Et massivt flertal af danskerne slutter i en ny måling op bag forslaget om, at folk med mange år på arbejdsmarkedet skal kunne få folkepension før andre.

DF klar til forhandlinger om Mette F-plan: Massiv opbakning til tidligere pension

Stort flertal af danskerne støtter tidligere pension til folk med et langt arbejdsliv. Dansk Folkeparti er klar til forhandlinger om ret til tidlig tilbagetrækning.

Senest opdateret: tirsdag 2. juni 2020

Dansk Folkeparti er parat til at indgå forlig med Socialdemokratiet og venstrefløjen om ret til tidligere tilbagetrækning.

Meldingen kommer samtidig med, at en meningsmåling blandt 7.500 danskere viser stor opbakning til forslaget om, at et langt arbejdsliv skal give adgang til tidligere folkepension.

Derfor har vi sagt til Socialdemokratiet, at vi er klar til at forhandle om en differentieret pension, hvor nogle kan trække sig tre år før andre.

Bent Bøgsted, beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti

“Vi kan godt se, der er nogle problemstillinger. Derfor har vi sagt til Socialdemokratiet, at vi er klar til at forhandle om en differentieret pension, hvor nogle kan trække sig tre år før andre,” siger Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted til A4 Nu.

Faglige Seniorer: Finansminister tryller de nedslidte væk

Ikke i modstrid med velfærdsforlig

Dansk Folkeparti ser gerne, at nedslidte med mange år på arbejdsmarkedet får tre muligheder for at trække sig tilbage tidligere: Dels seniorpensionen som giver borgere med lav arbejdsevne mulighed for at trække sig tilbage op til seks år før folkepensionsalderen. Dels efterlønnen og dels en ny ret til tre års tidligere folkepension for dem, der kom tidligt på arbejdsmarkedet.

Beskæftigelsesordføreren understreger, at en eventuel model for tidligere pension ikke må være i modstrid med velfærdsforliget.

Så det er ikke sådan, at Dansk Folkeparti føler sig låst, fordi I var en del af forliget om seniorpension med den tidligere regering og de radikale?

“Nej, nej. Vi har fuld forståelse for, at der er mange, der ikke kan holde til at være på arbejdsmarkedet tiden ud. De behøver ikke være så nedslidte, at de skal over på en seniorpension, før de kan gå fra,” siger Bent Bøgsted.

For at komme i betragtning til en seniorpension skal ens ugentlige arbejdsevne vurderes til maksimalt at være på 15 timer.

Læs også: Slagteriarbejdere har størst risiko for at blive førtidspensionister

Glad minister

Støtte fra Dansk Folkeparti kan sikre politisk flertal for det omdiskuterede pensionsforslag, som statsminister Mette Frederiksen prioriterer meget højt.

Meldingen glæder da også beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S):

“Jeg tror, det er ved at gå op for Dansk Folkeparti, at vi har tænkt os at levere på det her. Vi kan og skal ikke tage deres støtte for givet, men det er utroligt positivt, at de nu så klart siger, at de er parate til at finde en fornuftig løsning,” siger Peter Hummelgaard.

Han har personligt gennem flere år talt for et tættere samarbejde mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet på de store velfærdsspørgsmål:

“Vores vælgere forventer, at vi kan arbejde sammen om vigtige spørgsmål som tilbagetrækning. Det kommer til at stå sin prøve nu, og jeg vil gerne kvittere for, at Dansk Folkeparti melder sig klar til forhandlinger. Det bringer os et væsentligt skridt nærmere målet.”

Folkelig opbakning

Et massivt flertal af danskerne slutter i en ny måling op bag forslaget om, at folk med mange år på arbejdsmarkedet skal kunne få folkepension før andre.

I en Epinion-måling foretaget for Fagbevægelsens Hovedorganisation blandt over 7.500 borgere erklærer 59 procent sig enige i, at personer, som er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet og har arbejdet i mange år, skal kunne trække sig tilbage med folkepension nogle år før andre.

Beskæftigelsesministeren er ikke overrasket over den folkelige opbakning til, at jord- og betonarbejderen skal kunne få folkepension tidligere end juristen.

“Det afspejler det jeg oplever, når jeg taler med folk, uanset om de har en kort eller en lang uddannelse. Det er en kernedansk værdi at være solidarisk – også med dem, der måske har haft et hårdere arbejdsliv end en selv,” siger Peter Hummelgaard.

FH: Politikere må tage ansvar

Når så mange danskere bakker op om en tidligere folkepension, så vidner det i følge Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) om, at de muligheder, der er i dag, ikke er gode nok.

“De politikere, som har været med til at forringe efterlønnen, og nu lader tusindevis af nedslidningstruede lønmodtagere i stikken, må tage ansvaret på sig og samarbejde med regeringen om at finde en værdig løsning. De kan simpelthen ikke være andet bekendt,” siger formanden for FH, Lizette Risgaard.

Hvad mener du?

Dansk Folkeparti er nu parat til at åbne for, at personer med et langt arbejdsliv får ret til at gå på folkepension tidligere end andre. Men hvad mener du? Deltag i debatten på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK

FOLKETINGETS ÅBNING: DF KLAR TIL TIDLIG FOLKEPENSIONDansk Folkeparti er parat til at indgå forlig med Socialdemokratiet…

Slået op af Faglige SeniorerTirsdag den 1. oktober 2019

Først publiceret: tirsdag 1. oktober 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 15:18

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.