Blomsterbinder: Jeg har altid elsket naturens farver

I den lille by Rørbæk med 437 indbyggere 11 km nordvest for Hobro, finder man et lille etplanshus i gule mursten. Det er her Ullas Blomsterbinderi holder til.

Ikke stort og smart, men et bryggers, hvor man skal sno sig ualmindeligt godt for at komme rundt.

I bryggerset er alt den slags, der plejer at være i et sådan et rum og en hel del mere. En hundekurv, køkkenmaskiner og musselmalede fade, et forgyldt træhjerte, der læner sig op ad væggen med ordene Ulla og Svend 50 år, kasser og spande med kogler, kulørte kugler, blomster, bånd, ståltråd, duftende grangrene, cowboy arbejdshandsker.

Men her er også 73-årige Ulla Sørensen, der har været blomsterbinder i mere end 57 år.

Hun står bøjet over vasken, mens hænderne sikkert og rutineret aser med at stikke en spæknål gennem en halmkrans til kirkegården, så hun kan skubbe ståltråd gennem og binde tre forskellige slags gran i en rundgang, mens hun fortæller, at det er forskelligheden, der giver det flotteste og mest levende farvespil, at den skal pyntes med enebær og grankogler, og at kransen i øvrigt er symbol på evighed.

“Duften af gran er en af de skønneste dufte, og jeg elsker at binde kranse. Mine tanker slapper af, og jeg får sådan en ro. Selv om der er travlt nok op til jul, hvor alle vil have kranse til kirkegården. Den anden dag ringede en dame til mig. Hun skulle pludselig bruge seks kranse. Der måtte jeg sige nej, for det kan jeg ikke nå, jeg laver jo det hele fra bunden,” fortæller Ulla.

Blomster og børn

Faktisk har Ulla arbejdet med kranse lige siden hun var barn. Det var nemlig hende, der lavede den årlige adventskrans, der lyste op i familiens gård i Duelund udenfor Kjellerup.

Det var også her hendes bedstefar tog hende med ud i skoven tæt på og lærte hende, at kende forskel på fuglenes stemmer og lave fløjter af hyld.

“Jeg var dårlig til at regne, men jeg elskede at gå ude og se på naturen og finde ting. Jeg har også altid været glad for fuglenes sang og farverne ude i naturen, så jeg ville enten være blomsterbinder eller fotograf. Det var jo et lille samfund, hvor alle kendte alle så min far gik ud spurgte om nogen kunne bruge sådan en som mig.”

Det kunne Tove Henriksen som havde blomsterbutikken Bellis i Kjellerup godt.

Ulla husker de fire år i læretiden som gode år. Især når hun skulle på blomsterskole i Skåde Bakker ved Aarhus, hvor man boede på skolen. Hun var især dygtig til at binde kranse.

Fik egen blomsterbutik

Men så sker der den slags, som sker. Hun mødte sin mand Svend, der var slagter i Hobro, og så blev hun gravid, men nåede lige lidt juleassistance og et halvt år som blomsterbinder hos Tage Thorsen i Viborg, da Svend fik arbejde på Sjælland og hun flyttede med til Haslev.

Her fik hun arbejde i Gründahl Blomsterforretning, inden de i 1976 kom tilbage til Hobro, hvor hun overtog blomsterforretningen, Valmuen.

“Det var dejligt med butikken, når man stod og snakkede med kunderne. Men jeg havde ikke råd til ansatte, så jeg stod og arbejdede om natten, og det blev for meget med tre børn, så jeg stoppede 1.januar 1980”.

Underviser på aftenskolen

I stedet startede hun en karriere som underviser i blomsterbinding på aftenskoler og blev hurtig populær, fordi snakken gik fra mund til mund.

“Det var både landmandskoner og lægefruer, der kom. Jeg underviste fire aftener om ugen. Først lavede jeg aftensmaden hjemme, så læssede jeg bilen med ting og blomster fra haven også afsted. Jeg var også på Beder Gartnerskole 7-8 gange gennem 90erne, for at blive opdateret.”

Ting og tendenser ændrer sig så man må jo følge med.

Bryllupsbuketter er sjove at lave

Nu har Ulla kun sit blomsterværksted. Det er mest bestillingsopgaver og til venner og familie.

Hun holder især af at lave brudebuketter. Det er sådan en personlig ting, der er dejlig og sjov at lave. Tit er det brudgommen, der kommer og bestiller buketten, så har han et billede med og Ulla spørger til kjolen.

Så kan der godt gå lidt tid, hvor Ulla går og grubler over det i sit hoved og får ideer til, hvordan den skal se ud.

“Jeg lavede en gang en brudebuket til en meget høj brud med hyld, brombær og vilde hyben. Den blev meget smuk. Jeg har også lavet en meget smuk en til en brud fra filippinerne med blomster fra min egen og brudens egen have. Den blev så smuk med røde og hvide roser, blå hostas og lyserødt. Hun var så lykkelig, siger Ulla.

Bindes sent så det holder

Hun fortæller, at hun typisk bruger 3-4 forskellige slags blomster i en brudebuket, hvor hver enkelt blomst skal trådes og det hele bygges op med metaltråde som skelet. Den skal laves så sent som muligt, så den holder sig frisk.

“En gang var jeg sent på den og lidt stresset, så sagde en kær gammel ven til mig, at jeg bare skulle tage den med ro, for de kunne jo ikke blive gift før de havde brudebuketten, og det er jo rigtig nok,” siger Ulla og ler.

Ulla laver også bårebuketter og båredekorationer, og har lavet til hendes nære afdøde familiemedlemmers kister. Det har hun været glad for, at hun gjorde, selv om hun i mange år slet ikke lavede den slags, fordi hun blev for bevæget.

Svendebrevet skal op på væggen

Ulla er stolt af at være blomsterbinder og snakken minder hende om, at hun skal have fundet sit svendebrev, for det skal da op og hænge i en pæn ramme på væggen.

“Men jeg ser ikke mig selv som en kunstner ligesom Tage Andersen (verdensberømt blomsterkunstner, red). Jeg binder bare blomster. Det der betyder mest, er om folk bliver tilfredse. Jeg er først rigtig glad, når kunderne er glade, siger hun.

Ulla har aldrig fortrudt, at hun blev blomsterbinder. Selv om hun en gang var i dårligt humør og kom til at sige det til sin mor.

“Jeg sagde til hende, at blomsterbinder var en dårlig uddannelse, for det kan man ikke tjene penge på. Det fortryder jeg så meget. Selvfølgelig kan det godt drille, eller man får slidt noget hud af og må have plaster på, men jeg elsker jo at stå og sætter farver sammen og vil fortsætte så lang tid med det, jeg kan.”

Et hav af blomsternavne

Gennem snakken har Ulla slynget om sig med et hav af blomsternavne, der er helt umulige at stave til, og tager hun en rose, kan hun mærke på knoppen, hvor lang levetid, den har tilbage.

For blomster og natur er det hun kan, og ved noget om.

Og så er der ikke så meget mere at sige, for Ullas datter og en veninde kalder. De har stået ude i køkkenet og byder på en æggekage, der muligvis er Danmarks bedste – så tak for mad og stor tak til Ulla for at bruge sit liv på, bringe så meget skønhed fra naturen ind i vores stuer.

 

 

 

Først publiceret: søndag 6. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret onsdag 16. februar 2022 kl. 11:16