Om få år kommer der til at mangle boliger, der passer til ældres behov. Men politikerne har endnu ikke taget fat opgaven, lyder kritikken fra Faglige Seniorer.

Politikere svigter: Der mangler 70.000 boliger til ældre om få år

Behovet for boliger til ældre vil vokse med 70.000 de kommende år. Faglige Seniorer anklager kommuner og politikere for ikke at handle og efterlyser national strategi for ældre- og seniorboliger, fremgår det af udspillet "Bo godt hele livet". Debat om ældres boliger på Folkemødet.

Senest opdateret: fredag 11. marts 2022

Boligmangel bliver om få år et problem for tusindvis af danske ældre, der ikke kan få en bolig, der passer til deres behov.

I alt forventes der i 2030 at mangle 70.000 boliger, der er egnet til ældre.

Det fremgår af fremskrivninger i et nyt boligpolitisk udspil ”Bo godt hele livet”, som ældreorganisationen Faglige Seniorer netop har offentliggjort.

Udspillet fra Faglige Seniorer sætter fokus på fremtidens seniorboliger.

”Det et skræmmende stort tal, som kræver handling fra kommunale politikere og partierne på Christiansborg. Desværre er udfordringen med boliger til ældre blevet skudt til hjørne i årevis, og initiativerne har været få og utilstrækkelige. Det går ikke længere. Der er behov for en samlet og landsdækkende plan; en national strategi for seniorbolig-området”, siger direktør i Faglige Seniorer Palle Smed, der håber, at udspillet kan sætte gang i debatten om behovet for boliger til de mange nye ældre – og de “ældre-ældre” over 80 år.

Han understreger, at udspillet lægger op til, at udfordringerne med boliger til ældre skal løses i en helhed.

“Der er for mange spredte initiativer, der ganske vist hver især kan virke ganske fornuftige, men som ikke for alvor får greb om den komplekse udfordring, vi står overfor,” siger Palle Smed.

På Folkemødet på Bornholm er der debat om fremtidens boliger for ældre med deltagelse af Pia Kjærsgaard og Clement Kjærsgaard samt blandt andre Palle Smed og Palle Adamsen, formand for BL – Danmarks Almene Boliger. Se mere her.

Boligpolitik ude af trit med tiden

Beregninger viser, at befolkningen forventes at vokse med 220.000 frem til 2030 og at der behov for 100.000 nye boliger. Størstedelen af befolkningstilvæksten udgøres af ældre, så det er hovedsagelig ældreegnede boliger, der er behov for.

Faglige Seniorer har foretaget en mekanisk fremskrivning på grundlag af husstandsstørrelser. Det giver et behov for omkring 20.000 almene boliger og mere end 50.000 familieboliger til ældre, fremgår det af oplægget.

Seniorbolig-tænketank

En tænketank for boliger til seniorer.

Det foreslår Faglige Seniorer bliver etableret snarest.

Tænketanken skal have deltagelse af blandt andet ældreorganisationer, kommuner, byggebranchen og boligorganisationerne.

"Vi opfordrer boligminister Kaare Dybvad til at tage initiativet til at få etableret en tænketank, der kan komme med et udspil om hele boligområdet for seniorer. Tænketanken skal have til opgave at vende og dreje hele seniorboligområdet og få drøftet det igennem og over et år eller to og komme med en række konkrete løsningsforslag som resultat", siger Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer.

Han understreger, at en tænketank ikke friholder politikerne fra at handle allerede nu.

"Men det vil betyde, at vi får fastholdt et stærkt politisk fokus på området," siger Palle Smed.

”Vi anerkender, at regeringen har sat boligpolitikken højere på dagsordenen. Men de politiske initiativer forholder sig desværre ikke overordnet til, hvad der skal bygges og hvor der skal bygges. Og heller ikke til at mange seniorers boligfremtid bliver lagt, længe før de går på pension,” siger Palle Smed.

Tænketank skal komme med løsninger

Faglige Seniorer foreslår derfor en tænketank for seniorboliger, som skal analysere udfordringerne for boliger til ældre. Både når det gælder behovet for nybyggeri, renovering og tilgængelighed, men også aspekter som ensomhed, fællesskab, sundhed, brugen af moderne teknologi i hjemmet, forskellige boligformer.

Tænketanken skal samtidig give kvalificerede bud på, hvor der er behov for boliger til seniorerne også om ti eller tyve år og se på det økonomiske fundament under boligudviklingen.

”Seniorboligtænketanken skal således sætte sin finger på alle de ømme punkter, og efterfølgende pege på en stribe forslag til løsninger og initiativer, der bør igangsættes,” lyder det fra Palle Smed.

Faglige Seniorer foreslår, at Seniorboligtænketanken får deltagelse af en bred kreds af interessenter som ældreorganisationer, boligorganisationer, byggevirksomheder – især indenfor den almene sektor – samt repræsentanter for kommuner og regering.

Der er taget initiativer – men for få

Selvom boligmarkedet netop nu er hedt med mange bolighandler og nybyggeri, gavner det langt fra de ældste, mener Faglige Seniorer.

“De stigende boligpriser er først og fremmest et resultat af, at nybyggeriet af private boliger hvad enten det er ejerboliger eller lejeboliger koncentrerer sig om yngre målgrupper, der har arbejdsindtægter og ikke pensionistgruppen, som er på vej til at forlade arbejdsmarkedet og dermed en lavere hustandindkomst,” siger Palle Smed.

Heller ikke den grønne boligaftale, der blev indgået med regeringen og et flertal af folketingets partier, vil afgørende afhjælpe behovet for boliger til ældre. Her er der afsat midler til flere kollektivboliger – oldekoller – og godt 1,6 milliarder kroner til at øge tilgængeligheden for ældre i de eksisterende boliger. Det svarer til  at gøre 3.200 boliger ældreegnede.

“Det rækker langt fra, set i lyset af at alene i de næste 10 år forventes antallet af over 80-årige at vokse med 150.000,” siger Palle Smed.

Den mest direkte mulighed kommunerne har for at påvirke boligudbuddet er gennem nybyggeri af almene boliger.

“Men de pressede kommunale budgetter – ikke mindst anlægsbudgetterne – gør det vanskeligt for mange kommuner at få igangsat det nødvendige nybyggeri specielt til den ældre befolkningsgruppe, som ikke har mulighed for at betale de dyre huslejer, som markedsudviklingen i store dele af landet i disse år,” siger direktøren fra Faglige Seniorer.

Se hele udspillet “Bo godt hele livet” her (pdf).

Hvad mener du?

Er du enig i, at boliger til seniorer skal op på politikernes dagsorden? Eller skal markedet nok regulere udbuddet?

Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side

 

 

 

Først publiceret: fredag 18. juni 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 11. marts 2022 kl. 14:53

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.