Som boligejer har du pligt til at sikre, at oplysningerne i BBR er korrekte.

Tjek og ret dine ejendomsoplysninger i BBR

Er dine oplysninger i BBR korrekte? Manglende opdatering kan koste en bøde.

Senest opdateret: mandag 22. august 2022

Mange har fået øjnene op for BBR-oplysningerne i forbindelse med varmechecken. Men hvad er BBR egentligt, og hvem har ansvaret for, at oplysningerne er korrekte? Se det her?

Hvad er BBR?

Du kan finde dine BBR-oplysninger på hjemmesiden www.bbr.dk

Bygnings- og Boligregistret (BBR) har siden 1977 indsamlet oplysninger om landets bygninger og boliger fra ejerne selv.

BBR viser blandt andet bygningsoplysninger, areal og varmekilde.

Når du ændrer din bolig – for eksempel skifter varmeinstallation fra oliefyr til fjernvarme, bygger et nyt redskabsskur eller bliver opmærksom på fejl i din BBR-meddelelse – er det din pligt som ejer at rette dine BBR-oplysninger.

Oplysninger fra BBR bruges af mange forskellige offentlige myndigheder og private virksomheder og bliver blandt andet brugt ved optagelse af lån og forsikring af ejendommen.

Hvordan ser jeg oplysninger i BBR?

Du kan se oplysninger fra alle ejendomme i Danmark på www.bbr.dk

Det kræver ikke login at se oplysningerne. Du kan søge dem frem på adressen.

Hvordan retter jeg oplysninger i BBR?

Du kan rette oplysninger på din egen ejendom på www.bbr.dk

Du skal logge på med NemID eller MitID.

Når du retter, får kommunen besked om dine rettelser, så de kan kvalitetssikre oplysningerne i BBR, inden din BBR-meddelelse bliver opdateret.

Hvad koster det at ændre BBR?

Det er gratis at ændre oplysninger i BBR. Det er også gratis at hente en BBR-meddelelse.

Hvis dine oplysninger i BBR ikke er korrekte, kan du få en bøde på 5.000 kroner. Det er din pligt som ejer at sørge for, at oplysningerne er korrekte.

Det er muligt, at ændringer i BBR-oplysninger kan få indflydelse på din ejendomsvurdering.

Hvad er BBR-meddelelser?

BBR-meddelelse er et dokument, som viser de oplysninger, BBR har om en bygning.

Du kan hente din BBR-meddelelse på www.bbr.dk (log på med NemID eller MitID).

Hvad skal jeg gøre, hvis min varmekilde ikke er registreret korrekt i BBR?

BBR-oplysninger om varmekilde er blevet meget aktuelt, efter det blev besluttet at udbetale en varmecheck på baggrund af BBR’s oplysninger om varmekilde 1. januar 2022.

Varmechecken er på 6.000 kroner skattefrit.

Hvis du ikke har fået varmecheck og har opdaget, at varmekilden ikke er registreret korrekt i BBR, skal varmekilden rettes.

Ejer du ikke selv din bolig, er det din udlejers ansvar, at oplysningerne er korrekte. Opdager du, at varmekilden er registreret forkert af ejeren, har du mulighed for at søge om varmecheck til januar 2023, hvis du opfylder de øvrige betingelser for varmecheck.

En fejl fra en dataleverandører som Evida og Energinet eller en myndighed kan også give dig ret til at søge. For eksempel hvis kommunen ikke har fået godkendt din anmodning om ændring af varmekilde inden 1. januar 2022.

Læs mere om ansøgning om varmecheck til januar 2023 her 

Ejer du selv din bolig, skal du ikke forvente, at en rettelse betyder, at du vil få en varmecheck med tilbagevirkende kraft. Med mindre der er tale om en fejl fra en myndighed eller dataleverandører som Evida og Energinet.

Som boligejer har du nemlig ansvar for, at oplysningerne i BBR altid er korrekte, og i loven om varmechecken er der fastsat en skæringsdato for, hvornår varmekilden skal være registreret. Denne dato er 1. januar 2022.

Først publiceret: mandag 22. august 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 22. august 2022 kl. 15:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.