænderne på brystkassen, der formentlig er mere præcis, når personen ikke har tøj på,” tilføjer han.
Vil teste flere dukker med bh’er
Netop nu er Kasper Glerup Lauridsen sammen med kolleger fra Østrig og Italien ved at undersøge, hvorvidt førstehjælpen til kvinder kan forbedres ved, at der trænes på kvindedukker med bh på.
“Vi vil prøve at kigge på diversitet i dukkerne, og om det at træne efter mere virkelighedstro omgivelser vil give en positiv effekt på den livreddende førstehjælp,” siger han.
Han forventer at få de første resultater om et års tid i 2026.
Læs mere på Videnskab.dk:
Forskere: Tag blodtryksmedicin om aftenen
Tre udbredte sygdomme rammer mænd hårdest: Opdragelsen er en af årsagerne, siger mandeforsker
Hvorfor er mænd så glade for bryster?
Først publiceret: fredag 17. oktober 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 17. oktober 2025 kl. 12:53