
Senior-storm på Facebook: Vi bliver ladt tilbage af bankerne
Bankerne har fjernet næsten hver fjerde pengeautomat siden 2023. Nu raser seniorer over lange afstande, gebyrer og mindre personlig betjening – men bankerne afviser en fælles grænse for, hvor langt der må være til kontanter.
Senest opdateret: tirsdag 18. august 2026
“Jeg er træt af at blive hundset med.”
Sådan lyder en af reaktionerne, efter at Faglige Seniorers nyhedsbrev skrev om udviklingen med færre pengeautomater i Danmark.
Artiklen har udløst en livlig debat på Faglige Seniorers Facebook-side. Mange læsere fortæller, at de oplever udviklingen som endnu et skridt væk fra kontanter, personlig betjening og retten til selv at vælge, hvordan de vil betale.
(Se opslaget på Facebook- klik på billedet herunder)
Flere peger på, at færre pengeautomater især rammer ældre, handicappede, ikke-digitale borgere og personer uden bil.
En læser skriver, at hun har 32 kilometer til en automat, hvor man både kan hæve og sætte penge ind.
En anden skriver om konsekvensen for dem, der ikke har kørekort:
“Er sgu på røven.”
En tredje læser fortæller, at der kun er tre kilometer til nærmeste automat, men at hun skal stå udenfor og hæve penge.
“Bryder mig ikke om det,” skriver hun.
Hun fortæller også, at det ville koste 25 kroner i gebyr at hæve i en anden automat.
“Det får ikke af mig,” skriver hun.
Hver fjerde automat er nedlagt
Debatten kommer efter en ny analyse fra Nationalbanken.
Den viser, at bankerne siden 2023 har reduceret antallet af kontantautomater med 24 procent.
Ifølge Nationalbanken hænger udviklingen sammen med, at danskerne bruger færre kontanter og foretager færre kontanthævninger.
Kontanter blev i 2025 brugt ved 9 procent af betalingerne i den fysiske handel. I 2023 var andelen 11 procent.
Men Nationalbanken understreger samtidig, at der fortsat er brug for pengeautomater i hele landet.
Bankerne: Kontakt din egen bank
Faglige Seniorers nyhedsbrev har spurgt Finans Danmark, der er bankernes brancheorganisation, hvad bankernes ansvar er over for ældre, handicappede og ikke-digitale kunder, der fortsat er afhængige af kontanter.
“De danske banker er der for alle kunder, også ældre, personer med handicap og borgere, som ikke benytter digitale løsninger,” siger Malene Gøttge Rasmussen, underdirektør for digital innovation, kritisk infrastruktur og beredskab i Finans Danmark.
Hun siger, at bankerne er opmærksomme på, at nogle kunder fortsat har behov for personlig vejledning, hjælp til bankforretninger og adgang til kontanter.
“Derfor opfordrer vi kunder med særlige behov til at tage kontakt til deres bank for at høre om de løsninger og muligheder, banken tilbyder,” siger hun.
Ifølge Finans Danmark er kontanter fortsat tilgængelige gennem et landsdækkende netværk af pengeautomater. Mange butikker tilbyder desuden, at kunder kan hæve kontanter i forbindelse med køb.
Ingen fælles grænse
Men der findes ikke en fælles grænse for, hvor langt der må være til den nærmeste pengeautomat.
“Der findes ikke en fælles kilometergrænse for, hvor langt der må være til nærmeste kontantautomat. Behovene og de lokale forhold varierer fra område til område,” siger Malene Gøttge Rasmussen.
Hun henviser til Nationalbanken, som vurderer, at omkring én procent af borgerne har mere end 10 kilometer til den nærmeste pengeautomat. Det er omtrent uændret i forhold til 2023.
Ifølge Nationalbanken skyldes det blandt andet, at mange af de automater, der er fjernet, lå i områder, hvor der allerede var en eller flere automater i nærheden.
Men for den enkelte borger kan afstanden stadig være et stort problem, hvis man ikke har bil, er dårligt gående eller har brug for en bestemt type automat.
Sværere at sætte penge ind
Nationalbanken peger også på en vigtig forskel: Det er ikke det samme at hæve kontanter som at sætte kontanter ind.
Man kan som regel hæve penge i mange automater, uanset hvilken bank man er kunde i. Men hvis man vil sætte kontanter ind på sin konto, kræver det normalt, at man bruger en automat fra sin egen bank eller en bank, der samarbejder med den.
Derfor kan lukningen af en enkelt automat med indbetalingsfunktion få større betydning end lukningen af en almindelig hæveautomat.
