En læge i hvid kittel peger på en model af menneskets tyktarm og tarme og forklarer om fordøjelsessundhed og risici ved tarmkræft. I baggrunden ses en computerskærm med medicinske billeder.

Nu har forskere fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital fundet en hidtil ukendt virus i en almindelig tarmbakterie. Virusset ses oftere hos patienter med tarmkræft.

Ny virus kan få betydning for tarmkræft

Forskere fra Syddansk Universitet har fundet en hidtil ukendt virus i en almindelig tarmbakterie. Virussen ses oftere hos personer med tarmkræft, og opdagelsen kan på sigt få betydning for screening og forebyggelse.

Senest opdateret: mandag 9. marts 2026

Tarmkræft er en af de mest udbredte kræftformer i den vestlige verden.

Vi ved, at alder, kost og livsstil spiller ind, men årsagen er i mange tilfælde stadig uklar.

Derfor har forskere i de senere år rettet blikket mod det såkaldte mikrobiom – de mange bakterier og virus, som lever i tarmen. Her kan der gemme sig vigtige spor.

En kendt bakterie med et nyt twist

Bakterien Bacteroides fragilis har i flere år været sat i forbindelse med tarmkræft. Samtidig findes den også hos mange raske mennesker, og det har undret forskerne.

Nu viser et nyt studie, at forskellen måske ikke kun handler om selve bakterien, men om en virus, der lever inde i den.

“Det er ikke bare bakterien i sig selv, der ser ud til at være interessant. Det er bakterien i samspil med den virus, den bærer,” siger Flemming Damgaard, molekylærbiolog ved Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital.

Fundet begyndte i Danmark

Opdagelsen tog afsæt i danske patientdata.

Her undersøgte forskerne bakterier fra personer, som havde haft en alvorlig blodinfektion forårsaget af Bacteroides fragilis.

En mindre gruppe af disse patienter fik kort tid efter konstateret tarmkræft.

Da forskerne sammenlignede bakterier fra patienter med og uden kræft, viste der sig et tydeligt mønster: Hos kræftpatienterne var bakterien langt oftere inficeret med bestemte virus.

Bekræftet i internationale data

For at sikre sig, at fundet ikke kun gjaldt danske patienter, analyserede forskerne afføringsprøver fra 877 personer fra Europa, USA og Asien.

Også her fandt de en klar sammenhæng.

Personer med tarmkræft havde omkring dobbelt så stor sandsynlighed for at have spor af de pågældende virus i tarmen.

Studiet viser en statistisk forbindelse, men det er endnu uvist, om virussen spiller en direkte rolle i udviklingen af kræft, eller om den blot er et tegn på forandringer i tarmen.

Kan måske bruges i fremtidig screening

I dag tilbydes screening for tarmkræft blandt andet via afføringsprøver, der tester for skjult blod.

Forskerne undersøger nu, om man i fremtiden også kan lede efter de særlige virus i afføringen.

I de foreløbige analyser kunne udvalgte virusspor identificere omkring fire ud af ti kræfttilfælde, mens de fleste raske ikke havde dem.

Resultaterne er dog stadig på et tidligt stadie, og der skal flere studier til, før metoden eventuelt kan tages i brug i sundhedsvæsenet.

Nyt perspektiv på risiko og forebyggelse

Op mod 80 procent af risikoen for tarmkræft menes at hænge sammen med miljøfaktorer – herunder forhold i tarmen.

Tarmen rummer tusindvis af bakterier og endnu flere variationer, og det har gjort det svært at finde præcise forskelle mellem raske og syge.

Det nye studie peger på, at virus inde i bakterierne kan være en vigtig brik i puslespillet.

Forskerne arbejder nu videre med at undersøge, hvordan bakterie og virus påvirker hinanden, og om samspillet kan have betydning for udviklingen af tarmkræft.

Først publiceret: mandag 23. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 9. marts 2026 kl. 12:56

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen