95-årig er verdens ældste buschauffør: Han vil ikke stoppe
95-årige Raymond Hager fra Texas kunne være gået på pension – men han elsker sit arbejde for meget til at stoppe. Nu hyldes han som verdens ældste buschauffør.
Senest opdateret: torsdag 27. november 2025
Raymond Hager fra Texas i USA har sat verdensrekord som den ældste buschauffør i verden.
Guinness Rekordbog bekræftede i maj, da han var 94 år, at ingen andre i verden stadig kører bus i hans alder.
Han havde ellers tænkt sig at gå på pension, da han fyldte 95 år den 18. november. Men sådan blev det ikke.
“Jeg elsker at køre – jeg bliver rastløs af bare at sidde derhjemme,” siger han.
“Så længe lægen siger god for det, bliver jeg på vejene.”
Har kørt siden han var 14 år
Raymond Hager har kørt bus i byen Wichita Falls i 27 år. Før det arbejdede han som landmand og pilot på små sprøjtefly. Allerede som 14-årig kørte han bomuld til møllen på familiens gård – og har siden foretrukket store køretøjer.
“Jeg bliver mere træt derhjemme, end når jeg kører bus,” siger han med et grin.
“Får jeg fire-fem timers søvn, så er jeg klar igen.”
Dag opkaldt efter ham
Byens borgmester kalder ham “et lysende eksempel på livsglæde og vilje til at blive ved”.
Wichita Falls har ovenikøbet gjort hans fødselsdag til “Raymond Hager Day” som tak for hans mange års indsats.
Raymond Hager håber, at hans historie kan inspirere andre seniorer.
“Tænk, at en lille dreng fra landet kunne opnå det her,” siger han stolt.
“Jeg føler mig velsignet – og jeg har ingen planer om at stoppe.”
Se video med 95-årige Raymond Hager
Først publiceret: torsdag 27. november 2025
Artiklen er sidst opdateret torsdag 27. november 2025 kl. 14:37