En kvinde med lyst hår sidder indhyllet i et tæppe med lukkede øjne og en hånd for munden, mens hun hoster og virker syg og utilpas.

Hoste, utilpas og hovedpine? Både influenza, covid-19 og RS-virus florerer for øjeblikket, og det er ifølge WHO forklaringen på, at mange bliver ramt af sygdom på samme tid.

Derfor er så mange syge lige nu: Myndigheder peger på en virus-cocktail

Mange danskere er syge lige nu. Sundhedsmyndigheder peger på, at influenza, covid-19 og RS-virus rammer på én gang. Se symptomer - og hvad du skal gøre.

Senest opdateret: fredag 2. januar 2026

Hoste, feber, hovedpine, ømme led og udtalt træthed rammer mange danskere på samme tid.

Ifølge sundhedsmyndighederne skyldes det ikke én ny sygdom, men en cocktail af flere kendte virusser, som cirkulerer samtidig denne vinter.

Verdenssundhedsorganisationen har i december advaret om en usædvanligt tidlig og intensiv influenzasæson i Europa. Samtidig cirkulerer både covid-19 og RS-virus, og det er ifølge WHO forklaringen på, at mange bliver ramt på samme tid.

”Influenza kommer hver vinter, men i år er situationen anderledes,” lyder det fra Hans Henri P. Kluge, WHO’s regionale direktør for Europa.

Sygesæson er startet tidligere

WHO peger på, at influenzasæsonen er startet tidligere end normalt i store dele af Europa, og at influenza i øjeblikket fylder mere end forventet for årstiden.

Samtidig er covid-19 ikke forsvundet, men optræder nu som en tilbagevendende luftvejsinfektion, der typisk topper i vintermånederne.

RS-virus, som ofte forbindes med små børn, rammer også ældre og kan give et længere og mere belastende sygdomsforløb.

Tre sygdomme overlapper

Det samlede billede genkendes i Danmark.

Statens Serum Institut overvåger udviklingen og oplyser, at influenzaaktiviteten er stigende, samtidig med at både covid-19 og RS-virus fortsat cirkulerer i befolkningen. 

Symptomerne i virus-cocktail

Influenza (influenza A eller B)
Typisk pludselig sygdom med feber, kulderystelser, hovedpine, muskel- og ledsmerter, udtalt træthed og ofte tør hoste. Kvalme kan forekomme, især hos ældre. Mange oplever, at de bliver ”lagt ned” i flere dage.

Covid-19
Kan minde meget om influenza. Feber, hoste, hovedpine, ledsmerter og utilpashed er almindeligt. Kvalme og mave-tarm-symptomer ses også. Forløbet kan variere meget fra person til person.

RS-virus (især hos ældre)
RS-virus forbindes ofte med små børn, men kan give betydelige symptomer hos ældre og personer med kronisk sygdom. Hoste, feber, træthed og utilpashed er typisk, og sygdommen kan vare længe.

Kraftig forkølelse eller anden luftvejsvirus
Almindelige forkølelsesvirus kan også give feber, hovedpine og ledsmerter, men forløbet er ofte mildere end influenza – dog ikke altid hos ældre.

Hvad kan man gøre
Det er svært at skelne sygdommene fra hinanden uden test. Hvis feberen er høj, vejrtrækningen påvirket, eller man bliver markant dårligere, bør man kontakte læge. Test for covid-19 og influenza kan give svar. Hvile, rigelig væske og symptomlindring er vigtige.

Der er ikke meldinger om en ny eller ukendt sygdom, men om kendte virusser, der er igang samtidig.

Sundhedsstyrelsen peger på, at symptomerne på de tre sygdomme overlapper, og at det derfor kan være svært at skelne dem fra hinanden uden test.

Går over af sig selv

For de fleste går sygdommen over af sig selv, men ældre og personer med kronisk sygdom bør reagere, hvis symptomerne forværres.

WHO understreger, at det netop er kombinationen af flere virusser på én gang, der presser både mennesker og sundhedssystemer.

”Det her er ikke tidspunktet at gå ind i sæsonen for luftvejsvirusser uden overblik,” siger epidemiolog Danuta Skowronski ifølge Center for Infectious Disease Research and Policy (CIDRAP), en uafhængig forsknings- og informationsorganisation.

Smittet – selv om du er vaccineret

Over en million danskere – primært over 65 år – er vaccineret enten mod influenza eller covid-19 eller begge dele,

Mange spørger også, om man kan blive syg, selv om man er vaccineret. Svaret er ja.

Selv om man som ældre er vaccineret mod influenza og covid-19, kan man godt blive smittet. Vaccination beskytter først og fremmest mod et alvorligt sygdomsforløb – ikke mod al smitte.

Der er flere forklaringer. Immunforsvaret bliver svagere med alderen. Virus ændrer sig fra år til år, og vacciner rammer ikke altid alle varianter lige godt. Samtidig cirkulerer flere virusser på én gang denne vinter.

Det betyder, at også vaccinerede kan få feber, hoste og utilpashed. Men for de fleste vaccinerede ældre bliver sygdommen mildere og kortere, end hvis de ikke var vaccineret.

Risikoen for indlæggelse og alvorlig sygdom er også lavere.

Intet ekstraordinært

Der er på nuværende tidspunkt ikke meldt om noget ekstraordinært i forhold til, hvad der kan forventes i en vinter med høj aktivitet af luftvejsvirusser.

Sådan lindrer du sygdommen

Er du ramt af influenza, covid-19 eller RS-virus – eller er du “bare” forkølet? Sådan lindrer du sygdommen:

– Få rigeligt med hvile
– Drik vand, te eller suppe
– Brug paracetamol mod feber og smerter
– Varm te, honning og sugetabletter kan lindre hoste
– Spis let, hvis appetitten er lille
– Bliv hjemme, mens du er syg

Kontakt læge ved forværring, åndenød eller vedvarende feber – især hvis du er ældre eller har kronisk sygdom.

Myndighederne har heller ikke udsendt særlige advarsler ud over de almindelige anbefalinger, som gælder hvert år i vintersæsonen.

“Det er en klassisk vinter – men med flere virusser i omløb på samme tid. Det giver flere syge på én gang og et øget pres på både mennesker og sundhedsvæsen, uden at situationen af den grund er usædvanlig.”

For den enkelte handler det derfor først og fremmest om at lytte til kroppens signaler og reagere, hvis sygdommen tager en alvorlig drejning – især hvis man er ældre eller i forvejen har et svækket helbred.

Hvornår skal du kontakte lægen?

De fleste luftvejsinfektioner går over af sig selv med hvile og væske. Men du bør kontakte læge, hvis ét eller flere af disse forhold gælder:

– Feberen er høj og varer mere end 3–4 dage
– Du får tiltagende åndenød eller svært ved at trække vejret
– Du bliver markant dårligere i stedet for gradvist bedre
– Du har vedvarende brystsmerter
– Du bliver meget sløv, forvirret eller usædvanligt træt
– Du har svært ved at holde væske eller mad i dig
– Du har en kronisk sygdom (for eksempel hjerte-, lunge- eller nyresygdom) og får forværrede symptomer

Kontakt straks læge eller vagtlæge, hvis vejrtrækningen bliver påvirket, eller hvis du føler dig alvorligt syg.

Er du i tvivl, er det altid bedre at ringe én gang for meget end én gang for lidt.

Sådan hjælper du andre

Du kan hjælpe andre med info om “virus-cocktail” ved at dele artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: mandag 29. december 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 2. januar 2026 kl. 13:42

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen