Indenfor de næste par år kan de negative rente på din opsparing forsvinde, mener cheføkonom fra Sydbank.

Cheføkonom: Negativ rente på opsparing snart på vej væk

Boligrenterne er steget kraftigt i år, uden at det straks får betydning i bankerne, men der er sat en bevægelse i gang, siger ekspert. Få forklaringen her.

Senest opdateret: mandag 13. juni 2022

Det er snart slut med at optage flekslån til negative renter. De fastforrentede boliglån er også blevet meget dyrere i år. Men bankerne har ikke ændret det mindste på den negative rente på indlån. Endnu.

Men det kan komme inden så forfærdelig længe. Det forudser Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank. Han spår, at den negative rente på indlån kan være væk inden for ét-to år.

Sydbank kræver også betaling for at have kundernes penge stående. Søren Kristensen arbejder ikke i den del af banken, der fastsætter rentesatser, og han ved ikke, hvad de tænker om situationen. Men han kan udtale sig generelt om udviklingen på finansmarkederne og investorernes forventninger.

– Prisstigningerne og inflationen er nu så høj i Europa, at der er sat en bevægelse i gang mod højere renter. På udlån kan de være helt væk allerede i år i de lande, der bruger euro, hvis investorernes forventninger holder stik. Der vil også ske noget i Danmark i år, men måske ikke helt så meget, mener Søren Kristensen.

Nordea tror også, at de negative renter er på vej væk

Sådan fungerer det

De negative renter på indlån i Danmark hænger sammen med styringsrenterne hos Nationalbanken. De har ikke ændret sig det mindste i år. De er fastsat ud fra helt korte placeringer af penge og bruges blandt andet til styre kursen på den danske krone i forhold til euro.

Boligrenterne er noget andet, forklarer Søren Kristensen. Her er det køberne af obligationer, der i høj grad bestemmer prisen.

Investorerne regner i øjeblikket med, at den europæiske centralbank vil hæve sine styringsrenter, og så vil investorerne betale mindre for værdipapirerne. Dermed stiger renten. Det er blandt andet inflationen, der kan føre til, at centralbanken hæver sine satser. Det skal dæmpe prisstigningerne.

Positiv rente

Søren Kristensen forventer, at Nationalbanken i Danmark vil følge efter den europæiske centralbank. Når den danske styringsrente går op, vil renten på indlån også stige – og det er med den nuværende situation lig med, at den negative rente skrumper.

– Det er svært at sige, hvornår vi eventuelt igen vender tilbage til den normale situation med, at man får penge for at sætte penge i banken. Måske vil der gå mere end to år, før renten på indlån igen er positiv, gætter Søren Kristensen.

Historien

Det var Jyske Bank, der som det første danske pengeinstitut introducerede negative renter på indlån. Det skete i 2019, men gjaldt i første omgang kun for velhavere med over 7,5 millioner på kontoen. Siden bredte de negative renter sig til næsten alle pengeinstitutter.

Grænserne for, hvornår der skal betales negative renter, er samtidig gået nedad i flere omgange. De fleste steder gælder det nu ved indestående over 100.000 kr.

Satsen på de negative renter er vokset. Nu er den mange steder minus 0,7 %.

Negativ rente i banker

Her kan du se negativ rente i banker lige nu.

I de fleste banker er den negative rente lige nu -0,6 procent i rente på alt over grænsen, men flere banker er ved at ændre den negative rente til -0,7 procent.

Den højeste bundgrænsen for negativ rente i banken er normalt afhængig af, at du har din NemKonto i den pågældende bank. Har du ikke NemKonto i banken, skal du betale negativ rente af hele dit indestående. Derfor hjælper ikke at flytte pengene over i flere banker.

Arbejdernes Landsbank:  100.000 kroner (-0,6 procent) (Fra 15. oktober 0 procent)

Coop Bank: 100.000 kroner

Danske Bank:  100.000 kroner (-0,7% i rente)

Handelsbanken: 250.000 kroner

Jyske Bank: 100.000 kroner. ( -0,7% i rente)

Lån og spar: 100.000 kroner
Er du medlem af bestemte fagforeninger eller med i Forbrugsforeningen, kan du få 3% rente på din lønkonto på beløb op til 50.000 kroner.  (Gælder også pensionistmedlemmer)

Nordea:  100.000 kroner (-0,7 i rente)

Nykredit:  100.000 kroner.

Ringkjøbing Landbobank: 125.000 kroner.

Saxo Bank: 500.000 kroner (fra 1. juli 2022 afskaffer banken negative renter på indlån)

Spar Nord: 100.000 kroner.

Sparekassen Danmark: 100.000 kroner. (-0,75 i rente)

Sparekassen Kronjylland:  100.000 kroner.

Sparekassen Sjælland-Fyn 100.000 kroner.

Sydbank: 100.000 kroner.

*Der kan gælde særlige undtagelser, så spørg din egen bank om detaljerne.

Her er ikke negativ rent

Bank Norwegian,  Kompasbank,  Santander Bank, Lunar Bank: og Ikano Bank har ikke negativ rente, eller krav om at de skal være den primære bank.

 

 

 

 

Først publiceret: torsdag 10. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. juni 2022 kl. 15:26

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.