Det er skuffende, at regeringen ikke med et eneste ord adresserer den kæmpemæssige udfordring, at der om 10 år mangler 50.000 boliger til ældre, lyder det fra Faglige Seniorer.

Ældreorganisation skuffet over regeringens boligudspil

Der mangler 50.000 boliger til seniorer om 10 år. Alligevel er der ikke afsat en krone til ældreboliger i udspil fra regeringen. Det skuffer Faglige Seniorer,

Senest opdateret: søndag 14. november 2021

Skuffende.

Sådan er kommentaren fra Faglige Seniorer til regeringens boligudspil om at etablere en ny fond på 10 milliarder kroner, der frem til 2035 skal understøtte opførelsen af 22.000 nye billige almene boliger.

Men der er ikke afsat noget beløb til ældreboliger, selv om antallet af danskere over 65 år de næste ti år stiger med 210.000.

”Regeringsudspillet har ingen svar på det enorme behov for flere seniorboliger. Vi ved at antallet af ældre stiger voldsomt i de kommende årtier. Der kommer også mange enlige ældre, så vi taler om et samlet behov, der overstiger 50.000 boliger til seniorerne. Jeg må sige, at det er skuffende, at regeringen ikke med et eneste ord adresserer denne kæmpemæssige udfordring,” siger Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer, der er Danmarks næststørste ældreorganisation.

Svært at se visdommen

Regeringen ønsker med udspillet, at almindelige lønmodtagere som pædagoger, håndværkere og politibetjente og deres familier får råd til at bo i store byer som København – typisk i en 80-90 kvadratmeter lejlighed til cirka 8.000 kroner om måneden, fremgår det.

”Vi anerkender, at boligministerens udspil vil sikre flere familieboliger, der er til at betale for almindelige mennesker. Men for de ældre, løser det ikke tilnærmelsesvis behovet,” siger Palle Smed.

”Og når der ikke bygges tilstrækkeligt mange seniorboliger, flytter de ældre heller ikke fra deres familieboliger. Med andre ord bidrager regeringens boligpolitik til at fastlåse den nuværende situation. Det har jeg svært ved at se visdommen i. Regeringens boligudspil efterlader behovet fuldstændig uforløst, og det er ærgerligt, fordi vi allerede er bagud på points”.

30 millioner kroner til byrum for ældre

Regeringen vil med udspillet afsættes 30 millioner kroner til en ældrevenlig indretning af byrum, ”så der bliver bedre muligheder for, at ældre kan komme rundt og tage del i aktiviteter til gavn for både vores ældres sundhed, trivsel og indsatsen mod ensomhed”, fremgår det.

”Det er meget godt, at politikerne ønsker at bruge 30 millioner på at udvikle ældrevenlige byrum. Men det havde været mere klogt at skabe sig et detaljeret overblik over boligbehovet ude i kommunerne og sikre at alle kommuner har en veltilrettelagt bosætningsstrategi,” siger Palle Smed.

Faglige Seniorer: Nedsæt tænketank

Faglige Seniorer foreslår, at der nu sættes fuld fokus på seniorboliger.

Det skal blandt ske ved at der bliver nedsat en hurtig arbejdende tænketank, som kan komme med ideer til at løse vor tids største boligpolitiske udfordring. Alle de vigtige aktører på dette felt bør gå sammen med de politiske myndigheder og få en strategi etableret,” siger Palle Smed.

Brancheorganisation: Behov for at gøre mere

Også BL – Danmarks Almene Boliger, der er interesse- og brancheorganisation for de almene boligorganisationer, mener, at der skal gøres langt mere for at imødekomme et stigende behov for boliger til seniorer.

”Det er naturligvis positivt, at udspillet også adresserer det voksende behov for ældreboliger. Men vi må samtidig sige, at de foreslåede 30 millioner kroner til indretning af byrum er en meget beskeden sum til at afhjælpe en meget stor og voksende udfordring. Faktisk bliver vi om allerede 10 år 210.000 flere borgere over 65 år. Der er behov for at gøre meget mere for at sikre, at vi har ordentlige og betalelige boliger til vores seniorer,” siger Solveig Råberg Tingey, viceadministrerende direktør i BL

Sig din mening her

Regeringen vil bruge 10 milliarder kroner på bygge 22.000 almene boliger – men har ikke nævnt ældreboliger med er ord i det nye bolig-udspil. Hvad mener du om det?

Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: tirsdag 12. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret søndag 14. november 2021 kl. 10:51

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.