Faglige Seniorer: Flere ældre klar til at fortsætte i job
Seniorerne stormer frem på arbejdsmarkedet, viser nye tal. Men endnu flere ældre er parate til at arbejde, hvis jobbene bliver mere fleksible, mener Faglige Seniorer.
Senest opdateret: onsdag 6. juni 2018
Antallet af seniorer i job vokser eksplosivt. De udgør omkring hver tredje af de 163.000 danskere, der de sidste fire år har fået arbejde.
Det viser nye tal fra Finansministeriet.
I alt er antallet af 60-64-årige i job vokset med 52.000.
Seniorer fortsætter i job
Fremgangen for seniorerne skyldes især, at efterlønsalderen er hævet. Desuden har de ældre også nydt godt af, at der er gunstigere konjunkturer på i erhvervslivet og dermed flere job.
”De hidtidige erfaringer viser, at de 60-årige, der har fået udskudt deres efterlønsalder, arbejder i stort set uformindsket omfang frem til deres nye forhøjede efterlønsalder”, fremhæver Finansministeriet i en meddelelse.
Stærk tilknytning til arbejdsmarkedet
Tallene viser samtidig, at beskæftigelsesprocenten for de 60-64-årig er forøget med 11 procent over perioden.
Det er markant mere end øvrige grupper af lønmodtagere.
Dermed har seniorerne fået en markant forbedret tilknytning til arbejdsmarkedet.
Trist nedslidte ikke selv kan vælge
Direktør for Faglige Seniorer, Palle Smed, glæder sig over, at flere seniorer bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet.
”For de lønmodtagere, der er nedslidte, er det fortsat trist, at de ikke har mulighed for selv frivilligt at vælge en tidligere tilbagetrækning. Men for de seniorer, der både kan og vil arbejde, er det positivt at de selv som seniorer kan bevare deres job og eller skifte til et andet”, siger Palle Smed.
Der er fortsat masser af ældre, der gerne vil blive lidt længere på arbejdsmarkedet.
”Men jeg er også sikker på, at potentialet er langt større, hvis arbejdsgiverne i endnu højere grad fokuserer på deres seniormedarbejdere, sikrer at arbejdsmiljøet er i orden, men også investerer i efteruddannelse. For selv om man er 60 år har man fortsat behov for at udvikle sig”.
Skab flere attraktive senior-job
Han tilføjer, at det er vigtigt for seniorerne, at de føler sig værdsat på arbejdspladsen, men også at samværet med kollegerne har stor betydning.
”Der er fortsat masser af ældre, der gerne vil blive lidt længere på arbejdsmarkedet, hvis virksomhederne forstår at indrette arbejdspladsen, så der er job, der er attraktive i forhold til de ældre medarbejdere. Det kan være job med nedsat daglig arbejdstid, job der kan varetages få dage om ugen eller job med helt nye funktioner, der måske ikke er så krævende for seniormedarbejdere”, siger Palle Smed.
Faglige Seniorer har som en del af organisationens politik at fastholde flere ældre på arbejdsmarkedet. Blandt andet gennem flere og mere fleksible seniorjob.
Først publiceret: torsdag 19. april 2018
Artiklen er sidst opdateret onsdag 6. juni 2018 kl. 10:49