Mangel på mentorer: Linda er mentor for Jasmin

I hele landet er der mangel på mentorer for anbragte og udsatte børn. Se, hvordan Linda Eriksen fra Thisted har været med til at ændre Jasmins liv.

Senest opdateret: mandag 27. juni 2022

Da Linda Eriksen gik på efterløn som 60-årig, havde hun lyst til at være frivillig og gøre en forskel for andre.

“Min mand er meget aktiv og bruger meget tid på frivilligt arbejde, så da jeg gik på efterløn, ville jeg gøre noget, som ikke tager al min tid. Så så jeg en annonce for “Lær for livet” i avisen. Det var noget med lektiehjælp. Noget helt konkret, som jeg godt kunne hjælpe med. Det besluttede jeg mig for at prøve, og det har jeg godt nok aldrig fortrudt,” fortæller Linda, som i dag er 69 år.

Faste rutiner

Linda blev mentor for Jasmin, som gik i 5. klasse. Jasmin var anbragt udenfor hjemmet, og mentorordningen var en del af “Lær for livet”, som finder lektiehjælp og voksenvenner til anbragte eller udsatte børn mellem 9 og 15 år.

“Derfra tog det sin begyndelse. Vi mødtes 1 gang om ugen. Det var rigtig godt, at hun kom her, hvor jeg var på hjemmebane. De anbragte børn savner tit at komme i et hjem. Et rigtigt almindeligt hjem. Vi startede med at tage fat i hendes skolebøger. Hun klarede sig ikke egentligt dårligt i skolen, men heller ikke godt. Så jeg hjalp med at lave en plan for lektierne, så de blev lavet for hele ugen,” fortæller Linda. “Det var en meget stor glæde, da Jasmin en dag sagde “Jeg glæder mig til at komme i skole i morgen, fordi så kan jeg være den første til at række hånden op.”

Linda fik hurtigt etableret nogle faste rutiner den dag hver uge, hvor Jasmin kom for at få lektiehjælp.

“I starten hentede jeg hende i skolen. Senere tog hun bussen, og jeg gik altid op til bussen og tog imod hende. På den måde kunne hun være tryg og sikker på, at jeg ville være der, når hun nåede frem. Vi startede altid i køkkenet med kakao. Derefter kom lektierne – også i køkkenet, og når vi så skulle til det lette med højtlæsningen, så trak vi ind i stuen,” fortæller Linda.

Linda og Jasmin lavede også andre helt almindelige ting sammen, for eksempel har de cyklet meget sammen i Thisted, hvor Jasmin fik lært at køre i rundkørsler.

En fælles sag

For Linda og hendes mand er det blevet en fælles sag at være mentor.

“Det er ikke svært at være mentor, og det er ikke en stor opgave. Vi synes, at det fungerer så godt. Det er sådan en lillebitte ting at gøre, som gør en stor virkning, ” siger Linda, som har arbejdet som sygeplejerske på Thisted Sygehus, hvor hun også var klinisk vejleder for de sygeplejestuderende. “Vi får lige så meget igen fra Jasmin, som vi giver.”

“Jasmin er i dag en del af hele vores familie. Det er kommet lige så stille. Jasmin er nemlig ældre end børnebørnene. De kan derfor slet ikke huske andet, end at hun har været en del af deres liv,” fortæller Linda. “Jasmin er blevet en del af familien. Hun er med til konfirmationer og fødselsdage.”

“Da vi mødte hinanden, var hun ikke stærk til matematik. Siden har flere i familien været med til at hjælpe med matematikken, og vi var alle så stolte, da hun blev student sidste år. Studentergildet blev holdt her hos os, og Jasmins mor var selvfølgelig med til festen.”

Nemt at komme i gang

At være mentor er en meget overkommelig opgave, som er nem at få plads til, når man er stoppet på arbejdsmarkedet eller kun arbejder få timer om ugen, mener Linda.

“Du får hurtigt en fornemmelse af, om det, man gør, virker. Det kræver ikke forberedelse og lægger ikke beslag på så mange timer, så du skal ikke være bange for at blive for bundet,” siger Linda, som har nogle gode råd til andre, som gerne vil være mentor.

“Vær åben, men ikke for nysgerrig og udspørgende. Anbragte børn skal hele tiden fortælle, og det er de tit trætte af. Jeg plejede at sige: ‘Er der noget, du vil fortælle mig, kan du altid gøre det’, men jeg spurgte ikke,” fortæller Linda. “Min mand og jeg har fået mange ting at vide. Men ikke når vi har spurgt, men derimod når vi går tur eller drikker kakao, så er der komme meget frem.”

Linda har mødtes med andre mentorer, som også er med i “Lær for livet”.

“Det har været dejligt at mødes i gruppen med de andre mentorer. Bliver man mentor, skal man regne med, barnet kommer til at betyde noget for en. Vi mente alle sammen, at vi havde det bedste barn,” griner Linda. “Og “Lær for livet” har været en fantastisk organisation. De er altid klar til at svare og hjælpe. Man står ikke alene.”

Lindas gode råd til andre mentorer

  • Det er ikke svært. Du skal bare være dig selv.
  • Mød barnet i dit eget hjem.
  • Skab rammer, hvor både du og barnet kan slappe af.
  • Start en tradition og nogle rutiner.
  • En aftale er en aftale.
  • Tag imod barnet.

Se video: Sådan fik Jasmin hjælp af Linda og “Lær for livet”

Sådan bliver du mentor

En mentor kan både være en lektiehjælper og en voksenven.

Som frivillig mentor i “Lær for Livet” er du med til at gøre en forskel for et anbragt eller udsat barn mellem 9 og 15 år, som har brug for din hjælp til at lære om de små såvel som de store ting i livet.

“Lær for Livet” arbejder for at sikre læring, trivsel og fællesskab hos anbragte børn og unge – og børn og unge i udsatte positioner. Det sker med mentorordning, camps og samarbejde med børnenes hjem og skole. Børnene er mellem 9 og 15 år, når de starter i “Lær for Livet”. Som mentor bliver man matchet med et barn eller en ung, som har brug for en hjælpende hånd.

Lige om lidt starter der over 140 nye børn i programmet, det er den største årgang nogensinde. Der er derfor brug for mentorer.

Læs mere her

Her er der mangel på mentorer

Bliv mentor her

Først publiceret: tirsdag 14. juni 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 27. juni 2022 kl. 11:16