Sådan snyder svindlere på Facebook med tilbud, som er for godt til at være sandt.

Hackere er på spil: Facebook er fuld af fuptilbud fra Nike

Mange bliver tagget eller får misbrugt deres Facebook-profil til at sprede falske annoncer. Se, hvad du skal gøre.

Senest opdateret: mandag 13. juni 2022

Så er den gal igen. Igen og igen bliver jeg tagget på billeder, med fuptilbud på Air Jordan-sko fra Nike.

Svindlerne forsøger at snyde dig med det falske tilbud, og det værste er, at de venner, som deler billedet, slet ikke ved det.

De er nemlig blevet hacket.

Hvordan kan svindlen ske?

Når svindlerne kan sende billeder ud på Facebook på vegne af dig eller dine venner, er det fordi, de har fået fat i din adgangskode.

Det har de gjort ved et svindelnummer eller i forbindelse med en af de mange datalæk, hvor brugeres adgangskoder til forskellige hjemmesider er blevet afsløret.

Sker igen og igen

Lige nu er det Air Jordan-sneakers fra Nike, men præcis det samme svindelnummer har været på spil mange gange før og kommer det uden tvivl igen.

Kun é n dag. Står der på billederne, som i øvrigt er så dårlige og teksten dårligt formuleret, at det denne gang er nemt at se, at det er svindel.

Tilbuddet lokker med, at du kan få skoene for 199 kroner, og at normalprisen er 1990 kroner, men skulle du klikke på linket, kommer du til en falsk webshop, som lokker med lave priser og gratis fragt.

Men fald ikke for deres tricks.
Hvis noget på Facebook er så billigt, at det er for godt til at være sandt, så kan du roligt regne med, at det er svindel.

Svindlerne forsøger simpelthen at få dig til at købe i deres falske webshop. Ikke alene er pengene spildt, og du får aldrig et par sko, men svindlerne vil også stjæle dine kreditkortoplysninger.

Skift din adgangskode

Hvis din profil bliver misbrugt til svindel, er det meget vigtigt, at du skifter din adgangskode på Facebook.

Du bør aldrig bruge den samme adgangskode på Facebook, som du bruger på en anden hjemmeside, så gør du livet for nemt for svindlerne.

Du kan opdatere din adgangskode her, hvor du også kan indstille, at du vil have besked, hvis en ukendt browser eller enhed anvendes til at logge på din konto.

Har du brugt dit kreditkort på en falsk webshop, skal du kontakte din bank.

Er din vens konto blevet hacket?

Hvis en af dine venners profil bliver misbrugt til at sprede falske annoncer, skal du:

  1. Kontakte din ven. Send en sms eller skriv i Messenger. Det hjælper ikke, at du skriver det i kommentarfeltet under fupopslaget. De kommentarer får din ven nemlig ikke.
  2. Fjerne tags, hvis du selv er blevet tagget i billederne
  3. Anmelde opslaget til Facebook

Advar andre på Facebook

Hjælp med at advare andre og vær med til at dele gode råd mod hackerne gennem Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: torsdag 3. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. juni 2022 kl. 15:26

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.