Kommunerne kan hente plejepersonale i Indien
Ældreministeren han indgået ny aftale, der skal gøre det muligt for kommunerne at hente plejepersonale fra Indien. Aftalen skal afbøde en forventet mangel på op mod 24.000 Sosu'er.
Senest opdateret: lørdag 17. januar 2026
Der bliver flere ældre og færre ansatte i ældreplejen. Hvis udviklingen fortsætter, kan Danmark mangle knap 24.000 social- og sundhedsmedarbejdere i 2035. Derfor har regeringen nu indgået en aftale om at hente medarbejdere i Indien.
En ny fremskrivning viser, at antallet af social- og sundhedsassistenter og -hjælpere ikke følger med behovet i de kommende år.
Samtidig ventes der over 200.000 flere danskere over 70 år frem mod 2035. Manglen på personale mærkes allerede i dag i mange kommuner.
Som en del af løsningen har ældreminister Mette Kierkgaard (M) indgået en partnerskabsaftale med delstaten Kerala i Indien.
Går ud over de ældre
Aftalen skal gøre det muligt at rekruttere social- og sundhedspersonale til arbejde i den danske ældrepleje. Det er den anden aftale af sin slags. Den første blev indgået med Filippinerne i december 2025.
Kerala: Kendt for pleje og sundhed
Kerala er en delstat i det sydvestlige Indien ud til det Arabiske Hav.
Staten er kendt som “God’s Own Country” for sin rige natur, med frodige bjerge, grønne rismarker, backwaters og sandstrande.
Delstaten har omkring 35 millioner indbyggere.
Kerala har et højt uddannelsesniveau sammenlignet med mange andre dele af Indien og er kendt for at uddanne mange sundheds- og plejefaglige medarbejdere, også til arbejde i udlandet.
Omkring halvdelen af indbyggerne er hinduer. Derudover er der store grupper af kristne og muslimer.
Kerala er blandt de indiske delstater med den største andel kristne.
Ifølge ministeren er der risiko for, at manglen på personale går ud over de ældre, hvis der ikke sættes ind.
“Ældreplejen står med massive rekrutteringsudfordringer, og hvis ikke vi handler nu, risikerer det at være vores ældre borgere, der kommer til at betale prisen,” siger Mette Kierkgaard.
Hun peger samtidig på, at rekruttering i udlandet kun er ét af flere tiltag.
“De kommende års personalemangel kræver handling nu. Med aftalen tager vi ansvar for, at ældre borgere kan få den pleje og omsorg, de har behov for,” siger hun.
Op til 100 om året
Aftalen betyder ikke, at der automatisk kommer et fast antal medarbejdere til Danmark. Det er kommunerne og regionerne, der afgør, om og hvor mange de vil tage imod.
I første omgang vurderes det, at kommunerne samlet set vil kunne tage imod op til 100 internationale social- og sundhedsmedarbejdere om året. Kommunernes Landsforening (KL) vurderer dog, at tallet kan ændre sig, når kommunerne får mere erfaring med ordningen.
KL’s formand, Martin Damm, peger på, at opgaverne i ældreplejen bliver både flere og mere krævende.
“I kommunerne har vi brug for flere social- og sundhedsassistenter og -hjælpere tæt på borgerne, hvis vi skal sikre pleje og omsorg og sikre, at de ældre møder kendte ansigter,” siger han.
Også Danske Regioner bakker op om aftalen. Formand Anders Kühnau peger på, at sundhedsvæsenet generelt mangler medarbejdere, og at der derfor arbejdes på flere løsninger samtidig.
Skal tale dansk
De medarbejdere, der rekrutteres fra Indien, skal uddannes til social- og sundhedsassistenter. De starter med sprogundervisning og faglig oplæring i hjemlandet. Herefter fortsætter uddannelsen og sprogtræningen i Danmark.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Ifølge aftalen skal de ansatte arbejde på samme vilkår som deres danske kolleger. Samtidig oplyses det, at rekrutteringen skal følge WHO’s retningslinjer, som blandt andet skal sikre, at rekrutteringen ikke svækker sundhedsvæsenet i hjemlandet.
Der bliver også lavet en fælles modtagelse for de nye medarbejdere. Her skal kommuner og regioner hjælpe med både arbejde, sprog og hverdagsliv i Danmark.
Fagforening er positiv
Fagforeningen FOA har tidligere udtrykt at være er positivt stemt over bedre muligheder for at rekruttere udenlandsk arbejdskraft til sundheds- og ældreområdet.
Men det er vigtigt, at der holdes høj standard på en række parametre: Faglighed, sprogkundskaber, kulturel forståelse og leve- og arbejdsvilkår, understreger fagforeningen.
De første medarbejdere fra aftalerne med Filippinerne og den indiske delstat Kerala ventes efter planen at kunne starte i Danmark i anden halvdel af 2027.
Hvad er din holdning til udenlandsk arbejdskraft i ældreplejen?
Hvad mener du?
Er det en god løsning at hente medarbejdere fra udlandet til at arbejde i ældreplejen? Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Plejepersonale fra Indien
Regeringen har indgået en partnerskabsaftale med delstaten Kerala i Indien om rekruttering af plejepersonale
– Aftalen skal afbøde den forventede mangel på social- og sundhedsmedarbejdere i ældreplejen
– I første omgang kan kommunerne tage imod op til cirka 100 medarbejdere om året
– Medarbejderne skal gennem sprogundervisning og uddannelse før og efter ankomst til Danmark
– De skal ansættes på samme vilkår som danske kolleger
– Kommuner og regioner afgør selv, om de vil bruge ordningen
– De første medarbejdere ventes tidligst at starte i anden halvdel af 2027
Først publiceret: fredag 16. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret lørdag 17. januar 2026 kl. 17:38