Styrelse: Her er manglende pleje af ældre sundhedsskadelig
Nødberedskab i mange kommuner kan være sundhedsskadelig for ældre. Se her hvornår det er tilfældet ifølge Sundhedsstyrelsen.
Senest opdateret: mandag 14. februar 2022
Manglende personlig pleje kan have sundhedsskadelige virkninger.
Det fastslår Sundhedsstyrelsen efter at coronasmitte, manglende personale og sygemeldinger har fået flere kommuner til at indføre såkaldt ”nødberedskab” i ældreplejen.
Myndigheder kan gribe ind
Styrelsen for Patientsikkerhed fører sundhedsfagligt tilsyn med, om der er forhold på behandlingssteder, for eksempel plejehjem, der er eller kan være til fare for patientsikkerheden.
Hvis de sundhedsmæssige forhold på et behandlingssted kan bringe patientsikkerheden i fare, kan Styrelsen for Patientsikkerhed give påbud til behandlingssteder. I påbuddet skal der opstilles sundhedsmæssige krav til den pågældende sundhedsfaglige virksomhed.
Styrelsen kan også give påbud om midlertidigt at indstille virksomheden helt eller delvis.
Borgere eller borgeres pårørende har mulighed for at klage over sundhedsfaglig virksomhed til Styrelsen for Patientklager eller Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn og derved uvildigt få vurderet, om der er grund til kritik af behandlingen.
Kilde: Folketingets Sundhedsudvalg
For ældre har der betydet, at for eksempel rengøring er blevet udskudt og at personlig pleje og for eksempel bad og vask, tandbørstning eller bleskift bliver sprunget over.
Blandt andet kunne DR i december oplyse, at mindst 7 kommuner har måtte skære ned på ydelserne til ældre.
I et svar til Folketingets Sundhedsudvalg tager Sundhedsstyrelsen ikke stilling til om nødberedskabet i sig selv har sundhedsskadelige virkninger. Men oplyser, hvad manglende pleje kan medføre.
- Hyppigst ses manglende pleje i form af rød og irriteret hud eller hudinfektioner, urinvejsinfektioner og karies i munden.
- Påvirkning af huden og urinvejsinfektioner kan for eksempel ses ved manglende bleskift, mens karies ses ved manglende tandbørstning skriver Sundhedsstyrelsen.
”Det kan endvidere være psykisk belastende at opleve manglende personlig hygiejne, som man ikke selv kan klare uden hjælp. De sundhedsskadelige virkninger kan medføre behov for flere kontakter til sundhedsvæsenet, og særligt urinvejsinfektioner kan føre til indlæggelser, såkaldt forebyggelige indlæggelser,” lyder det fra Sundhedsstyrelsen
Styrelsen bemærker, at de sundhedsskadelige virkninger ved manglende personlig pleje og hygiejne ikke nødvendigvis ses med det samme, men at risikoen øges over tid.
”Varigheden og omfanget af den manglende hygiejne har således betydning for omfanget af sundhedsskadelige virkninger, men det er ikke mulig at definere præcist, hvornår der vil optræde sundhedsskadelige virkninger. Det er heller ikke afgørende om årsagen er nødberedskaber eller andre forhold,” skriver Sundhedsstyrelsen.
Manglende hygiejne kan have andre sundhedsskadelige virkninger i form af øget forekomst af smitsomme sygdomme, for eksempel luftvejs- og mavetarminfektioner blandt både borgere og personale, hedder det i svaret.
Kommunernes ansvar
Ældreorganisationen Faglige Seniorer har tidligere kritiseret kommunerne for at igangsætte nødberedskab og ikke i tide at have taget højde for personalesituationen i ældreplejen.
“Det er fuldstændig utilstedeligt, at de ældre og allermest sårbare nu skal holde for, fordi politikerne har sovet i timen. Når flere kommuner indfører nødberedskab, bør det være et kæmpemæssigt wakeup-call for alle. Det her er kun en forsmag på det, der venter, fordi antallet af plejekrævende ældre stiger enormt i de kommende årtier,” lød det fra direktør i Faglige Seniorer, Palle Smed.
Sammenslutningen Danske Ældreråd har samtidig opfodret alle landets 98 ældreråd til at være meget opmærksomme på, om og hvordan nødløsningen tages i anvendelse lokalt.
“For kommunerne kan ikke blot skære alle hjemmehjælpsmodtagere over en kam. De er nødt til at se på den enkeltes behov og sørge for, at alle får den nødvendige hjælp.”
Nødberedskab bruges ved strejke
Nødberedskabet i kommunerne tager afsæt i Epidemilovgivningen, men anvendes ellers kun i forbindelse strejker og arbejdsnedlæggelser.
Det er Kirsten Normann Andersen fra SF, der i Folketingets Sundhedsudvalg har rejst spørgsmålet, om manglende personlig pleje og hygiejne i ældreplejen som følge af nødberedskaber kan betragtes som sundhedsskadeligt.
Tip journalisten
Har du oplevet eller har kendskab til at ældre ikke har fået den nødvendige pleje, er du velkommen til at kontakte redaktør Brian Pabst fra Faglige Seniorers nyhedsbrev på mail: bp@fagligsenior.dk
Er du tryg ved kommunens pleje af ældre?
Først publiceret: onsdag 19. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 14. februar 2022 kl. 15:50