Det er ikke længere ulovligt, hvis du vælger at drukne dræbersnegle i eksempelvis øl- og eddikefælder.

Nu må du drukne dræbersnegle og hvepse

Hidtil har det været ulovligt at bruge øl- og eddikefælder mod havens hvirvelløse dyr, men det er slut nu.

Senest opdateret: tirsdag 2. marts 2021

Har du tidligere brugt druknefælder i et forsøg på at skille dig af med havens dræbersnegle og hvepse, så har du faktisk gjort noget ulovligt.

“I princippet kunne alle haveejere have fået en bøde for det”, siger Birte Broberg, der er veterinærinspektør i Fødevarestyrelsen.

Men fremover vil du ikke længere kunne blive taget i at begå ulovligheder, hvis du vælger at drukne havens hvirvelløse dyr med eksempelvis øl- og eddikefælder.

Ny dyrevelfærdslov

Årsagen er, at den tidligere dyreværnslov, der blandt andet sagde, at man ikke måtte drukne dyr, i januar 2021 er blevet erstattet af en ny dyrevelfærdslov.

I den nye dyrevelfærdslov er hvirvelløse dyr som insekter og snegle ikke længere omfattet.

“På nuværende tidspunkt har vi ikke nogen videnskabelig dokumentation for, at hvirvelløse dyr føler smerte og lidelse ved at blive druknet”, siger Birte Broberg.

“Men hvis vi på et tidspunkt får det, så kan vi sætte et forbud i værk”, fortsætter hun.

Har du tidligere brugt druknefælder mod kryb, uden at være klar over at de var ulovlige, så er du ikke alene.

“Mange haveejere har brugt druknefælder, fordi det har virket, og man har også kunnet købe dem på markedet. Jeg forstår dog ikke hvorfor, når det har været ulovligt”, siger Berit Rørbøl, der er haveekspert i Videnscentret Bolius.

Druknefælder

Selv om det er lovligt nu, er det dog ikke den metode, som hun vil anbefale som det første, hvis du døjer med eksempelvis dræbersnegle i haven.

“Jeg har aldrig selv brugt druknefælder mod dræbersnegle, for jeg går ind for en hurtig død”, siger Berit Rørbøl, der selv foretrækker at gå ud i skumringen jævnligt for at kappe dem over med en saks eller spade.

Der kan dog være nogle situationer, hvor en druknefælde er det mest effektive valg, fordi du ikke selv har mulighed for at gå ud og samle snegle ind hver aften.

“Eksempelvis i en kolonihave, hvor man ikke kan komme hver dag, men stadig er plaget af, at dræbersneglene æder ens grøntsager”, siger hun.

Det kan også være, hvis du er ældre og har svært ved at komme fysisk ud i haven hver dag.

Sneglehegn

Savner du et mere humant alternativ til druknefælderne, kan du prøve et sneglehegn.

“Der findes nogle, som er helt okay, og hvor man ikke skader sneglene, men blot holder dem ude”, siger Berit Rørbøl.

Er du plaget af hvepse i haven, kan det dog være nødvendigt at sætte en druknefælde eller to op, så du undgår at blive stukket og dermed sætter din egen sundhed på spil, mener hun.

 

Først publiceret: tirsdag 2. marts 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. marts 2021 kl. 16:00

Emner: