
Ny app kan give seniorer overblik over alkoholvaner
Ny gratis app giver overblik over alkoholvaner og gør det lettere at skære ned på forbruget. Hver tredje bruger drikker mindre, når de bruger app'en. Link til download i artiklen.
Senest opdateret: mandag 2. marts 2026
Et glas vin til maden eller en øl i med gode venner kan hurtigt blive til mere, end man tror. Med alderen reagerer kroppen anderledes på alkohol, og derfor kan det være en god idé at holde øje med sine vaner.
Den gratis app AlkoLog skal gøre det lettere at få overblik – og for nogle også skære ned.
Alkohol kan have stor betydning for sundhed og livskvalitet senere i livet. Ifølge organisationen Alkohol & Samfund er AlkoLog udviklet som et enkelt redskab, der hjælper brugeren med at registrere sit forbrug og følge udviklingen over tid.
Appen er netop blevet opdateret, så det er endnu nemmere at registrere genstande i hverdagen. Brugeren kan for eksempel vælge et glas vin eller en øl og samtidig markere de dage, hvor man ikke drikker.
“Det giver et klart billede af ugen. Og mange oplever, at bare det at følge med gør det lettere at skrue lidt ned,” fortæller projektleder Thomas Lehmann fra Alkohol & Samfund.
Undersøgelse peger på ændrede vaner
En undersøgelse blandt 822 brugere af appen viser, at hver tredje drikker mindre i hverdagen efter at have taget AlkoLog i brug. Samtidig svarer 60 procent, at de har fået et bedre overblik over deres alkoholvaner.
Ifølge Alkohol & Samfund er netop overblik en vigtig faktor, fordi mange undervurderer, hvor meget de drikker i løbet af en uge. Med alderen skal der desuden mindre alkohol til at påvirke kroppen, end man måske tidligere har været vant til.
Overblik og konkrete råd
AlkoLog giver mulighed for at følge sit forbrug i en kalender og i grafer, som kan sammenlignes med Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Appen indeholder også små udfordringer, viden og konkrete tips til dem, der ønsker at ændre vaner.
Appen er gratis og kan downloades til både Android og iOS. Den er udviklet af Alkohol & Samfund og støttet af Sundhedsdonationer, Sundhedsstyrelsen og tidligere TrygFonden.
Ifølge udviklerne er oplysninger i appen krypterede og deles ikke med andre. Data bruges kun anonymt til at forbedre appens funktioner.
Få overblik med AlkoLog
AlkoLog giver brugeren overblik, viden og motivation til at drikke mindre:
• Nem log af genstande og registrering af alkoholfrie dage
• Overblik i kalender og grafer holdt op mod Sundhedsstyrelsens anbefalinger
• Udfordringer, der hjælper med at fastholde mål
• Viden og konkrete tips til at skære ned
Først publiceret: fredag 20. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 2. marts 2026 kl. 15:59
