En ældre kvinde med kort gråt hår og briller smiler, mens hun holder et glas øl og nyder alkohol i en hyggelig, varmt oplyst bar, mens hun sidder over for en ældre mand med en mørk drink.

Desværre er det kun få danskere, der kender Sundhedsstyrelsens anbefalinger om alkohol; på trods af, at anbefalingerne har været gældende siden 2022.

8 ud af 10 kender ikke de officielle anbefalinger om alkohol

Alkohol er for mange forbundet med hygge og gode stunder. Men en ny undersøgelse viser, at langt de fleste danskere ikke ved, hvor meget man egentlig bør holde sig under, hvis man vil undgå sundhedsrisici.

Senest opdateret: tirsdag 2. december 2025

Siden 2022 har Sundhedsstyrelsens anbefaling været klar: Drik højst 10 genstande om ugen og højst 4 på én dag.

Alligevel viser en ny spørgeskemaundersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, at 8 ud af 10 danskere ikke kender til disse grænser.

Det gælder både mænd og kvinder, og det manglende kendskab får eksperterne til at advare.

“Hvis man ikke ved, hvor meget alkohol, der er for meget, kan man måske have et sundhedsskadeligt alkoholforbrug uden at vide det”, siger Peter Dalum, projektchef hos Kræftens Bekæmpelse.

Over 700.000 drikker for meget

Ifølge Sundhedsstyrelsen overskrider mere end 700.000 voksne danskere de anbefalede grænser.

Det er et problem, fordi alkohol er forbundet med over 200 sygdomme, herunder flere kræftformer som brystkræft, leverkræft og kræft i mundhulen.

Kræftens Bekæmpelse mener, at bedre oplysning kan få flere til at overveje, hvor mange genstande, der bliver drukket i hverdagen.

Ingen mængde alkohol er helt risikofri

Selvom anbefalingen lyder på maks. 10 genstande om ugen, er det vigtigt at huske, at der ikke findes en “sikker grænse”.

Risikoen for sygdom stiger, jo mere man drikker, men også selv små mængder alkohol kan være skadelige.

Kræftens Bekæmpelse understreger, at alkohol aldrig bør drikkes for sundhedens skyld.

Sådan tæller du dine genstande

Det kan være svært at vurdere, hvor meget man egentlig drikker. Her er en tommelfingerregel:

  • 1 øl, 1 glas vin eller 1 drink tæller som 1 genstand
  • 1 flaske vin svarer til cirka 6 genstande
  • 1 flaske spiritus indeholder omkring 20 genstande

Hvis man vil skære ned, kan det være en god idé at holde øje med, hvor mange genstande der ryger indenbords i løbet af en uge.

Undersøgelsen “Alkoholvaner i Danmark 2024” bygger på svar fra over 3.000 danskere mellem 18 og 74 år.

Hvad gør du?

Drikker du alkohol, så du maks. indtager 10 genstande om ugen? Deltag i debatten på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: fredag 7. november 2025
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. december 2025 kl. 09:32

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen