Et ældre par går hånd i hånd udendørs på en solrig dag, omgivet af grønne områder og træer, mens solen går ned i baggrunden. De ser fredelige og tilfredse ud og diskuterer måske aldersopsparing for deres fremtid sammen.

Uanset hvad skal udbetalingen af aldersopsparing sættes i gang senest 20 år efter pensionsudbetalingsalderen. Det vil for en del nuværende seniorer i praksis være ved 80-års fødselsdagen.

79-årige Bjørn kan ikke selv få lov at bestemme: Tvunget til at tage hul på sin aldersopsparing

Snart 80-årig ville gerne vente nogle år med at sætte gang i større udbetalinger fra sin ordning, men hans bank beder ham her og nu lægge planer for hævninger over 10 år. I pensionsselskaber kan opsparingen udbetales livsvarigt.

Senest opdateret: tirsdag 14. april 2026

Bjørn Danelund fra Hillerød har en aldersopsparing i banken, som han godt vil vente med at tage hul på. Det samme har hans kone.

De er begge 79 år, og nu efterlyser banken, at de skal lægge en plan for udbetalingerne fra ordningen. De skal begynde med at få penge, når de fylder 80.

De ville gerne vente med  i hvert fald større udbetalinger indtil om måske 5 år. Men banken vil have dem til, at de skal hæve mindst 10 % årligt af opsparingen over de næste 10 år fra deres 80-års dag.

”Det er nogle skrappe betingelser. Vi ville gerne beholde mest muligt i aldersopsparingen, fordi beskatningen af afkast i den ordning er lav, og fordi udbetalingerne er skattefrie,” siger Bjørn Danelund.

De har en plan

Hustruen får udbetalinger fra en ratepension de næste 5 år. Derefter kunne det passe fint for dem for alvor at tage hul på aldersopsparingen.

De er klar over, at pengene skal være færdigudbetalt, inden de fylder 90. De er også med på at tage hul på aldersopsparingen nu, men vil så gerne i starten nøjes med lave beløb.

Ifølge banken kan der i hvert fald ikke hos dem være forskel på de årlige rater.

Det siger banken

Bjørn Danelund peger også på, at udbetalinger fra aldersopsparing ikke fører til modregning i pensionstillæg. Men når pengene er udbetalt fra ordningen og sat på en almindelig konto i banken, så vil renter på den kunne føre til mindre i pensionstillæg.

”Også derfor vil vi gerne vente på at få udbetalt større beløb fra aldersopsparingen, indtil vi har brug for dem i vores budget,” siger Bjørn Danelund.

Parret er kunder i Danske Bank. Til Faglige Seniorers nyhedsbrev forklarer banken, at de anbefaler kunder at tage minimum 10 % årligt ud, hvis kunden ikke har brug for pengene her og nu.

Desuden er der mulighed for at få ekstra udbetalinger undervejs. Det vil så føre til, at de fremtidige årlige udbetalinger bliver mindre.

Hvert år foretages der en ny beregning ud fra afkastet på aldersopsparing. Så reguleres udbetalingen op eller ned, afhængig af om der er tjent eller tabt penge

Ekstra mulighed i pensionsselskaber

Lovgivningen giver  tre muligheder for at få aldersopsparing ud: Dels som en sum på én gang, dels som klatvise udbetalinger og dels som rater. En række banker og pensionsselskaber har alle tre muligheder.

Men uanset hvad kunden vælger, så skal udbetalingen sættes i gang senest 20 år efter pensionsudbetalingsalderen. Det vil for en del nuværende seniorer i praksis være ved 80-års fødselsdagen.

I nogle pensionsselskaber findes der yderligere en mulighed. Her kaldes aldersopsparingen teknisk ofte aldersforsikring.

Her kan kunder eller medlemmer også i nogle selskaber vælge ud at få opsparingen ud som en livsvarig ydelse. Dermed kan nogle være heldige at få penge i mange år – og stadig typisk uden at det påvirker pensionstillægget.

Find din pensionsudbetalingsalder

Det kan være lidt kryptisk at finde ud af, hvornår man tidligst kan få udbetalinger fra aldersopsparing eller aldersforsikring og andre ordninger. Og ligedan hvornår man senest skal begynde at tage midlerne ud.

Tidspunkterne afhænger af den enkeltes pensionsudbetalingsalder.

Find din pensionsudbetalingsalder her.

Sådan kan aldersopsparing – eller aldersforsikring – udbetales

En aldersopsparing kan aftales udbetalt som enten

  1. Et éngangsbeløb, der senest skal udbetales 20 år efter, at han eller hun har opnået pensionsudbetalingsalderen. (For nutidens seniorer er pensionsudbetalingsalderen ofte typisk 60 år, så udbetaling skal ske senest ved 80 år.)
  2. Delvise udbetalinger, der senest skal udbetales 20 år efter, at han eller hun har opnået pensionsudbetalingsalderen.
  3. Rater

    • Udbetalingen af raterne skal være påbegyndt senest 20 år efter, at han eller hun har opnået pensionsudbetalingsalderen.
    • Det er ikke en betingelse, at rateudbetalingen sker over mindst 10 år.
    • Sidste rate skal udbetales senest i kalenderåret 30 år efter, personen har nået pensionsudbetalingsalderen (Typisk 90 år i øjeblikket).
    • Udbetales aldersopsparingen i lige store rater, kan restværdien af aldersopsparingen, når som helst udbetales helt eller delvist.
    • Ved delvis udbetaling fastlægges et nyt rateudbetalingsforløb.

  4. I nogle forsikringsselskaber og pensionskasser findes der derudover den mulighed, at aldersopsparingen (aldersforsikringen) kan udbetales som en livsvarig ydelse. Det valg kan ikke træffes i pengeinstitutter.

Kilde: Skattestyrelsen om aldersopsparing og Skattestyrelsen om aldersforsikring

Først publiceret: tirsdag 7. april 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 14. april 2026 kl. 13:13

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form