En politibetjent i uniform holder en åben pung med et nyt skilt og en badge med det danske rigsvåben og ordet POLITI, der viser officiel identifikation fra politiet.

For at gøre politiskiltet så let at aflæse som muligt, findes kun billede, ID-nummeret og teksten POLITI på skiltets forside, mens al anden information er flyttet til skiltets bagside. Foto: Rigspolitiet.

Politiet får nyt skilt: Det skal du kigge efter

Betjentes navne fjernes fra politiets nye ID-kort. Samtidig skal et mere sikkert politiskilt gøre det sværere at bruge falske skilte til bedrageri.

Senest opdateret: mandag 15. juni 2026

Politiet får nyt politiskilt efter mere end 30 år.

I løbet af juni bliver det nuværende politiskilt skiftet ud med et nyt og mere moderne skilt.

Det oplyser Rigspolitiet.

Målet er at gøre politiskiltet mere tidssvarende og øge sikkerheden for både borgere og politiets ansatte.

Det nuværende politiskilt blev indført i 1994. Det består af grønt sikkerhedspapir med pasfoto, personlige oplysninger og stempel.

Kortet sidder i et læderetui med politiets våbenskjold på forsiden.

En politibetjent i uniform holder et nyt skilt op med et foto, ordet "POLITI" og nummeret D5678, som ses tydeligt. Betjentens hånd og en del af skjorten og slipset er også til stede, så alle kan kigge efter.

“Med den teknologiske udvikling, der har været siden 1994, er der behov for at modernisere politiskiltet, sikre det bedre mod forfalskning og styrke retssikkerheden for både borgerne og politiets ansatte, når det benyttes i fremtiden,” siger rigspolitichef Thorkild Fogde.

Navn fjernes fra forsiden

En af de største ændringer er, at betjentenes navne fjernes fra forsiden af politiskiltet.

I stedet kommer betjentens ID-nummer til at stå tydeligt på kortet.

Det er samme type ID-nummer, som uniformerede betjente allerede bærer på uniformen.

Ifølge Rigspolitiet betyder det, at borgere fremover kan nøjes med at notere ID-nummeret, hvis der er behov for at finde frem til en bestemt betjent.

“Fremover behøver man ikke længere som borger at bede for eksempel en civil betjent om hans eller hendes fulde navn. Man kan nøjes med at notere sig ID-nummeret på politiskiltet, hvorefter vi i politiet nemt og hurtigt kan finde frem til den pågældende. Det giver en bedre sikkerhed for alle parter,” siger Thorkild Fogde.

På forsiden af det nye politiskilt vil der kun være billede, ID-nummer og teksten POLITI. Andre oplysninger flyttes til bagsiden.

Der bliver også tilføjet et emaljeskilt med uniformsemblemet på indersiden af læderetuiet. Det skal være med til at gøre politiskiltet sværere at forfalske.

Falske politifolk har narret ældre

Et mere sikkert politiskilt kan også få betydning i sager, hvor kriminelle udgiver sig for at være fra politiet.

Det vurderer Rasmus Munksgaard, der er lektor i kriminologi ved Institut for Samfund og Politik på Aalborg Universitet.

“Jo sværere, det er at udgive sig for at være politiet, desto sværere bliver det at begå den slags forbrydelser,” siger han til Ritzau.

Det nye politiskilt

Det skal du kigge efter: Fra 1. juli 2026 gælder kun det nye politiskilt.

På forsiden står der:

  • Billede
  • ID-nummer
  • POLITI

Skiltet sidder i et læderetui med politiets våbenskjold.

Er du i tvivl, så notér ID-nummeret og ring selv til politiet på 114.

Flere især ældre borgere bliver snydt af personer, der udgiver sig for at være fra politiet.

Svindlerne ringer til ofrene og fortæller, at der for eksempel er mistænkelige transaktioner på deres bankkonti. Derefter skulle politiet angiveligt komme for at hente deres betalingskort.

Personen, der dukker op på adressen, viser et falsk politiskilt. Enten fysisk eller på en mobiltelefon.

Kan skabe distance

Rasmus Munksgaard peger dog på, at mange borgere endnu ikke har set det nye politiskilt.

“Så det er svært at sige på nuværende tidspunkt, om ændringen kommer til at hjælpe potentielle ofre med at spotte for eksempel falske politibetjente,” siger han til Ritzau.

Han peger også på, at der er en afvejning mellem hensynet til borgerne og hensynet til politiets ansatte.

“Det betyder også noget, om man møder et menneske med et navn. Hvis man kun møder et ID-nummer, kan det måske skabe mere distance mellem borger og myndighed,” siger Rasmus Munksgaard.

“Men det er en afvejning. Jeg kan udmærket godt forstå, at man gerne vil give sine ansatte en form for beskyttelse. Vi har tidligere set, at både politibetjente og fængselsbetjente er blevet udsat for chikane,” siger han til Ritzau.

Ring selv til politiet

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt en person er fra politiet, kan du selv ringe til politiet og få det tjekket.

  • Bed om at se politiskiltet og notér ID-nummeret.
  • Ring derefter til politiet på 114.
  • Brug ikke et telefonnummer, som personen selv giver dig.

Politiet beder ikke borgere om at udlevere betalingskort, pinkoder, MitID-oplysninger, kontanter, smykker eller andre værdier.

Hvis nogen beder om det, skal du afbryde kontakten og ringe til politiet.

I juni 2026 vil både det gamle og det nye politiskilt være gyldigt.

Fra 1. juli 2026 er det kun det nye politiskilt, der gælder.

Bliv sikker med SeniorTryg.dk

På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.

Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.

Du kan læse om seniorer, der har været udsat for svindel og prøve et interaktivt spil. Her lærer du, hvad du skal være opmærksom på – hvor du kan være sårbar overfor kriminelles forsøg på svindel. 

Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.

Først publiceret: torsdag 28. maj 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 15. juni 2026 kl. 11:24

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen