Valget er udskrevet: Faglige Seniorer stiller seks krav til nyt Folketing
Danskerne skal til stemmeurnerne 24. marts. Faglige Seniorer melder seks klare seniorpolitiske krav ud og vil sætte pension, arbejde, ældrepleje, tandpleje og boliger højt på dagsordenen i valgkampen.
Senest opdateret: fredag 13. marts 2026
Statsministeren har udskrevet valg til Folketinget. Det skal holdes tirsdag 24. marts.
Dermed går Danmark ind i en valgkamp, hvor fremtidens velfærd og pensionssystem bliver centrale temaer.
Faglige Seniorer markerer sig nu med seks klare krav til politikerne: en ny pensionsreform, ændret regulering af pensionen, flere seniorer i arbejde, en styrket ældrepleje, flere seniorvenlige boliger og tilskud til tandpleje.
“Seniorerne spiller en afgørende rolle for både arbejdsmarkedet og sammenhængskraften i vores samfund. Derfor er det vigtigt, at senior- og ældrepolitikken får en central plads i valgkampen og i arbejdet i det nye Folketing,” siger landsformand i Faglige Seniorer, Mette Kindberg.
Pensionsreform øverst på dagsordenen
Ifølge Faglige Seniorer bliver en ny samlet pensionsreform den vigtigste opgave for det kommende Folketing. Flere lever længere og arbejder flere år, men organisationen peger på behovet for både økonomisk ansvarlighed og tryghed for dem, der ikke kan blive på arbejdsmarkedet til pensionsalderen.
Målet er et pensionssystem, hvor folkepensionen fortsat udgør et solidt fundament og fungerer sammen med arbejdsmarkedspensioner og individuelle opsparinger.
“Vi har brug for et pensionssystem, der både hænger sammen økonomisk og giver tryghed til dem, der har haft et langt arbejdsliv. Der skal være plads til forskellighed,” siger Mette Kindberg.
Krav om Fair Pension
Faglige Seniorer har tidligere foreslået, at reguleringen af folkepensionen ændres. Det som organisationen betegner som Fair Pension.
I dag reguleres folkepension og andre overførselsindkomster på baggrund af lønudviklingen to år tilbage. Når lønninger og priser stiger hurtigt, går der derfor lang tid, før pensionisterne får del i udviklingen.
“To års forsinkelse rammer direkte. Når priserne på mad og varme stiger her og nu, kan man ikke vente to år på at få reguleret sin pension,” siger Mette Kindberg.
Organisationen peger på en løsning, som flere økonomer har bakket op om: at bruge det såkaldte PL-skøn, som Finansministeriet allerede anvender i forbindelse med finansloven.
PL-skønnet er en prognose for den forventede pris- og lønudvikling det kommende år. Reguleringen kan efterfølgende justeres, hvis skønnet ikke rammer præcist.
Flere seniorer skal blive i job
Organisationen fremhæver, at seniorerne i de senere år har bidraget markant til den stigende beskæftigelse. Derfor foreslår Faglige Seniorer en national handlingsplan med ambitionen om op mod 100.000 flere seniorer på arbejdsmarkedet.
Blandt forslagene er bedre økonomiske incitamenter og et 15 timers fripas, der skal gøre det lettere at arbejde sideløbende med tilbagetrækningsordninger.
“Seniorerne er en del af løsningen på fremtidens arbejdsmarked. Men det kræver bedre rammer og incitamenter, hvis flere skal blive længere i arbejde,” siger Mette Kindberg.
Ældreplejen skal styrkes
En anden hovedprioritet er en styrket ældrepleje. Faglige Seniorer peger på behovet for flere medarbejdere, bedre økonomi og et tættere samarbejde mellem ældreplejen og sundhedsvæsenet, så plejekrævende ældre får den nødvendige støtte.
“Tryghed i alderdommen handler også om en ældrepleje med høj faglighed og tid til den enkelte. Det skal være en kerneopgave for det nye Folketing,” siger Mette Kindberg.
Flere boliger til fremtidens ældre
Boligområdet er også en central del af udspillet. Organisationen ønsker en samlet plan for flere senior- og plejeboliger samt renovering af eksisterende boliger, så flere ældre kan blive boende i trygge rammer længst muligt.
Faglige Seniorer og folketingsvalget
Faglige Seniorers nyhedsbrev følger folketingsvalget med fokus på ældre- og seniorområdet. Læs artiklerne her
“Fremtidens ældre skal have mulighed for at bo godt og trygt. Derfor skal der bygges flere seniorvenlige boliger, og eksisterende boliger skal indrettes, så flere kan blive boende længere,” siger Mette Kindberg.
Tænder til hele livet
Vores tænder skal holde hele livet. Men når vi bliver ældre, halter det med tandsundheden, viser undersøgelser. Det skal deres gøres noget ved, mener Faglige Seniorer, der ønsker det som en af prioriteterne i et nyt folketing.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
”Desværre er der mange pensionister, som undlader at gå til tandlæge af frygt for store udgifter, som pensionen ikke giver mulighed for at betale. Men tandbehandling er en vigtig del af vores velfærdsydelser. Derfor er det vigtigt, at alle får løbende tandpleje og at alle har økonomisk mulighed for at kunne modtage behandling,” siger Mette Kindberg.
Faglige Seniorer foreslår, at der i afsættes midler, så der fremover til alle over 67 år ydes et tilskud ved tandbehandling, der svarer til 85 procent af udgifterne.
Hvilket emne mener du er vigtigst i valgkampen?
Hvad mener du?
Hvad synes du, politikerne skal fokusere på i den kommende valgkamp? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Faglige Seniorers seks krav
Ny samlet pensionsreform
Faglige Seniorer ønsker en ny pensionsreform, der sikrer både økonomisk holdbarhed og tryghed for den enkelte. Folkepensionen skal fortsat være et solidt fundament og spille sammen med arbejdsmarkedspensioner og individuelle opsparinger. Der skal være plads til dem, der ikke kan arbejde helt frem til pensionsalderen.
Fair pension – regulering uden to års forsinkelse
I dag reguleres folkepensionen med to års forsinkelse i forhold til lønudviklingen. Det rammer pensionisterne i perioder med høj inflation. Faglige Seniorer foreslår, at reguleringen i stedet sker på baggrund af Finansministeriets PL-skøn, så pensionen følger udviklingen her og nu.
Flere seniorer i arbejde
Organisationen vil have en national handlingsplan med ambition om op mod 100.000 flere seniorer i job. Det skal ske gennem bedre økonomiske incitamenter og blandt andet et 15 timers fripas, så seniorer kan arbejde ved siden af tilbagetrækningsordninger uden at blive modregnet.
Styrket ældrepleje
Ældreplejen skal have flere medarbejdere, bedre økonomi og tættere samarbejde med sundhedsvæsenet. Målet er høj faglighed, kontinuitet og mere tid til den enkelte, så plejekrævende ældre får den nødvendige støtte og tryghed.
Flere seniorvenlige boliger
Der skal udarbejdes en samlet plan for flere senior- og plejeboliger samt renovering af eksisterende boliger. Flere ældre skal have mulighed for at bo i egnede og trygge rammer længst muligt.
Tilskud til tandpleje for ældre
Faglige Seniorer foreslår et offentligt tilskud på 85 procent af tandbehandling for alle over 67 år. Målet er at sikre, at økonomi ikke forhindrer pensionister i at få nødvendig tandpleje og dermed forebygge dårlig tandsundhed i alderdommen.
Først publiceret: torsdag 26. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 13. marts 2026 kl. 13:45