Ældre kommer i flere tilfælde tidligere i seng, end de selv ønsker og får ble på i stedet for at komme på toilettet.

Ældre får ble på i stedet for hjælp til toiletbesøg

Ansatte i hjemmeplejen oplever, at ældre får ble på, selv om de kan komme på toilettet med lidt hjælp.

Senest opdateret: søndag 14. november 2021

Ældre borgere får i flere tilfælde ble på, selv om de godt selv kan komme på toilettet med lidt hjælp.

Det fremgår af en rundspørge, som Berlingske har foretaget blandt FOA-medlemmer, der arbejder i hjemmeplejen, på plejehjem, plejecentre eller aktivitetscentre for ældre. Det skriver Ritzau.

Avisen har formuleret en række spørgsmål, som er sendt til 2904 medlemmer af fagforbundet FOA.

1625 af dem, svarende til 56 procent, besvarede undersøgelsen.

Ble på og tidligt i seng

Blandt svarene kan man læse, at ældre borgere i flere tilfælde kommer tidligere i seng, end de selv ønsker, at de får medicin, som kunne være undgået med ekstra omsorg, og at de får ble på i stedet for at komme på toilettet.

23 procent af respondenterne, svarende til mere end hver femte, svarer, at de dagligt eller ugentligt oplever, at borgere får en ble på, selv om de er friske nok til at komme på toilettet. Flere ansatte peger på, at grundene er manglende tid, for få uddannede kolleger og dårlig planlægning.

Omvendt svarer 43 procent, at de aldrig har oplevet det.

Som ansat bliver man rå

61-årige Pia Larsen, der har arbejdet som vikar og fastansat sosu-assistent på københavnske plejehjem de seneste år, har oplevet det.

“Jeg synes jo, det er forfærdeligt. Men som ansat bliver man også lidt rå. For man kan jo ikke synes, at det er forfærdeligt hver aften. Så man bliver nødt til at indse, at sådan er vilkårene, og så må man gøre det så godt, man kan”, siger hun til Berlingske.

Fagforbund: Ældreplejen er udpint

Fagforbundet FOA, hvis medlemmer er blevet spurgt i undersøgelsen, mener, at den klart viser, at ældreplejen er blevet udpint.

Det er langtfra første gang, at der er beretninger om, at ældre borgere får ble på i stedet for at blive hjulpet på toilettet.

Emnet har været oppe med mellemrum igennem i hvert fald det seneste årti, hvor også plejehjemsledere har sagt, at ældre i mindre grad bør gå med ble og i stedet hjælpes mere på toilettet.

Hvad mener du

Hvad siger du til undersøgelsen? Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side

Først publiceret: onsdag 10. november 2021
Artiklen er sidst opdateret søndag 14. november 2021 kl. 10:57

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.