Det rammer netop den type kritik, som flere læsere rejser: At den nærmeste automat ikke nødvendigvis er den rigtige automat.
“Bankerne forsvinder”
På Facebook handler debatten blandt ikke kun om pengeautomater.
Mange læsere kobler udviklingen sammen med færre bankfilialer, mindre personlig betjening, flere apps, selvbetjening og krav om digitale løsninger.
“Jeg benytter mig af kontant betaling, foretrækker menneskelig betjening både i forretninger, banker og læger – ingen selvbetalingsautomater eller online lægebesøg,” skriver en læser.
En anden læser mener, at udviklingen især rammer dem, der i forvejen har sværest ved at klare sig digitalt.
“Igen er det ældre og handicappede der står for tur med nedskæringer og omlægninger,” skriver læseren.
Samme læser skriver også:
“Bankerne forsvinder også lige så rask fra gadebilledet.”
Og konklusionen er klar:
“Det er ikke i orden.”
Ved ikke hvor mange flere der lukker
Faglige Seniorer har også spurgt Finans Danmark, hvor mange flere pengeautomater bankerne forventer at lukke i de kommende år.
Det findes der ikke noget samlet svar på.
“Vi har ikke kendskab til et samlet estimat for eventuelle fremtidige lukninger af kontantautomater,” siger Malene Gøttge Rasmussen.
Ifølge Finans Danmark er det de enkelte banker og operatører, der beslutter, om en automat skal oprettes, drives videre eller nedlægges.
Beslutningen træffes blandt andet på baggrund af kundernes efterspørgsel og den lokale brug af automaten.
“Vi kan derfor ikke sige noget generelt om, hvordan antallet af automater vil udvikle sig de kommende år,” siger hun.
Gebyrer er bankens egen sag
Flere kunder oplever også, at det kan koste gebyr at bruge en anden banks pengeautomat.
Men heller ikke her vil Finans Danmark tage stilling.
“Gebyrer er et anliggende mellem den enkelte bank og dens kunder, og derfor er det ikke noget, Finans Danmark tager stilling til,” siger Malene Gøttge Rasmussen.
Hun peger på, at bankerne konkurrerer på blandt andet priser, service, rådgivning og adgang til løsninger som pengeautomater.
Nye pengesedler på vej – brug for automater
Selv om kontanter bruges mindre i dagligdagen, har de fået en ny rolle som beredskab.
Nationalbanken skriver, at flere borgere har kontanter liggende, hvis digitale betalingsløsninger ikke virker.
Samtidig bliver pengeautomater ekstra vigtige i de kommende år, fordi Danmark får nye pengesedler i 2028 og 2029.
Når de nye sedler kommer, vil der være en overgangsperiode, hvor både de nuværende og de nye sedler er gyldige. Senere bliver den nuværende seddelserie fra 2009 ugyldig.
Nationalbanken understreger derfor, at borgerne fortsat skal have mulighed for at indlevere kontanter via pengeautomater.
Har du fået længere til en pengeautomat de senere år?
Hvad mener du?
Hvad er din holdning til færre pengeautomater? Deltag i debatten på Faglige Seniorers Facebook-side.
Din pengeautomat forsvinder: Det kan du gøre
1 Spørg banken: Hvor kan jeg sætte kontanter ind?
Det vigtigste er ikke altid den nærmeste hæveautomat. Hvis du skal sætte kontanter ind, kan du ofte kun bruge din egen banks automat eller en automat i et banksamarbejde. Spørg banken præcist, hvor du kan indsætte kontanter uden ekstra besvær.
2 Tjek om du betaler gebyr i andre automater
Det kan koste penge at hæve i en anden banks automat. Spørg din bank, hvilke automater du kan bruge gratis – og hvad det koster, hvis du bruger en anden.
3 Undersøg om du kan hæve over beløbet i butikker
Mange butikker giver mulighed for at hæve kontanter, når du handler. Det kan være en løsning, hvis der er langt til en automat. Spørg i din lokale dagligvarebutik, om de tilbyder det.
4 Bed om en konkret løsning, hvis du har svært ved at komme til en automat
Er du dårligt gående, uden bil, handicappet eller ikke digital, så kontakt banken og forklar dit konkrete problem. Spørg: Hvordan kan jeg fortsat hæve og indsætte kontanter?
5 Overvej om din bank passer til dit behov for kontanter
Bruger du ofte kontanter, bør du undersøge, om din bank stadig giver dig rimelig adgang til automater, indbetaling og personlig hjælp. Ellers kan det være værd at sammenligne med andre banker og eventuelt skifte.
Først publiceret: tirsdag 11. august 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 18. august 2026 kl. 16:53


