Jannik Thomsen er kaptajn på kanalrundfarten i København.

Jannik vil gerne have flere seniorer med i båden

Jannik Thomsen er kaptajn på kanalrundfarten. Han elsker sit job, og vil gerne fortsætte længe efter folkepensionsalderen, men i år savner han gæster i båden.

Senest opdateret: tirsdag 10. november 2020

Klokken er lidt i 10 søndag morgen, og sammen med kaptajnen Jannik Thomsen og guiden Pernille er jeg den eneste på båden, da kanalrundfarten skal begynde fra Nyhavn.

2 minutter over 10 kommer en familie fra Djursland springende og når lige den første tur rundt i havnen, hvor vi både skal se Operaen, Den lille Havfrue, Christianshavn og mange andre smukke steder, mens guiden Pernille fortæller de spændende historier.

”Der er desværre langt mellem gæsterne i denne sæson,” fortæller Jannik, mens vi sejler rundt i havnen og kanalerne. ”2020 er faktisk helt perfekt for danske familier og seniorer, som vil se København. Der er god plads alle steder. Se for eksempel Christianshavns kanal, hvor fredeligt der er uden al den trafik. Så kan man rigtigt nyde, hvor smukt her er.”

Familien fra Djursland har guiden helt for sig selv, og god plads at bredde sig på, da båden lægger fra i Nyhavn.

Elsker sit job

Jannick Thomsen er 63,5 år og håber på at kunne fortsætte i jobbet som kaptajn – også efter han når pensionsalderen om et par år.

”Jeg elsker mit job, og vil gerne hygge mig på arbejdet og optjene den skattefri seniorpræmie,” fortæller Jannik, som er kaptajn for 3. år i træk. ”Der er noget nyt at se på hver dag.”

Jannik har sejlet sejlbåd i mange år, og fik lyst til at leve af at sejle efter mange år som selvstændig. Nu nyder han livet som ansat:

”Som selvstændig er der altid noget at bekymre sig om og tænke over. Nu nyder jeg mit arbejde, og når jeg har fri, så har jeg fri. Det er helt klar det bedste job, jeg har haft. Man er altid omgivet af glade mennesker.”

Sikkerhed under corona

Efter 45 minutter er vi nået til Stranden, hvor 5 gæster stiger på. Turen går videre til Nyhavn gennem de små smalle kanaler, mens Jannik fortæller om, hvordan der er fokus på sikkerhed under corona.

Der bliver sprittet af, og der er håndsprit ombord:

”Sådan en sejltur er jo ude i den friske luft. Vi må kun fylde båden halvt op, og jeg kan se, at folk har lært at holde afstand,” fortæller Jannik.

”Man kan også leje både til private selskaber, klubber og virksomheder. Vi har mange seniorklubber, som tager en tur. Så kan vi sammensætte turen lige efter deres ønsker,” fortæller Jannik. ”I dag skinner skolen, men vi har også lukkede både til dårligt vejr. Jeg håber, at mange seniorer vil tage med på en tur.”

Få rabat på kanalrundfart

Normalpris for turen er 99 kroner. Du får 10% rabat, når du bruger rabatkoden fra Faglige Seniorer.

Så nemt er det:

  1. Gå ind på hjemmesiden www.stromma.com/da-dk/kobenhavn/sightseeing/sightseeing-med-bad/grand-tour/
  2. Brug rabatkoden faglige10

https://www.facebook.com/CanalToursCopenhagen/videos/695863207925568/

Først publiceret: mandag 29. juni 2020
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 10. november 2020 kl. 14:41

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.