Foto: DR

Glæd dig: Fantastisk julehygge

Du kan se frem til en masse juleprogrammer på tværs af DR's kanaler i december. Her kan du få overblik over, hvad der kommer.

Senest opdateret: mandag 23. januar 2023

Adventstiden og hele december byder på både velkendte jule- og nytårsprogrammer, som mange kender, og måske endda har traditioner med. Men også helt nye ting rammer sendefladen.

“Jagten på julens sange”

15. december klokken 20.30 på DR1: Hvert år synger vi danskere de samme julesange, når vi højtideligt går omkring træet.

I programmet dykker journalist Mette Frisk og dirigent Phillip Faber ned i historien bag tre af vores mest elskede danske julesange.

For hvad er egentlig historien bag de sange, vi synger? Hvordan blev de til, i hvilken tid blev de skabt og hvorfor blev det mon lige netop de sange, vi synger juleaften år efter år? Dette afsnit tager afsæt i ’Dejlig er den himmel blå’.

“DR’s Store Juleshow”

17. december kl. 20.30 på DR1: Traditionen tro fejrer DR julen med et overdådigt Juleshow, når Koncertsalen slår dørene op for masser af musik, underholdning og rørende øjeblikke.

Værterne, Phillip Faber og Stephania Potalivo, orkestrerer aftenen, når stjerner som blandt andre Gnags, Malte Ebert og Jonah Blacksmith indtager scenen – som altid flankeret af DR Symfoniorkesteret.

“Størst af alt er kærligheden”

18. december kl. 6 på DRTV (alle afsnit) og kl. 21.30 på DR2: Fire afsnit, der sendes 18.-21. december med fokus på det kristne kærlighedsbudskab, idet vi går tæt på en præsts intime arbejde med kærlighedsrelationen hos 12 udvalgte par.

“Berømte måltider”

20. december klokken 18 på DRTV og klokken 20 på DR1: Madprogram med Adam Price og Frederikke Legaard. Adam er forfatter med viden om de store fortællinger – Frederikke er historiefortæller med hænderne og har styr på det visuelle udtryk. Sammen skal de gøre et berømt måltid og en god historie spiselig. Juleafsnittet tager afsæt i Dickens ’Et juleeventyr’.

“Klar til jul – knas, klip og kager”

På DRTV torsdag 22. december kl. 15: Der skal julehygges med gløgg og konfekt, når de to tv-kokke, Louisa Lorang og Gorm Wisweh, vil gøre os klar til jul. Gorm Wisweh vil fordybe sig i gløgg og æbleskiver, mens Louisa Lorang vil give fif til at lave indbydende og nem konfekt lige til at hænge på juletræet.
De to værter får også besøg af multikunstneren Shane Brox, der med glimmer og genbrug vil forvandle pap til det smukkeste julepynt.

“Fællessang – mens vi venter”

23. december kl. 20 på DR1: I “Fællessang – mens vi venter” varmer vi op til juleaften på allerhyggeligste vis.

Værterne Katrine Muff og Johannes Langkilde står for musikken og julestemningen i studiet, hvorfra de stiller igennem til dansk musiks juleentusiaster.

“Den store Julebagedyst”

25. december kl.6 på DRTV og kl. 20 på DR1:  De 10 deltagere fra årets udgave af “Den store bagedyst” samles for at julehygge og for at fejre nytår i bagedystkøkkenet.

I de to programmer dyster de i 5 makkerpar om titlen som vindere af årets jule- og nytårsbagedyst. 5 hold stiller til start og 3 hold går videre fra jule- til nytårsbagedysten.

Kilde: dr.dk

Først publiceret: fredag 9. december 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. januar 2023 kl. 11:14

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.