Hold øje med din bank. Måske stiger den negative rente snart.

Fare for større negative renter: Sådan undgår du dem

Nationalbanken har øget sine negative renter, og så plejer bankerne at følge efter. Derfor er der nu endnu større grund til finde andre måder at anbringe penge på.

Senest opdateret: mandag 14. februar 2022

Hold øje med din bank og kontroller, om de tager endnu mere i negativ rente. Det er der nemlig fare for, efter at Nationalbanken i sidste uge skruede på flere af sine rentesatser. Den såkaldte ”folierente” i Nationalbanken er nu på minus 0,6 %, og det er det laveste nogen sinde. Også Nationalbankens udlånsrente sætter historisk bundrekord med de samme minus 0,6 %.

Pengeinstitutterne plejer at følge efter. Hvis de også gør det denne gang, så bliver den negative rente 0,1 % større. Hidtil har den negative rente i mange banker ligget på 0,6 %, men der er altså fare for, at den går op på minus 0,7 %.

– Bankerne plejer at rette hurtigt ind, når Nationalbanken ændrer på sine rentesatser, men det har de ikke gjort denne gang. De er klar over, at folk ikke bliver lykkelige for, at de skal betale endnu mere for at have penge stående i banken. Men stigningerne i den negative rente kan stadig nå at komme, advarer pensionsrevisor og formuespecialist Jørgen Thorsted Leschly fra firmaet AFPR.

Penge i banken udhules

Samtidig med at de negative renter har stigende tendens, så vokser priserne også kraftigere end tidligere. Forbrugerpriserne steg på årsplan med 1,8 % i august i år. Det er det højeste niveau i ni år, fortæller Danmarks Statistik.

Højere negative renter og højere prisstigninger betyder samlet, at penge i banken udhules hurtigere og hurtigere. Derfor er der endnu mere grund til at se på at gøre noget andet end at have forholdsvis mange penge i banken, opfordrer Jørgen Leschly Thorsted, der har et samarbejde med Forbrugerrådet Tænk.

– Jeg hører tit om folk, der har mellem 300.000 kr. og en million på en konto. Når de ikke investerer dem i aktier eller andet, er det, fordi de ønsker sikkerhed. Men i øjeblikket har de sikkerhed for, at de får mindre og mindre købekraft for pengene. Derfor prøv da at investere mindst 1/3 af beløbet i aktier, der er forholdsvis sikre. Det kan også være i prisbillige investeringsforeninger, ansporer Jørgen Leschly Thorsted.

Se flere artikler om negativ rente 

5 Finter og tricks ved negativ rente

Jørgen Leschly Thorsted peger på, at der også findes andre metoder til at undgå negative renter af penge, som man er sikker på, man ikke skal bruge i den nærmeste fremtid:

  1. Når forskudsopgørelsen kommer i november, kan du være optimistisk om dine indtægter i 2022 og skrive mere på. Dermed kommer du at betale mere i skat. Den overskydende skat får du retur i starten af 2023, når årsopgørelsen for 2022 kommer. Hos Skattestyrelsen står pengene til 0 % i rente. Mange virksomheder parkerer penge hos skattevæsenet for at undgå negativ rente.
  2. Indfri indefrosset forhøjelse af grundskyld (gælder både for ikke-pensionister og pensionister). Læs mere om det her
  3. Indfri hvad man som pensionist har indefrosset af den fulde grundskyld – så sparer du de 0,47 %, du betaler for den slags lån. Læs mere om indfrosset grundskyld
  4. Låne penge ud til børn eller børnebørn til lav rente. Læs mere om familielån her 

  5. Hvis du tænker, at du nok aldrig får brug for alle pengene, så kan du tilgodese Plan Børnefonden, Hjerteforeningen eller et andet godgørende formål. Det giver skattefradrag.  Læs mere om fradrag for gaver og velgørenhed hos Skat 

Sådan kan du investere en del af dit indestående

Jørgen Leschly Thorsted er uafhængig rådgiver. Han er altså ikke ansat af en bank eller andre, der tjener penge på, at kunder investerer. Han siger, at hvis man vil investere en del af sit bankindestående, så kan man spørge sit pengeinstitut, hvad de vil anbefale.

Men han siger, at man også kan bruge en selvbetjeningsløsning som Nord.investments. En anden løsning er Nordnet.

Jørgen Leschly Thorsted siger, at investeringer i aktier vil give lidt udsving, men på længere sigt viser historien, at det fører til et fornuftigt afkast.

– Hele verdenen skal blive ved med at bruge tandpasta og bleer. Derfor vil køb af aktier i den slags virksomheder på den lange sigt skaffe et positivt afkast, mener Jørgen Leschly Thorsted.

Negativ rente i banker

Her kan du se negativ rente i banker lige nu.

I de fleste banker er den negative rente lige nu -0,6 procent i rente på alt over grænsen, men flere banker er ved at ændre den negative rente til -0,7 procent.

Den højeste bundgrænsen for negativ rente i banken er normalt afhængig af, at du har din NemKonto i den pågældende bank. Har du ikke NemKonto i banken, skal du betale negativ rente af hele dit indestående. Derfor hjælper ikke at flytte pengene over i flere banker.

Arbejdernes Landsbank:  100.000 kroner (-0,6 procent) (Fra 15. oktober 0 procent)

Coop Bank: 100.000 kroner

Danske Bank:  100.000 kroner (-0,7% i rente)

Handelsbanken: 250.000 kroner

Jyske Bank: 100.000 kroner. ( -0,7% i rente)

Lån og spar: 100.000 kroner
Er du medlem af bestemte fagforeninger eller med i Forbrugsforeningen, kan du få 3% rente på din lønkonto på beløb op til 50.000 kroner.  (Gælder også pensionistmedlemmer)

Nordea:  100.000 kroner (-0,7 i rente)

Nykredit:  100.000 kroner.

Ringkjøbing Landbobank: 125.000 kroner.

Saxo Bank: 500.000 kroner (fra 1. juli 2022 afskaffer banken negative renter på indlån)

Spar Nord: 100.000 kroner.

Sparekassen Danmark: 100.000 kroner. (-0,75 i rente)

Sparekassen Kronjylland:  100.000 kroner.

Sparekassen Sjælland-Fyn 100.000 kroner.

Sydbank: 100.000 kroner.

*Der kan gælde særlige undtagelser, så spørg din egen bank om detaljerne.

Her er ikke negativ rent

Bank Norwegian,  Kompasbank,  Santander Bank, Lunar Bank: og Ikano Bank har ikke negativ rente, eller krav om at de skal være den primære bank.

Først publiceret: fredag 8. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret mandag 14. februar 2022 kl. 15:36

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.