
Pensionist tjek her: Se hvor gammel du kan forvente at blive
Danskernes levetid stiger for tredje år i træk. Nye tal viser, hvor gamle mænd og kvinder kan regne med at blive – men vi lever stadig kortere end vores svenske og norske naboer. Prøv beregner her - og se hvor gammel du kan forvente at blive.
Senest opdateret: onsdag 22. juli 2026
Hvor gammel kan du forvente at blive?
Det kan du få et bud på i ATP’s beregner, som viser den forventede levetid. Beregningen er ikke et svar på, hvor gammel du personligt bliver, men bygger på udviklingen i danskernes levetid.
De nyeste tal fra ATP viser, at levetiden steg i 2025 for tredje år i træk. Fremgangen kommer efter to år med fald under coronapandemien i 2021 og 2022.
Men selv om udviklingen igen går den rigtige vej, lever danskerne fortsat kortere end vores nærmeste naboer.
Prøv beregneren længere nede i artiklen.
Kvinder lever længere end mænd
Fra 2024 til 2025 steg den forventede restlevetid for en 67-årig kvinde med 1,2 måneder. For en 67-årig mand var stigningen på 0,4 måneder.
Med den nuværende dødelighed kan en 67-årig dansk kvinde forvente at blive 86,9 år. En 67-årig mand kan forvente at blive 84,4 år.
ATP beregner også, hvordan levetiden kan udvikle sig i fremtiden. Når de forventede fremtidige forbedringer regnes med, kan både kvinder og mænd på 67 år se frem til yderligere 1,9 års levetid.
Det betyder, at en 67-årig kvinde kan forvente at blive 88,8 år, mens en mand kan forvente at blive 86,3 år.
Corona slog hul i udviklingen
Danskernes levetid faldt i både 2021 og 2022. Siden er den steget tre år i træk, men efterslæbet fra coronaårene er endnu ikke indhentet.
”Man kan sige, at corona rev et hul i danskernes levetid. Det hul er vi ved at lappe, men vi har ikke fyldt det helt op endnu. Pandemien gav en overdødelighed, særligt blandt ældre danskere, og det mærker vi stadig effekten af,” siger Camilla Fredsgaard Larsen, ansvarshavende aktuar i ATP.
Levetiden stiger langsommere
Selv om danskerne lever længere, går fremgangen langsommere end tidligere.
I de seneste ti år er den forventede restlevetid for 67-årige i gennemsnit steget med 0,9 måneder om året for kvinder og én måned for mænd.
I det foregående årti var de årlige stigninger på henholdsvis 1,9 måneder for kvinder og 2,2 måneder for mænd.
Tempoet er dermed omtrent halveret.
På 50 år er der dog sket en markant udvikling. I 1976 kunne en 67-årig kvinde forvente at blive 82,5 år. I dag er tallet 86,9 år.
For mænd er den forventede alder steget fra 79,3 til 84,4 år.
Det svarer til en stigning på 4,4 år for kvinder og 5,1 år for mænd.
Danmark ligger i bunden
Danskerne lever fortsat omkring et år kortere end både svenskerne og nordmændene. Det gælder for både mænd og kvinder, og forskellen har bestået i mere end 30 år.
Danmark ligger samtidig blandt de vestlige lande med den laveste forventede levetid.
”Det overrasker nok de fleste, men vi er faktisk et af de vestlige lande, hvor folk lever kortest overhovedet. I hele den rige verden, Danmark er en del af og sammenligner sig med, ligger Danmark i den allernederste del af feltet på forventet levetid. Det er måske ikke lige dér, man regner med at finde Danmark,” siger Camilla Fredsgaard Larsen.
Efterslæbet begyndte i 1980’erne
Forklaringen skal ifølge ATP blandt andet findes mere end 40 år tilbage.
Fra 1980 til 1995 stod danskernes levetid stort set stille. I den periode steg den i gennemsnit med blot 0,1 måned om året, mens levetiden fortsatte med at vokse i Norge og Sverige.
Det efterslæb har Danmark endnu ikke indhentet.
”Det er et paradoks: Danmark er verdensmester i velstand – men slet ikke i lange liv. Det er en levetidsgæld fra 1980’erne og 90’erne, som vi stadig betaler af på. Dengang stod levetiden i Danmark nærmest stille i 15 år, mens Norge og Sverige fortsatte fremad. Den forskel er stadig meget tydelig,” siger Camilla Fredsgaard Larsen.
Fakta: Så længe kan 67-årige forvente at leve
- En 67-årig kvinde kan med den nuværende dødelighed forvente at blive 86,9 år.
- En 67-årig mand kan med den nuværende dødelighed forvente at blive 84,4 år.
- Med forventede fremtidige forbedringer er tallene 88,8 år for kvinder og 86,3 år for mænd.
- Levetiden steg i 2025 for tredje år i træk.
- Danskerne lever omkring et år kortere end svenskere og nordmænd.
Kilde: ATP
Først publiceret: tirsdag 21. juli 2026
Artiklen er sidst opdateret onsdag 22. juli 2026 kl. 12:58


