Gert vinder over Udbetaling Danmark: Men sagen gik ud over lysten til at arbejde
Ankestyrelsen giver anlægsgartner medhold, og han har nu fået udbetalt de knap 8.000 kroner i tidlig pension, som han i første omgang fik inddraget. Han opfordrer andre til ikke at stole blindt på Udbetaling Danmark.
Senest opdateret: tirsdag 27. januar 2026
Gert Rasmussen får ekstra penge sat ind på sin konto fredag 30. januar. Det er et beløb, som Udbetaling Danmark inddrog i fjor.
Men Ankestyrelsen har nu givet Gert Rasmussen ret i, at modregningen var en fejl. Derfor skal han have udbetalt 7.758 kroner.
Gert Rasmussen modtager tidlig pension, og Udbetaling Danmark modregnede hans arbejdsindtægt på en forkert måde. Ankestyrelsens afgørelse betyder, at han faktisk kunne have tjent endnu mere i fjor, uden at det gik ud over pensionsudbetalingen.
”Men efter sagen med Udbetaling Danmark begyndte, stoppede jeg med at tage arbejdstimer sidste år. Jeg vil opfordre andre til ikke at stole blindt på Udbetaling Danmark, men klage, hvis de mener, at der er sket fejl,” siger Gert Rasmussen.
Her gik det galt
Det har været en lang og sej kamp at få ret. Men Gert Rasmussen følte sig så uretfærdigt behandlet, at han brugte mange kræfter på at overbevise myndighederne.
Seniorklar? Se her
Er du seniorklar? Læs mere om, hvordan du forbereder dig til overgangen til tilværelsen som folkepensionist – og hvilke muligheder du har, inden du træffer valget.
Læs mere HER
Du kan også få gode råd og vejledning på hjemmesiden Seniorklar
Den 65-årige anlægsgartner bor i Vejle. Han fratrådte sit job 28. februar i fjor.
Han fik udbetalt den sidste løn ind i marts. Udbetaling Danmark tog hele beløbet med i modregningsregnskabet, selv om pengene var tjent i februar – før han overgik til tidlig pension.
Det var en fejl, fastslår Ankestyrelsen. Kun den andel, der angik tiden efter overgangen til tidlig pension, skulle tælles med.
Modregning for en weekend
Gert Rasmussen synes stadig, at der er en mærkværdighed ved afgørelsen. Også selv om det ikke er kommet til at betyde noget i hans situation.
Han var 14-dages lønnet, og den sidste lønperiode omfattede perioden 17. februar til 2. marts. Men 1. og 2. marts i fjor var en lørdag-søndag, hvor han ikke arbejdede.
Alligevel siger Ankestyrelsen, at der skal fordeles forholdsmæssigt. Det vil sige, at indtægten for 12 ud af de 14 dage henføres til februar. Men 2 ud af de 14 dage placeres i marts, selv om det er en weekend, og de kommer derved til at tælle med i modregningsregnskabet.
”Myndighederne burde også tage hensyn til ugedagene,” synes Gert Rasmussen.
På arbejde igen
Beskeden om efterbetalingen er kommet for få dage siden. Nu overvejer Gert Rasmussen igen at tilbyde nogle arbejdstimer til sin tidligere arbejdsgiver.
Med det nye år har han fået en ny portion penge, som han kan tjene uden modregning i tidlig pension. I år må der for et helt år hentes 28.300 kr. på job uden modregning.
”Min tidligere arbejdsgiver skulle ikke blandes ind i min sag med Udbetaling Danmark, og også derfor tog jeg ikke flere arbejdstimer i fjor. Men nu vil jeg fortælle ham, at jeg har vundet, og at jeg er klar til at arbejde lidt igen,” fortæller Gert Rasmussen.
Drevet af harme
Gert Rasmussen siger, at hans kamp meget var af drevet af harme over myndighederne tilgang til deres opgave med at få Danmark til at fungere.
”Havde jeg vist, hvor mange timer jeg var kommet til at sidde og tæske i et tastatur, er det muligt, at jeg havde ladet det ligge. Havde jeg stadig et arbejde at passe 37 timer, var stikket nok trukket efter første afslag,” siger Gert Rasmussen.
Han kontaktede undervejs Faglige Seniorers redaktion. En henvendelse til Udbetaling Danmark fra en journalist førte til, at de ville se på sagen igen
”Jeg er fint tilfreds med udkommet, både for mig, og som advarsel og information til andre. Men Udbetaling Danmark får på ingen måde min respekt for deres håndtering,” siger Gert Rasmussen.
Først publiceret: tirsdag 27. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 27. januar 2026 kl. 17:03