En kvinde i rød jakke krammer en ung pige med blondt hår og hestehale, som ser trist ud. De står indendørs op ad en væg med afskallet grøn maling, hvilket tyder på problemer i det, der kunne være et beskyttelsesrum eller et forladt herberg.

Beskyttelsesrummene i Danmark er ikke klar til at modtage mennesker i en krisesituation, lyder det fra ekspert.

Problemerne vælter frem efter kontrol af over tusinde beskyttelsesrum

Nye indberetninger fra kommuner afslører massive problemer med beskyttelsesrum, der ifølge ekspert ikke står klar til at modtage folk i en krisesituation.

Senest opdateret: tirsdag 14. april 2026

Et er blevet til et fixerum, et andet står under vand, og et tredje kan ikke låses af, fordi en hjemløs person er flyttet ind.

Der er med andre ord massive problemer med en stor del af de rum, der skal beskytte danskerne i tilfælde af krig.

Det dokumenterer en aktuel gennemgang af de såkaldte betondækningsgrave, som Licitationen har fået aktindsigt i.

De foreløbige resultater tegner et klart og alt andet end muntert billede. Af de 1.308 gennemgåede beskyttelsesrum har 416 mindst ét problem. Det svarer til knap hver tredje.

Hans Scheving, arkitekt, sikkerhedsspecialist og adm. direktør i rådgivningsvirksomheden Ad Usum, er langt fra imponeret, da Licitationen præsenterer ham for de foreløbige indrapporteringer.

“Jeg tænker, at vi næsten må starte forfra på det her område. De er ikke klar til at modtage mennesker i en krisesituation. Det vil være både ønsketænkning og tåbeligt at tro,” siger han.

Begyndt at ruste

Det er Styrelsen for Samfundssikkerhed, der som tidligere omtalt i Licitationen, har iværksat eftersynet af de omkring 3.200 betondækningsgrave, der ifølge Beredskabsstyrelsen findes i Danmark.

Kommunerne skulle have indleveret indrapporteringerne senest den 15. marts i år, men mange steder er man blevet forsinket, så indtil videre er der kun indleveret 1.308 registreringer.

I næsten hvert femte af de undersøgte beskyttelsesrum er der konstateret revner i gulve, vægge eller lofter.

Den reelle andel kan dog være højere, da der i nogle af de indrapporterede kontrolskemaer mangler svar. Det skyldes blandt andet, at der flere steder ikke har været adgang til rummene, eksempelvis fordi de ikke har kunnet lokaliseres.

Ifølge Hans Scheving hænger de mange betonproblemer ofte sammen med blotlagt armering, som over tid er begyndt at ruste, og det betyder, at konstruktionen i dag vil være svækket.

Alene udbedringen af dette problem vil være både omfattende og koste i milliardklassen, vurderer han.

Han peger samtidig på, at situationen ser mere positiv ud i andre nordiske lande, særligt i Finland, hvor kravene til beskyttelsesrum for nylig er blevet skærpet for at sikre, at de faktisk kan anvendes.

Ifølge Hans Scheving kan det derfor være både hurtigere og billigere at undersøge, om eksisterende kældre, parkeringsanlæg og lignende rum kan omdannes til sikringsrum.

En bred vifte af problemer

Selv om indberetningerne spænder over en bred vifte af problemer, tegner der sig et tydeligt mønster: Fugt og vand, og dermed en øget risiko for skimmelsvamp, er blandt de mest gennemgående udfordringer i de betondækningsgrave, hvor der er registreret fejl og mangler.

I mere end hver fjerde registrering er der konstateret fugt eller vand i mindst ét rum.

Omfanget af vandskaderne varierer fra tilfælde, hvor der er tale om mindre vandansamlinger eller fugtige overflader, til tilfælde, hvor hele rum står under vand.

Indberetningerne rummer samtidig mere usædvanlige bemærkninger om, hvad der skal til, før rummene kan tages i brug.

I én registrering fremgår det eksempelvis, at “det skal afgøres, om den hjemløse skal fjernes (politi), så beskyttelsesrummet kan lukkes/låses”.

Et andet sted er der “indikationer på, at rummet er blevet brugt som fixerum”, mens betonen i en tredje registrering beskrives som “helt flækket”.

Hvad mener du?

Hvad er din holdning til, at der er massive problemer med en stor del af de rum, der skal beskytte danskerne i tilfælde af krig?

Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: torsdag 9. april 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 14. april 2026 kl. 16:02

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form