Google har fået kunstig intelligens: Få glæde af den nye måde at søge på
Google har ændret den måde, vi søger på. Nu kan du stille spørgsmål med almindelige sætninger og få et samlet svar i stedet for en lang liste med hjemmesider. Her er en enkel guide til at komme godt i gang.
Senest opdateret: tirsdag 7. juli 2026
Google er i gang med den største forandring af søgemaskinen i mere end 25 år. Hvor du tidligere fik en liste med links, får du nu ofte et direkte svar skrevet af kunstig intelligens. Google kalder den nye funktion for AI Mode.
AI er den engelske forkortelse for kunstig intelligens.
For mange seniorer kan det virke uvant. Men når du lærer de nye muligheder at kende, kan du faktisk få hurtigere og bedre svar på mange af hverdagens spørgsmål.
Tidligere skulle du selv åbne flere hjemmesider og samle informationerne.
Nu kan Google læse mange kilder på én gang og lave et samlet svar til dig. Du kan bagefter stille opfølgende spørgsmål.
Eksempel:
I stedet for at søge:
“Hvad er reglerne for hjælp til fodpleje?”
kan du spørge:
“Hvilken ret har jeg til støtte til fodpleje, når jeg er folkepensionist i Randers kommune og ikke længere selv kan bøje mig ned til mine føder?”
Jo mere præcist du spørger, desto bedre svar får du.

5 gode råd til at bruge den nye Google
1. Stil hele spørgsmål
Glem de korte søgeord.
Skriv i stedet det spørgsmål, du gerne vil have besvaret.
Dårligt:
- pensionstillæg arbejde
Bedre:
- Hvordan påvirker lønindtægt mit pensionstillæg som folkepensionist?
2. Giv Google lidt baggrund
Googles kunstige intelligens bliver bedre, når den kender sammenhængen.
Eksempel:
“Jeg er 70 år og skal til Holland med tog. Hvordan finder jeg de billigste billetter?”
Det giver ofte mere brugbare svar end blot at skrive:
“Billige togbilletter Holland.”
3. Stil et opfølgende spørgsmål
Den nye Google husker samtalen.
Hvis du har spurgt om togrejser i Holland, kan du bagefter skrive:
“Hvad hvis jeg rejser i august?”
eller
“Kan jeg tage min cykel med?”
Du behøver ikke starte forfra hver gang.
4. Bed om sammenligning
AI er god til at sammenligne.
Prøv for eksempel:
“Hvad er forskellen på ejendomsskat og ejendsomsværdiskat?”
eller
“Sammenlign de billigste mobilabonnementer til seniorer.”
Google kan samle oplysningerne i en overskuelig form.

5. Bed om hjælp til planlægning
AI kan hjælpe med mere end fakta.
Prøv:
“Lav et forslag til en fire dages togrejse i Holland for to seniorer.”
eller
“Lav en pakkeliste til en uges ferie i Norge i september.”
Husk at AI kan tage fejl
Selvom svarene ofte virker overbevisende, er de ikke altid korrekte. Google understreger selv, at AI-svar skal bruges som hjælp og ikke som eneste kilde.
Derfor bør du især kontrollere oplysninger om økonomi, pension, sundhed og jura. Et godt råd er altid at kigge på de kilder og links, som Google viser sammen med svaret. Er kilden troværdig? Og er informationerne opdaterede?
Prøv disse spørgsmål:
Den nye Google handler mindre om at finde hjemmesider og mere om at føre en samtale. Jo mere præcist du beskriver dit spørgsmål, desto bedre hjælp får du.
Men husk stadig den gamle regel: Brug din sunde fornuft og tjek vigtige oplysninger, før du træffer beslutninger.
Hvis du vil øve dig, kan du starte med:
- Hvordan får jeg mest ud af min folkepension?
- Hvilke seværdigheder skal jeg opleve på Bornholm?
- Hvordan dyrker jeg tomater i krukker?
- Hvilken mobiltelefon er lettest at bruge for seniorer?
- Forklar mig reglerne for boligydelse på en enkel måde.
- Lav en ugeplan med sunde middagsretter til to personer.
Bruger du Google til at søge efter svar?
Webinar: Lær mere om om kunstig intelligens – tilmeld dig her
Først publiceret: tirsdag 7. juli 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. juli 2026 kl. 14:57