
Sygehuse lukker for pladser til corona-patienter
Antallet af patienter med covid-19 er nu så lavt, at region lukker for corona-beredskab på sygehuse og går til normal drift.
Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021
Fra 1. juni lukker Region Sjælland beredskabet for Covid-19, og dermed går sygehusene helt tilbage til at håndtere corona-patienter som en del af den normale drift.
Men regionen holder sig klar til at gå i beredskab igen på kort tid, hvis det bliver nødvendigt.
Det meddeler Regionen i en pressemeddelelse.
”Vi begynder at kunne se effekten af vaccinationerne, og at vi er på vej til at have vaccineret alle på plus 50 år første gang”, siger Leif Panduro Jensen, der er koncerndirektør i Region Sjælland.
Normal drift på sygehusene betyder i store træk, at der ikke holdes særskilte senge klar til at modtage Covid-patienter, de indlægges på de normale afdelinger, især de medicinske.
Vil stadigvæk blive behandlet forsvarligt
Sygehusene har under hele beredskabet taget i mod alle patienter med behov for behandling af akut eller kritisk sygdom.
Få de seneste nyheder og råd til seniorer om corona
Gør som over 200.000 andre seniorer.
Få vores gratis nyhedsbrev om corona, pension, tillæg og meget andet. Samtidig deltager du i konkurrencen om brunch for to
”Selv om sygehusene går tilbage til normaldrift, vil patienter med Covid-19 stadigvæk blive forsvarligt behandlet. I stedet for at indlægge Covid-patienterne på særskilte Covid-afsnit, bliver de fra 1. juni indlagt på de medicinske afdelinger ligesom for eksempel patienter med alvorlig influenza, siger koncerndirektøren.
Selv om sygehusene forlader beredskabet, kan de på kort tid omstille sig til en situation med flere Covid-patienter, hvis det skulle blive nødvendigt.
Behandler dem med udsat tid
Med Covid-beredskabet afblæst går sygehusene yderligere tilbage til normal drift og fortsætter blandt andet med at behandle de patienter, der har fået udsat deres tider på grund af Covid-19.
Da Region Sjælland havde flest patienter indlagt med Covid-19 i januar måned, var flere end 180 indlagt, heraf 20 på intensiv. I går var der indlagt 20 Covid-patienter på regionens sygehuse.
Først publiceret: fredag 28. maj 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 14:28