Silas Holst prøver nu for anden gang at få solgt sin store ferie-lejlighed i Alanya i Tyrkiet. Foto: Emilia Therese

Demens: Silas Holst støtter op bag nyt nationalt symbol

Demens er svært at se. Derfor har Danmark fået et nyt symbol til mennesker med demens. Symbolet er en håndsrækning, der skal gøre mere trygt for mennesker med demens at færdes i det offentlige rum.

Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021

Danskerne skal til at lære et nyt symbol at kende. Et symbol, der skal gøre Danmark mere demensvenligt.

”Folk kunne jo ikke vide, om jeg var fuld eller skør, hvis jeg gjorde noget uventet eller ikke kunne finde ud af at putte kortet i dankortautomaten på apoteket, ”siger Jens Hansen, der lever med demens.

En håndsrækning

Demenssymbolet er udviklet af Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, og er en håndsrækning, der viser, man har demens.

Symbolet skal give omverdenen bedre mulighed for at hjælpe og udvise tålmodighed. For det er lige netop det, man på den ene eller anden måde kan have brug for, når man har demens.

Det nationale demenssymbol, Håndsrækningen, skal gøre det mere trygt for mennesker med demens at færdes i det offentlige rum.

”I starten af min fars demensforløb ville det her symbol have været guld værd. Jeg kan huske, at vi var nede for at handle sammen, og min far ville gerne betale – for det havde han altid gjort – så da han skulle finde penge frem, hvilket var lidt stressende, var der en, der råbte “SKYND DIG NU!”. Min far lagde bare varerne og gik. Her ville symbolet have hjulpet,” fortæller danser og skuespiller Silas Holst, der har en far med demens.

Symbolet vil forhåbentlig hjælpe i situationer som den Silas Holst fortæller om.

Tanken er, at det skal være en hjælp til mennesker med demens, men også en håndsrækning til den brede befolkning, der får lettere ved at afkode situationer. Symbolet er udviklet i tæt samarbejde med mennesker med demens, og er et frivilligt hjælpemiddel.

4 om demens-symbol

Demenssymbolet "Håndsrækningen"

  • Symbolet blev lanceret i 2021
  • Symbolet er målrettet yngre med demens og mennesker med demens, der uanset alder fortsat færdes offentligt
  • Symbolet distribueres i 97 kommuner
  • Hver fjerde dansker kender symbolet

 

Symbolet kommer i et kit, hvor der er flere elementer, der kan bruges efter behov –synligt eller mere diskret.

Kendskab er afgørende

Hvis symbolet skal have den ønskede effekt, så bliver kendskab til symbolet og til demens generelt afgørende, mener Lone Harlev, der er sekretariatsleder i Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark.

”Tanken med symbolet er, at når man ser symbolet, så er man lidt ekstra opmærksom og tilbyder eventuelt sin hjælp. Det er ikke altid, der er brug for konkret hjælp, nogle gange blot lidt mere tålmodighed. Derfor er det alfa og omega, at mange kender symbolet,” siger Lone Harlev.

Og det kræver ikke så meget at række en hjælpende hånd. Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark har tre simple råd, du kan følge, hvis du oplever, der er behov for konkret hjælp.

Tag kontakt –Smil og vær imødekommende.

Tal tydeligt –Stil ét spørgsmål ad gangen.

Vær tålmodig –Sæt tempoet lidt ned, og hjælp gerne på vej.

Faglige Seniorer: Vigtigt

Hos Faglige Seniorer er man glad for, at der nu kommer et fælles symbol.

“Det er vigtigt, at der er synlighed om demens, og at vi som samfund er opmærksom på sygdommen, som rammer mange og som endnu flere har tæt inde på livet.  Med symbolet kan vi alle være med til at give mennesker med demens en håndsrækning, når vi ser der er behov,” siger Palle Smed, der er direktør i Faglige Seniorer, der med 230.000 medlemmer er Danmarks næststørste ældreorganisation.

Faglige Seniorer opfodrer organisationens mange lokale klubber og foreninger til at medvirke til at udbrede kendskabet til det nye demenssymbol.

Se video om det nye demenssymbol “Håndsrækningen”

En tabuiseret sygdom

90.000 danskere lever med demens, og cirka to millioner danskere over 18 er i berøring med demens som pårørende, bekendt eller via arbejde.

Selvom mange danskere har demens inde på livet, er det dog langt fra alle, der kender til de tidlige stadier af demens, eller som ved, at man godt kan have demens og på mange måder have et liv som alle andre, hvor fritidsaktiviteter, kulturelle oplevelser og en almindelig indkøbstur stadig er en del af hverdagen.

Symbolet er udviklet af Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark, der har eksisteret siden 2017, og består af 12 landsdækkende organisationer: Alzheimerforeningen, BL –Almene Boliger, Dansk Sygeplejeråd, Danske Fysioterapeuter, Danske Professionshøjskoler, Demenskoordinatorer i Danmark, Ergoterapeutforeningen, FOA, Faglige Seniorer, Pårørende i Danmark, Socialpædagogerne og Ældre Sagen.

Hvad mener du?

Hvad mener du om det nye nationale demenssymbol? Tror du – ligesom Silas Holst – at det vil gøre det mere synligt, at her er en person, der måske har brug for en hjælpende hånd.

Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: mandag 10. maj 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 14:34

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.