
Kun hver 10. kandidat til kommunalvalget er pensionist
Der er for få seniorer i lokalpolitik, advarer Faglige Seniorers direktør Palle Smed. Kun hver tiende kandidat til kommunalvalget er pensionist, viser en ny analyse fra Kristeligt Dagblad.
Senest opdateret: lørdag 18. oktober 2025
Selv om knap hver fjerde vælger nu har nået pensionsalderen, er det kun hver tiende kandidat, der er pensionist, når danskerne skal stemme til kommunalvalget.
Det viser en analyse af den officielle valgdatabase, som Kristeligt Dagblad har foretaget. I alt 932 ud af 9.217 opstillede kandidater har oplyst, at de er pensionister.
Dermed udgør gruppen den største blandt de opstillede – foran selvstændige og studerende.
Bruger op til 20 timer om ugen
Ifølge Jacob Torfing, professor i politik og institutioner ved Roskilde Universitet, hænger det sammen med, at arbejdet som kommunalpolitiker kræver meget tid.
“Vi ved, at kommunalbestyrelsesmedlemmer i gennemsnit bruger helt op mod 15 til 20 timer om ugen på arbejdet. Generelt kan man sige, at det enten er grupper med masser af tid på hånden eller en fleksibilitet i hverdagen, der kan håndtere det store tidsforbrug, der faktisk er forbundet med at deltage i kommunalpolitik,” siger han til Kristeligt Dagblad.
Professoren peger på, at de fleste kommunalbestyrelser har 20–30 medlemmer, og at det kan være svært at skabe fuld repræsentativitet. Især lønmodtagere mellem 25 og 40 år kan have svært ved at få tid til byrådsarbejdet.
For få med livslang erfaring
Ved kommunalvalget i 2021 var 10 procent af kandidaterne over 70 år, men kun 4 procent af de valgte byrådsmedlemmer endte i denne aldersgruppe.
Det er et demokratisk problem, mener Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer.
“Der er alt, alt for få politikere med livslang erfaring. Det giver perspektiv, og man får en anden politisk dømmekraft. Ikke at de yngre politikere ikke er seriøse, men der kan alligevel gå leg og spil i det,” siger han til Kristeligt Dagblad.
Han advarer om, at manglen på seniorer i lokalpolitik kan påvirke ældrepolitikken, når kommunerne skal føre den nye ældrelov ud i livet.
“Man er også selv nødt til at føle sig forpligtet, stille op og holde fanen højt, også selvom man er lidt oppe i årene,” siger Palle Smed.
Hvad mener du?
Er det OK, at kun 4 procent af medlemmerne i landets kommunalbestyrelser er over 67 år? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: fredag 17. oktober 2025
Artiklen er sidst opdateret lørdag 18. oktober 2025 kl. 11:00