Velfærdsloven er måske den allervigtigste lov og landvinding på ældreområdet i hele denne regerings periode. Derfor appellerer jeg kraftigt til, at partierne på Christiansborg bakker op, lyder det fra Faglige Seniorers landsformand Ole Ibsen.

Appel fra ældreorganisation: Bak op om velfærdslov

Faglige Seniorer appellerer til bred opbakning til regeringens velfærdslov: Lev op til jeres løfter, lyder opfordringen til partierne på Christiansborg.

Senest opdateret: søndag 14. november 2021

Falder regeringens udspil til en velfærdslov med et brag, er det et eklatant brud på løfterne om at sikre velfærden for børn og ældre de kommende år.

Det mener Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer, der appellerer til partierne på Christiansborg om at bakke op bag velfærdsloven, der skal sikre at pengene følger den demografiske udvikling.

Som det ser ud nu, har regeringen ikke et bredt flertal bag sig, når loven torsdag skal førstebehandles i folketinget.

2019: V vil bruge 69 milliarder på velfærd

Dagen efter at valget blev udskrevet i 2019 kom Venstre med den første store politiske melding i valgkampen.

Venstre var klar til at skrue markant op for væksten i det offentlige forbrug, hvis partiet vinder valget. Dermed vil partiet ikke samtidig arbejde for skattelettelser.

Frem til 2025 ville Venstre bruge 69 milliarder kroner ekstra på velfærd. "Det skal sikre, at der er nok penge til at betale for offentligt ansatte, der kan tage sig af de ekstra ældre og flere børn, som ventes at komme i de kommende år," lød det.

Rent teknisk ville Venstre lade det offentlige forbrug vokse med 0,65 procent hvert år fra 2020-2025, så det følger det demografiske træk, fremgik det.

Kilde: Ritzau

”Det bør jo ikke være så svært. Venstre lovede i sidste valgkamp, nøjagtigt det som Socialdemokratiet nu har foreslået. Faktisk lovede Venstre at bruge hele 69 milliarder ekstra på velfærd over en årrække. Hvis partiet nu løber fra det valgløfte af partitaktiske grunde, så er det nok det største løftebrud, jeg nogensinde har set. Det er fuldstændig utopi at tro, at vi kan sikre de ældre ordentlige vilkår, hvis ikke pengene følger med,” siger Ole Ibsen, der er landsformand for 230.000 medlemmer i Faglige Seniorer.

Borgerlige partier fedtspiller

I alt vil regeringen afsætte 8,5 milliarder kroner, som kommuner og regioner frem til 2025 skal anvende til flere institutionspladser, flere plejeboliger og hospitalssenge, når demografien i Danmark udvikler sig.

”Velfærdsloven er det første reelle forsøg på at vende den udvikling, og derfor nytter det ikke, hvis Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti fedtspiller bare fordi de skal drille Mette Frederiksen. Det er sagen alt for vigtig til. Velfærdsloven er måske den allervigtigste lov og landvinding på ældreområdet i hele denne regerings periode. Derfor appellerer jeg kraftigt til, at partierne på Christiansborg bakker op,” siger Ole Ibsen.

Slidt og slæbt

Han peger på, at et af de allerstørste problemer, vi slås med ude i kommunerne, er rækken af endeløse besparelser på ældreområdet.

”Der er utallige eksempler på kommuner, der har skåret voldsomt i velfærden. Der er brug for, at den udvikling stopper,” siger Ole Ibsen.

”Det harmer mig virkelig, at samfundet ikke er i stand til at sikre, at de mennesker, der har slidt og slæbt igennem et helt liv, betalt deres skat og dermed bidraget til velfærdssamfundet, bliver svigtet, når de bliver ældre. Og har allermest brug for fællesskabet.”

Under kommunalvalgkampen har de ældre også fået stor opmærksomhed fra politikerne. Det overrasker ikke Ole Ibsen:

”Sådan er det altid. Kandidater fra alle partier lover guld og grønne skove, men så snart stemmesedlen er afleveret, bliver de mødt af virkeligheden og glemmer deres løfter,” siger han.

 

Først publiceret: onsdag 10. november 2021
Artiklen er sidst opdateret søndag 14. november 2021 kl. 10:13

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.