
Regeringen vil hæve folkepensionen
Regeringen foreslår, at folkepensionister med de laveste indkomster skal have 1.000 kroner mere om måneden.
Senest opdateret: onsdag 17. juni 2026
”Det er et vigtigt og sympatisk forslag. For der findes pensionister i Danmark, som har meget lidt at gøre godt med. Mennesker der mærker hver eneste prisstigning på el, varme og dagligvarer. For dem kan 1.000 kroner om måneden gøre en reel forskel i hverdagen”, siger Faglige Seniorers landsformand, Mette Kindberg.
Mange ubesvarede spørgsmål
Dette står der i regeringsgrundlaget: “Sikre en bedre økonomi for de folkepensionister, der har mindst, med 1.000 kr. ekstra om måneden.”
Der står altså ikke i regeringsgrundlaget, om de 1.000 kroner skal gives via pensionstillægget, ældrechecken eller en ny ydelse eller, hvornår det vil gælde fra. Det vil kræve et efterfølgende politisk udspil og lovforslag.
Faglige Seniorers nyhedsbrev vil følge forslaget tæt, og vi skriver om det straks, når der er nyt om forslaget.
Tilmeld dig det gratis nyhedsbrev her, og få automatisk besked, når der er nyt om forhøjelsen af folkepensionen.
Ikke nok
”Forslaget løser ikke den grundlæggende udfordring. Problemet er ikke kun, at nogle pensionister har for få penge. Vi står i en situation, hvor arbejdspladser mangler medarbejdere. Hvor mange seniorer gerne vil arbejde nogle timer om ugen. Og hvor samfundet efterspørger netop den erfaring og stabilitet, som seniorer kan tilbyde. Alligevel mødes mange af modregningsregler, tillægsberegninger og økonomiske benspænd, som gør gevinsten ved at arbejde mindre end den burde være. Derfor må diskussionen ikke stoppe ved 1.000 kroner mere om måneden til de fattigste pensionister.”
Først publiceret: tirsdag 2. juni 2026
Artiklen er sidst opdateret onsdag 17. juni 2026 kl. 09:34


